K støtter rigsretssag mod Støjberg

"Lov er lov, og lov skal holdes, uanset hvem vi er, og hvad vi i øvrigt står for," lyder det fra De Konservative om rigsretssagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister
De Konservative støtter en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

"Instrukskommissionen er nået frem til, at loven er brudt," skriver De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado, på Facebook.

"Derpå valgte Folketingets partier at bede to advokater om deres vurdering af sagen. De har fremlagt den vurdering, og de mener, der er grundlag for at rejse en rigsretssag. Lov er lov, og lov skal holdes, uanset hvem vi er, og hvad vi i øvrigt står for."

Ifølge Mai Mercado ville det da også være "svært" at nå til den omvendte konklusion.

Enig gruppe

Det er samtidig en enig folketingsgruppe, og altså inklusiv Inger Støjbergs tidligere partifælle Marcus Knuth, der er nået frem til beslutningen.

Betyder ikke, at vi som politikere har besluttet, at Inger Støjberg er skyldig

"At indlede en rigsretssag betyder ikke, at vi som politikere har besluttet, at Inger Støjberg er skyldig," skriver gruppeformanden. "Det er kun Rigsretten, som kan og skal tage stilling til det spørgsmål."

placeholder

Historisk sag

De to uvildige advokater, som Folketinget hyrede til at gennemgå Instrukskommissionens beretning, er kommet frem til, at der er grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg og en "rimelig formodning" om, at hun kan blive dømt - såfremt Instrukskommissionens gennemgang af sagen står til troende.

Siden Rigsrettens oprettelse i 1849 har der kun været fem rigsretssager. Den seneste var Tamil-sagen mod den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen, som endte med en betinget dom på fire måneders fængsel i 1995.

Udover De Konservative støtter også Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten samt Alternativet og nogle løsgængere at stille Inger Støjberg for en Rigsret, mens Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige samt løsgænger Lars Løkke Rasmussen er imod. Dermed er der flertal for en rigsretssag. Venstre har endnu ikke besluttet sig.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce