Kanonmåling til rød blok: Forspring på 37 mandater

Sjældent har et regeringsskifte haft længere udsigter, viser ny meningsmåling.
Foto: Pressefotos
Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen
Statsminister Mette Frederiksens (S) post er ikke umiddelbart i fare. For de røde partier har et nærmest historisk stort forspring til oppositionen.

Det viser den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Ser man alene på de otte partier, der står til at komme ind, så står de fire røde partier (Socialdemokratiet, SF, radikale og Enhedslisten) til 57,6 procent af stemmerne, mens de fire blå (Venstre, konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige) tilsammen står til 37,6 procent af stemmerne.

Et forspring på intet mindre end 20 procentpoint.

Det kan også ses i mandatfordelingen, hvor de røde partier står til 106 mandater, mens de blå partier blot kan mønstre 69. Bare otte mere end Socialdemokratiet alene står til. Hertil skal lægges de fire nordatlantiske mandater, der normalt giver tre til de røde og en til de blå.

Ved folketingsvalget i 2019 fik de røde partier - inklusiv Alternativet, der siden er gået mere eller mindre i opløsning - 96 mandater, mens de blå partier fik 79.

Fremgang til alle de røde

I forhold til sidste uges måling fra Voxmeter er der dog kun tale om mindre udsving.

De Radikale er det parti, der har den største fremgang i målingen. Partiet går 1,1 procentpoint frem til 8,9 procent og er nu lige over valgresultatet på 8,6 procent. Det vil give genvalg til de 16 radikale mandater som partiet fik ved folketingsvalget sidste år.

Socialdemokratiet går en smule frem til 32,9 procent og ligger nu 7,0 procentpoint over valgresultatet. Det vil betyde et plus på 13 mandater i forhold til de 48, som partiet fik ved valget.

Både SF og Enhedslisten ligger til en minimal fremgang på et enkelt mandat.

V og DF trækker ned

Nedturen i blå blok skyldes især Venstre og Dansk Folkeparti, som begge ligger et stykke under valgresultatet.

Venstre går yderligere tilbage til 19,3 procent og ligger nu over 4 procentpoint under valgresultatet. Det betyder et tab på otte mandater.

Dansk Folkeparti har stoppet tilbagegangen, men står i denne måling til 6,1 procent - hvilket vil betyde et tab på fem mandater.

Nye Borgerlige står til en fremgang på fire mandater, mens De Konservative står til en fremgang på tre mandater.

Liberal Alliance er fortsat under spærregrænsen, ligesom partiet også var i sidste uge. Med 1,9 procent af stemmerne, er det dog inden for den såkaldte statistiske usikkerhed om partiet vil komme ind.

Ikke plads til nye

Til gengæld er der endnu ikke noget der tyder på, at Folketinget får flere nye partier efter valget.

Veganerpartiet, der i sidste uge blev godkendt til stille op, er for første gang inkluderet i målingen. Og det er ikke ligefrem opkvikkende læsning for Veganerpartiets nye partileder Lisel Vad Olsson. Hendes parti står til 0,3 procent af stemmerne. Det samme står Rasmus Paludans Stram Kurs til.

Heller ikke Kristendemokraterne, der i sidste måned blev opstillingsberettiget, er i nærheden af at komme ind. Isabella Arendt og hendes partifæller står til 1,3 procent af stemmerne i målingen.

Voxmeters meningsmåling baserer sig på telefoninterview med 1.021 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og den er gennemført i perioden fra den 14.-21. september 2020.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

NU er der jo lidt under tre år til et valg, og meget kan ske. Håber da MF fortsætter, men man skal aldrig tage noget for givet. Og det er kort tid at dømme Ellemann på. Lad ham lige finde egne ben, det er muligt han bliver en overgangsfigur hos Venstre og de skal ned og vende før det går fremad igen. Det har S, SF R,DF,K prøvet, nu er det V tur også, sådan er det i politik.

Der er bestemt langt mere i forskel mellem V og S end retorikken, de kan samarbejde om udlændingepolitikken og den økonomiske politik delvis, men velfærd, klima, arbejdsmarkedspolitik, social og beskæftigelsespolitik, erhvervspolitik, skattepolitik, er der da forskelle. Jeg synes de røde partier fungerer godt sammen trods uenigheder, også fordi de ved MF har manøvremuligheder på begge sider af folketinget.

Det hjælper jo også gevaldigt med en lille pandemi, der tillader vælgerne at se, hvilke partier der bekymrer sig om befolkningen, og hvilke, der mere bekymrer sig om penge. Lad os håbe vælgernes hukommelse er bedre end den har ry for at være, tre år er lang tid, men mon ikke de fleste lønmodtagere har fået øjnene op for de fundamentale modsigelser indenfor dansk politik?

Annonce