Annonce

Klumme: Et forsvar for manden i lycra

De smarte bytyper kan mene, hvad de vil. Cykling er en fremragende måde at få motion og opleve naturen på. Freddy Hagen i forsvar for den udskældte motionscykelrytter.
Foto: Freddy Hagen
Man skal som lycraklædt cyklist lægge ører til megen latterliggørelse.
Det har været en form for internet- og mediesport i mange år. Nedgørelsen af manden i lycra, der bruger sin fritid til at cykle, er gået hen og blevet sådan en kliché, som især københavnersegmentet nyder at skose.

Det er meningsdannere fra Berlingske og Weekendavisen, der elsker at hade disse mænd, som de finder grimme, grove og altødelæggende for bybilledet og andres nydelse af ture ud i naturen.

Ja, lycra er en beklædningsgenstand, der sidder helt stramt. Og når man så har lidt ekstra kilo på sidebenene, så ser det måske ikke helt så elegant ud.

Men i modsætning til tidens trend om, at man ikke må fatshame kvinder, er det åbenbart helt i orden at kritisere mænd, der flasher deres kropsformer.

Og lad mig lige slå fast: Jeg er endnu ikke stødt på en artikel, hvor kvinder i lycra gøres grin med eller kritiseres.

For nogle år siden skrev daværende meningsskribent på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, at disse mænd i stedet burde frekventere de steder, hvor hun selv kommer, dvs. slotte og kunstmuseer, så de kunne blive mere dannede.

Om sådan en udtalelse er særligt dannet, kan vel diskuteres, ligesom man nok kan mene, at det ikke nødvendigvis er et tegn på dannelse, blot fordi man smider en selfie af sig selv op, med et slot i baggrunden.

Farlig bykørsel

For en måneds tid siden var det så en kulturskribent og anmelder på Weekendavisen, der berettede om, hvordan hendes ture ud i naturen, sammen med en sød kæreste, som hun gik og holdt hånd med, fik sin oplevelse fuldkommen forstyrret af at en gruppe lycraklædte mænd råbte af dem bagfra, så de kunne cykle uhindret forbi.

Jeg er selv aktiv cyklist og bruger af lycra, så jeg kender alt til denne verserende konflikt mellem gående naturbrugere og cyklister. Og ja, ligesom i trafikken i byen, er der cyklister, der er rådne i naturen også.

For eksempel er jeg selv holdt op med at cykle i byen, fordi jeg helt reelt er bange for især kvinder, der elsker deres retrocykler med ekstremt højt styr, og som samtidig snakker i mobilen og slingrer helt vildt, når de skal sætte i gang.

For slet ikke at tale om ladcyklerne, disse truckers på byens cykelstier, der dikterer alt, når de tromler derudad.

Jeg cykler i lycra, fordi det simpelthen er genialt

Mange kvinder ynder for øvrigt at dreje hovedet lidt til siden, uden at kigge sig tilbage, når de skal ud i overhalingsbanen, for det må jo være godt nok.

Så ved cyklister, der kommer bagfra jo nok, at de skal holde sig tilbage. Det er farligt, det er respektløst, og det er helt uden for skiven af normal adfærd.

Men tilbage til lycraen. Det er helt givet, at det kan se dumt ud. Tænk bare på Lars Løkke Rasmussen, der som en badebold optrådte iklædt en stramtsiddende dragt i dannebrogsfarver.

Selv er jeg ikke specielt interesseret i det æstetiske, når jeg cykler, men jeg betaler altså gerne lidt ekstra for ikke at fremstå så iøjnefaldende.

Jeg cykler i lycra, fordi det simpelthen er genialt. Når jeg cykler, gerne i flere timer ad gangen, så transveder jeg jo, men min kombination af lycra og merinould gør, at jeg forbliver tør.

Det ville slet ikke kunne lade sig gøre uden disse beklædninger. At lave de samme bevægelser i timevis ville give mig slidsår, hvis ikke jeg havde dette specialdesignede tøj på.

Tilbage til turene

Jeg elsker simpelthen min carboncykel. Og som bekendt larmer en cykel ikke, og bruger nul benzin. Et stel i carbon gør, at jeg kan køre i timevis, fordi jeg ikke går død af at skulle forcere modvind og bakkedrag.

Jeg kan kompensere med mine kræfter, fordi cyklen ikke er en byrde i sig selv. Det er præcis det, der gør, at jeg kan cykle så lang tid ad gangen.

Når jeg kører på skønne, skønne Fælleden, så er der kilometervis af pragtfuld asfalt, der er perfekt til cykling.

Stierne er brede og strækningerne så lange, at det kun er i knudepunkter, at man træffer fodgængere. Helt uden motoriseret trafik og kun med ganske få fodgængere, er cykling der noget nær himmelsk.

De nægter simpelthen at give plads til de cyklende

Alligevel opstår der konflikter. Jeg har, gang på gang, haft problemer med pensionistjuntaen, hvor en fire-fem af dem bruger hele stien, og simpelthen nægter at gå til side, så man uproblematisk kan smutte forbi.

Det er en form for krig. Forgængere, der simpelthen vil demonstrere deres mishag ved høj fart, skider bare på, at man ringer med klokken.

Det er som om, at mange gående naturelskere simpelthen ikke mener, at man skal respektere andre, når de nu nyder friheden væk fra byens trafik. De nægter simpelthen at give plads til de cyklende.

Men konflikten er virkelig unødvendig, for der er plads nok, og ja, der er også rådne cyklister, der udstråler, at de er vejenes konger. Trælse, irriterende ironmænd, der giver typer som mig et dårligt image.

Cykel-Egon

Hvis vi ser bort fra de mest stupide kulturskribenter og meningsdannere i København, der også bare mener, at mænd i lycra er en øjenbæ i bybilledet, blot fordi de ikke har en Hövding om halsen og en cykelkurv i flet med plastikblomster, så er der jo så mange skønne steder rundt om City, hvor man kan pløje kilometer af på sådan en racercykel.

Jeg elsker at cykle alene, og jeg tilbringer hele sommeren på min båd i Brøndby Havn. Derfra kan jeg cykle langs Vestvolden ud til min kæreste, der bor i Vanløse.

Hele vejen er der brede stier i naturskønne områder, og uden motoriseret trafik. Det er så fedt bare at køre der i fuld fart.

Jeg indsnuser den friske luft, nyder alt det grønne, og selv sommerfuglene kan jeg artsbestemme i fart

Når jeg vågner om morgenen, og fuglene kvidrer, så har jeg det som Cykelmyggen Egon, der simpelthen glæder sig helt enormt til at komme ud på vejene og mærke luften, varmen og sveden, der begynder at pible.

Min far bor i Farum, og jeg kan fortsætte derud hele vejen på brede og velfungerende cykelstier med masser af grønt. Det er så genialt, at man kan køre så lange strækninger uden at skulle forholde sig til biler og alt for mange lyskryds.

Jeg elsker simpelthen at cykle langt. Jeg kan smide nogle af de overflødige kilo, rense mine tanker, komme i en form for trance, hvor kroppen bare yder og yder.

For det er mit trip: At jeg kan føle mig som en velsmurt maskine, hvor mine sanser er vildt udspilede, samtidig med at mit hoved er renset for tankemylder og bekymringer.

Og det er en myte, at man ikke ”oplever naturen”, fordi man cykler hurtigt. Jeg indsnuser den friske luft, nyder alt det grønne, og selv sommerfuglene kan jeg artsbestemme i fart.

Fremragende motionsform

Faktisk er hende skribenten fra Weekendavisen, der får sine nuser-oplevelser i naturen ødelagt af hurtigtkørende cyklister, en undtagelse.

Alle naturens skabelser, angiveligt også træerne og planterne, har for længst registreret de hurtigtkørende cyklister, før de passerer.

At være så fraværende, som hun er, når hun føler, at hun er ”i et med naturen”, er faktisk ekstremt unaturligt. Ingen skabning her lever uden skærpet opmærksomhed.

Og netop opmærksomheden, glæden ved vinden og pulsens stigen, er hvad der driver mig og mange andre mænd i lycra.

Jeg cykler bare videre, og forsøger at være en god medborger på vejene

Desuden er mennesker, der har lidt for mange kilo på kroppen, ofte problemer med overbelastning af leddene.

Det er derfor, at cykling er så fremragende en måde at dyrke kondition på, fordi leddene ikke belastes nævneværdigt.

Så kan de smarte bytyper mene, hvad de vil. At der er mennesker, der gider at lytte til dem og deres smagsdomme, er en gåde for mig.

Selv har jeg for længst lukket af for den slags larm. Jeg cykler bare videre, og forsøger at være en god medborger på vejene.

Jeg oplever selvsagt konflikterne, men fejer dem af mig, kører videre, og glæder mig over, at der trods alt er mange strækninger, hvor jeg faktisk er mere eller mindre alene.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hej Freddy Hagen, hvorfor har du behov for at begynde at svine kvinder til i dit lille skriv, jeg som kvinde er da ligeglad med med at især mange mandlige cyklister i lycra ser komiske ud, måske er det praktisk tøj, et klubmærke, hvad ved jeg, men jeg er som cyklist i København så gu ikke ligeglad med alle de gange jeg har mødt nogle af dem der cykler hensynsløst med attitude 'her kommer jeg, flyt her".

Jeg er også bedøvende ligeglad med om cykel-motionister kører i Lycra. Men at halvgamle fyre skal klæde sig og køre som om de deltagere i Tour de France, er til grin. De kører med internationale reklamer på tøjet for at ligne Vingegaard, men alle ved at de får ikke èn krone i sponsorat. Og deres kørsel er til tider vanvittig.
Det er disse motionister folk griner af.

Det kan godt være lidt trættende at blive råbt og skreget af de her lycramænd og -koner, når de baner sig vej frem og alt og alle må vige. De ejer altså hverken vejen eller cykelstien.