Annonce

Kofod om hviderussisk kidnapping: "Bøllemetoder"

Hvideruslands kidnapping af systemkritisk journalist fordømmes af såvel EU som den danske udenrigsminister.
EU indfører nu sanktioner over for Hviderusland efter søndagens episode, hvor et Ryanair-fly fra Grækenland til Litauen blev tvunget til at mellemlande i den hviderussiske hovedstad Minsk. Her blev en fremtrædende kritiker af præsident Aleksander Lukasjenko, journalisten Roman Protasevitj, anholdt.

"Vi lukker vores luftrum for fly fra Hviderusland og opfordrer EU' flyselskaber til at flyve uden om landet," skriver EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på Twitter.

"Yderligere økonomiske sanktioner vil snarest blive præsenteret."

placeholder

Reaktionen kommer, efter EU's stats- og regeringsledere, herunder statsminister Mette Frederiksen (S), natten til tirsdag drøftede episoden og Unionens forhold til Hviderusland og landets allierede, Rusland.

EU's forhold til Rusland har været dårligt i flere år og ikke mindst siden russernes annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 og samtidige indblanding i krigshandlinger i det østlige Ukraine var et lavpunkt.

DK: Løslad journalist

Herhjemme opfordrer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) Hviderusland til straks at løslade Roman Protasevitj.

"Lukasjenkos bøllemetoder når stadig nye lavmål," skriver Jeppe Kofod på Twitter.

placeholder

Den hviderussiske regering med Alexander Lukasjenko i spidsen anklager Roman Protasevitj for at have spillet en central rolle i organiseringen af de store protestdemonstrationer, der rystede Hviderusland efter præsidentvalget den 9. august 2020. Det skete gennem oppositionens medie Nexta, som Roman Protasevitj dengang var chefredaktør for.

Ved præsidentvalget erklærede Alexander Lukasjenko sig som vinder med 80 procent af stemmerne. Præsidenten er dog blevet beskyldt for omfattende valgsvindel, og det fik hundredtusinder af mennesker til at gå på gaden og forlange hans afgang.

Alexander Lukasjenkos modkandidat, oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja, anerkender ikke valgresultatet og er - ligesom Roman Protasevitj - flygtet til nabolandet Litauen.

Myndighederne har siden stemplet Roman Protasevitj som ”terrorist” og anklaget ham for forbrydelser, der i sidste ende kan udløse dødsstraf.

"Dette er ikke bare totalt uacceptabelt, men også helt vildt, at man risikerer alles liv ombord på et fly mellem to EU lande, ved at tvinge flyet ned med trusler fra et jagerfly, for at anholde en journalist," skriver Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, på Twitter.

placeholder

Video fra fængslet

I en video, som er blevet offentliggjort af Hviderusland, fortæller Roman Protasevitj, at han - angiveligt - har det godt i fængslet og ikke har nogen sundhedsproblemer.

"Jeg kan fortælle, at jeg ikke har nogen helbredsproblemer," lyder det.

"Jeg fortsætter med at samarbejde med efterforskerne og tilstår at have organiseret masseoptøjer i Minsk."

placeholder

Hviderusland hævder, at der var en bombetrussel mod flyet, som var på vej mod Litauens hovedstad, Vilnius. Da flyet fra Athen i Grækenland var fløjet ind i Hvideruslands luftrum, modtog cockpittet en besked fra den hviderussiske luftfartskontrol: Der var en "potentiel sikkerhedstrussel ombord" på flyet.

Ifølge Hviderusland valgte flyets besætning selv at skifte kurs og lande i Minsk, mens Ryanair kalder episoden for en "statssponsoreret flykapring".

I lufthavnen blev flyet og bagagen undersøgt af bombehunde, der ikke fandt nogen sprængstoffer. Til gengæld blev den 26-årige Roman Protasevitj arresteret.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

UvdL: "Vi lukker vores luftrum"; hun må være alternativt begavet hvis hun tror det hjælper (landet har kun et luftfartselskab). Der skal MEGET mere til. Ord gør det ikke.

Jeg håber ikke at vi i EU er afhængige af Hviderus/Belarus som vi er af Kina: der kan nok ikke strammes uden at det rammer befolkningen, men det kan måske anspore den til at fortsætte / eskalere med at vise deres utilfredshed.