Kritik af dagpengemodellen er et godt første skridt

De økonomiske vismænd er kommet med kritik af dagpengemodellen. Arbejdsudbudseffekt af afgifter bør være det næste, mener cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
I sidste uge kom de økonomiske vismænd med deres forårsrapport.

De økonomiske vismænd har mange opgaver, og senest har de fået tildelt opgaven ”mindst en gang årligt [at] vurdere de adfærdsforudsætninger, som anvendes af ministerierne ved udarbejdelsen af konsekvensvurderinger af økonomisk-politiske tiltag”.

Deres første egentlige vurdering kom med forårsrapporten, hvor de havde taget fat på dagpengemodellen. Og de skuffede ikke.

Tilfældet tilgangseffekten

I den nuværende dagpengemodel, der forsøger at beregne, hvor mange der vil komme på dagpenge under forskellige forudsætninger, ligger der en såkaldt tilgangseffekt.

Tilgangseffekten siger lige nu, at hvis dagpengene hæves, så vil mange beskæftigede sige deres job op og gå på dagpenge i stedet.

Det er vi mange, der længe har været kritiske over for, og med sidste uges rapport meldte vismændene sig ind i klubben.

Modellen siger, at vi får en masse arbejdsløse, hvis dagpengene hæves.

Vismændene peger på, at tilgangseffekten i ministeriernes model er meget større, end hvad der kan begrundes ud fra forskningen.

Det betyder, at når ministerierne for eksempel beregner effekten af at hæve dagpengene, vil det sandsynligvis være meget dyrere i modellen end i virkeligheden, da modellen siger, at vi får en masse arbejdsløse, hvis dagpengene hæves.

Forhåbentligt medfører vismændenes kritik, at dagpengemodellen laves om, så den er mere i trit med virkeligheden.

Tre ting vismændene bør se nærmere på

Senest om et år skal vismændene igen kaste sig over adfærdsforudsætninger, og her er tre gode steder at sætte ind.

Man kunne starte med arbejdsudbudseffekterne af afgifter.

Som det er i Finansministeriets beregninger lige nu, regner man med, at nogle folk vil gå ned i tid eller helt forlade arbejdsmarkedet, når afgifter på for eksempel slik sættes op.

Det skyldes, at man regner med, at folk reagerer ens på ændringer i skattesystemet og ændringer i afgiftssystemet, og at man regner med, at folk vil arbejde mere, når skatten er lavere, fordi de så får mere til sig selv ud af hver enkelt time.

Der findes dog litteratur, der tilsiger, at det ikke nødvendigvis er tilfældet, at folk reagerer ens på skatte- og afgiftsændringer. Derfor burde man se på, om forudsætningen holder for afgifter.

Dernæst bør man se på, hvordan man beregner fordelingseffekter af vedtaget eller foreslået politik.

Det er altid en god ide at få beregnet, hvilke grupper ens politik tilgodeser eller forfordeler – om det går ud over de fattigste eller primært kommer middelklassen til gode.

Sådan fungerer det bare ikke i dag. Finansministeriet regner kun dele af politikken med.

Der regnes generelt ikke fordelingseffekter af offentlig velfærd, selvom det i høj grad er de dårligst stillede, der har gavn af det.

Dermed bliver beregninger af politikkens konsekvenser på uligheden skæve.

Det offentlige forbrug udvider nemlig forbrugsmulighederne, hvilket udligner en stor del af forskellen i forbrugsmuligheder imellem personer med forskellige indkomster.
Det regnes dog ikke med til den disponible indkomst og dermed indkomstuligheden.

Det gør afgifter på slik, tobak med videre sådan set heller ikke, men det forhindrer ikke Finansministeriet i at regne dem med. Dermed bliver beregninger af politikkens konsekvenser på uligheden skæve.

Når vi kommer til skævhed i beregninger, er der en tredje ting, som vismændene burde se på. De har allerede taget nogle skridt i den retning, men der er meget at gøre endnu. Det drejer sig om dynamiske effekter af offentlige udgifter.

Det drejer sig primært om arbejdsudbudseffekter. Altså vil folk arbejde mere eller mindre, når udgifterne til offentlig velfærd øges eller mindskes.

Som nævnt tidligere regner Finansministeriet med, at folk vil arbejde mindre, hvis skatten sættes op, og tilsvarende mere hvis skatten sættes ned.

Dermed kan man sætte skatten ned ved at spare på for eksempel daginstitutioner, og så vil folk arbejde mere.

Det skyldes, at der i modellerne ikke er nogen effekt af at spare på offentlig velfærd. Det på trods af, at de fleste med små børn under corona oplevede, at deres arbejdsudbud blev noget lavere, da alle daginstitutionerne var lukkede, og forældrene derfor selv måtte passe børnene i dagtimerne.

Derfor burde man regne arbejdsudbudseffekter af offentligt forbrug, ligesom der er positive effekter af at investere mere i uddannelse.

Vismændene har lagt godt fra start på deres nye opgave. Vi håber, at de fortsætter lige så stærkt.

 

Sofie Holme Andersen er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor hun især beskæftiger sig med konjunkturer og økonomiske modeller.


placeholder

Annonce