Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som – i samarbejde med Lægemiddelindustriforeningen (Lif) – har gennemgået en række sundhedsøkonomiske studier.
Faktorer som disse bør indgå i regnemodellerne
Når ministerierne regner på økonomisk politik inden for sundhedsområdet, indregner de nemlig ikke, at bedre sundhed og højere sundhedsudgifter kan øge velstanden og den offentlige saldo, lyder det i rapporten.
En del af kritikken går på, at regnemodellerne ikke indregner investeringer i velfærd – f.eks. sundhedsvæsen, daginstitutioner og sociale indsatser – som andet end en udgift.
Det er især de såkaldte dynamiske effekter, der er blevet kritiseret. Dynamiske effekter er de effekter, som et politisk tiltag kan have hos borgerne – f.eks. øget arbejdsudbud.
I dag inddrages de eventuelle dynamiske effekter ikke, når man beregner værdien af investeringer i sundhedsområdet.
Ifølge Finansministeriet er det vanskeligt at beregne dynamiske effekter af f.eks. sundhedspolitiske tiltag. Men det afviser AE-rådet nu i sin rapport.
”Det kan øge både arbejdsudbuddet, beskæftigelsen og produktiviteten, når man hjælper eksempelvis borgere med psykiske problemer på kanten af arbejdsmarkedet. Det er tiltag, der kan øge velstanden i Danmark og dermed være en god forretning for de offentlige kasser,” siger Jon Nielsen, senioranalytiker i AE.
Hos brancheforeningen Lif glæder man sig over analysens resultater, der viser, at dynamiske effekter kan give et mere fuldkomment billede af værdien af at investere i sundhed.
”Der er ingen tvivl om, at initiativer til at forbedre borgernes sundhed kan have stor betydning for arbejdsudbud, beskæftigelse og produktivitet – og dermed for samfundsøkonomien. Det kan være f.eks. være forebyggelsesinitiativer eller tiltag til hurtigere behandling, der hindrer, at borgerne bliver nødt til at forlade arbejdsmarkedet,” siger Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), i en pressemeddelelse.
Også hos Lægeforeningen mener man, at regnemodellerne er for langt fra virkeligheden på sundhedsområdet:
Det vil give en mere realistisk tilgang til sundhedsvæsenets økonomi
”Når vi bruger penge på at behandle danskerne, så de bliver raske, er de hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Tænk bare på, hvor hurtigt et knæ eller en hofte bliver opereret i dag – eller mange af hjerteoperationerne for den sags skyld. Det betyder, at mange patienter hurtigere bliver raske og kan bidrage til samfundet igen. Mange af behandlingerne betyder også, at flere danskere har det bedre og kan klare mere selv. Faktorer som disse bør indgå i regnemodellerne. Det vil give en mere realistisk tilgang til sundhedsvæsenets økonomi,” siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, til Altinget.
Den socialdemokratiske regering har lagt op til at kigge Finansministeriets regnemodeller efter i sømmene. Således er der i 2020 afsat 51 millioner kroner til forskning i effekter af tidlige indsatser og arbejdet med udvikling af økonomiske regneprincipper.
Som socialdemokratisk finansminister undrer jeg mig over, at regnemodellerne ikke indeholder effekter af udgifter til velfærd
”Som socialdemokratisk finansminister undrer jeg mig også over, at regnemodellerne ikke indeholder effekter af udgifter til velfærd,” sagde Nicolai Wammen (S) tirsdag ved et arrangement om Finansministeriets regneregler hos fagforeningen 3F.
Regnemodellerne er ”et afgørende afsæt for de samfundsbeslutninger, vi træffer”, lød det fra finansministeren.
Kommentarer
Det er tankevækkende, at der ikke nævnes nogen beløb i artiklen. I gamle dage havde lægerne ikke deres egen minister; det har de nu. En ting er, at læger selvfølgeligt skal lønnes ordentligt, men det er da værd at spørge om, hvorvidt det er grådighed, der får de unge mennesker til at søge lægeuddannelsen, og ikke andre ting. Vi har jo været vidner til, hvor svagt videnskabeligt funderet mange læger rent faktisk er, og det kan vel heller ikke bortforklares, at formålet med lægeuddannelsen ikke er at bedrive videnskab, men at helbrede mennesker, hvilket jo i et vist omfang ikke er gørligt. Hele mysteriet omkring det kroniske træthedssyndrom står fortsat uløst. Og så er der jo det kriminelle punkt, der udgøres af hele psykiatrien. Dér har man gjort den erfaring, at dels står mange alvorligt syge patienter helt uden behandling, dels har man i grotesk grad været utilbøjelig til at tage TMS-behandling af psykiske lidelser op, selvom der hart været forsket deri de seneste tyve år. Psykiaterne har jo deres ECT-metoder, som er så gode, så gode – selvom der anvendes 6 gange den strømstyrke, der skal til for at fremkalde et epileptisk anfald. At TMS-metoderne er langt mere skånsomme, og tilsyneladende anvendelige til en langt større vifte af lidelser, der hører under psykiatrien, har man ikke engang hørt om i psykiaterkredse. Det er for dårligt, og politikerne synes i høj grad utilbøjelige til at ofre én krone mere til psykiatrien.