Annonce

Landbrugslobby vil gøre op med grov tone: “Medlemmer udtrykte sig fuldstændig skævt”

Formanden for Bæredygtigt Landbrug understreger, at man ikke vil fjerne medlemmernes ytringsfrihed: “Vi skal ikke være smagsdommere. Overhovedet ikke”
Foto: Danmarks Naturfredningsforening
Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening
Kritikken hagler ned over landbrugslobby-organisationen Bæredygtigt Landbrug i kølvandet på, at medlemmer under organisationens generalforsamling i sidste uge rettede hårde angreb på blandt andet professor Michael Svarer og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Nu vil Bæredygtigt Landbrug komme kritikerne i møde ved at udarbejde et kodeks for god debattone, som skal gælde for organisationens medlemmer. Organisationen oplyser samtidig, at man ikke vil fjerne medlemmernes ytringsfrihed.

Michael Svarer, formand for det udvalg, som for nylig fremlagde forslag til en grøn skattereform, som skal bidrage til at nedbringe udledningen afCO2 fra landbruget, gæstede generalforsamlingen.

Heldigt for Svarer, at vi skriver 2024 og ikke 1824

Midt under generalforsamlingen fik han af medlem af Bæredygtigt Landbrug, Holger Iversen, at vide, at det var heldigt for Michael Svarer, at vi skriver 2024 og ikke 1824, for “så havde vi i formiddags været ved at bygge en galge her uden bagved.”

så havde vi i formiddags været ved at bygge en galge her uden bagved

Det fremgår af en lydoptagelse fremlagt af landbrugsmediet Effektivt Landbrug.

Et andet medlem af Bæredygtigt Landbrug siger, ifølge en reportage lavet af netmediet Altinget, følgende om Maria Reumert Gjerding:

“Vi skal eddermaneme have skovlen under hende.”

Et andet medlem føjer, ifølge reportagen, til:

“Det med at invitere hende til et sommermøde er en rigtig god idé. Jeg vil foreslå, at man holder mødet et sted, hvor der er en voldgrav med stejle kanter.”

En bemærkning som, ifølge reportagen, affødte stor latter.

Ifølge P1 Orientering tirsdag stammer sidste udtalelse fra Jens Haubro, tidligere godsejer, som under generalforsamlingen blev udnævnt til æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug.

Finansminister fortørnet

Finansminister Nicolai Wammen (S) er fortørnet over personangrebet på Michael Svarer:

Ordlyden i kommentarer, der faldt til Michael Svarer hos Bæredygtigt Landbrug, var helt uacceptable. Svarer har lavet et stort og vigtigt stykke arbejde. Han skal behandles med den ordentlighed og respekt, som vi normalt gør, når vi trods uenigheder diskuterer med hinanden,” skriver han på det sociale medie X.

placeholder

 

Direktør hos Danmarks Naturfredningsforening, Lars Midtiby, skriver samme sted:

Der er brug for et opgør med en usund kultur i Bæredygtigt Landbrug

“Alt for voldsomme angreb på Michael Svarer og Maria Gjerding og det videnskabelige grundlag, der skal sikre tidssvarende regulering af landbruget. Der er brug for et opgør med en usund kultur i Bæredygtigt Landbrug.”

placeholder

 

Lars Midtiby uddyber over for Berlingske, at personangrebene på generalforsamlingen vidner om en uhyggelig kultur:

“Reportagen fra generalforsamlingen vidner om en uhyggelig kultur, hvor angreb mod forskere og enkeltpersoner, herunder præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, tiljubles.”

Formand tager kraftigt afstand

Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, tager i en pressemeddelelse kraftigt afstand fra personangrebene:

Bæredygtigt Landbrug tager 100 procent afstand fra de udtalelser

“Lad mig gentage og slå helt fast, at Bæredygtigt Landbrug tager 100 procent afstand fra de udtalelser, der faldt i debatten forleden. Både før, under og efter generalforsamlingen har vi fra Bæredygtigt Landbrug været i respektfuld dialog med Michael Svarer, og vi mener, at han og udvalget har leveret et grundigt stykke arbejde ud fra det grundlag, han har haft.”

Medlemmer udtalte sig “fuldstændig skævt”

Bæredygtigt Landbrug vil nu komme kritikerne i møde og udarbejde et kodeks for god debattone, som medlemmerne anbefales at følge:

“Der var over 400 medlemmer til stede ved generalforsamlingen, men et par menige medlemmer udtrykte sig fuldstændig skævt og brugte ord, som ikke har nogen som helst dækning i foreningen. Det er ikke udtryk for vores generelle holdning,” hedder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

“Derfor har vi handlet på situationen og er gået i gang med at udarbejde et etisk kodeks. Bæredygtigt Landbrug går dialogens vej med fagligt, korrekt og ordentligt sprog – og det er én af de ting, som vi understreger over for vores medlemmer i kodekset.”

Peter Kiær understreger, at medlemmerne har levet med truslen om en CO2-afgift i flere år. Derfor forstår han udmærket deres frustration:

“I flere år har landbruget levet med truslen om en CO2-afgift hængende over hovedet. Det har givet erhvervet en usikker fremtid, og det har vi fortsat. Det har vi ret til at være frustrerede over og kæmpe imod. Men i Bæredygtigt Landbrug gør vi det ordentligt og sagligt.”

Stadig ytringsfrihed i Bæredygtigt Landbrug

Over for P1 Orientering bekræfter Peter Kiær tirsdag, at det blandt andet er bemærkningen om 1824 og en galge, der er baggrunden for at Bæredygtigt Landbrug nu udarbejder et debatkodeks for organisationens medlemmer.

P1 Orientering-værten nævner, at Holger Iversen har forklaret, at bemærkningen om galgen var ment som en joke. P1-værten spørger på den baggrund, om der fremover ikke skal være plads til jokes i Bæredygtigt Landbrug:

Der skal være plads til en fri debat

“Der skal være plads til en fri debat, og man skal bare tale ordentligt. Og derfor er vi nødt til at se på, hvordan man behandler nogle gæster, som man inviterer til sådan en generalforsamling. At man behandler og omtaler andre respektfuldt og med ordentlighed.”

“Uanset om det er en god eller dårlig joke, så er det bare ikke passende. Det er bare ikke passende at komme med den slags udtalelser, og det tager vi kraftigt afstand fra.”

Peter Kiær understreger samtidig, at “det ikke skal være sådan, at vi fjerner folks ytringsfrihed":

“Det skal der stadigvæk være plads til.”

P1 Orientering fremhæver, at et andet medlem af Bæredygtigt Landbrug under generalforsamlingen betegner tilhængerne af en CO2-afgift på landbruget som “miljøidioter”.

Den udtalelse betegner formand Peter Kiær som “uordentlig” og “ikke på sin plads":

Jeg synes, det er dumt at sige sådan nogle ting

“Jeg synes, det er dumt at sige sådan nogle ting.”

Vil ikke lege politi

Det får P1-værten til at spørge til grænserne for god debattone. Må man for eksempel kalde de andre for miljøidioter:

“Ja, vi skal jo sørge for, at folk har lov at ytre sig fuldstændig, ligesom de vil. Vi skal ikke være smagsdommere her. Overhovedet ikke.”

Peter Kiær understreger i P1-interviewet, at det ikke er sådan, at ledelsen i Bæredygtigt Landbrug “skal ud og lege politimand”. Hvis nogle medlemmer i fremtiden alligevel forbryder sig mod det kommende kodeks for god debattone, så “må vi se på, hvordan vi så håndterer det”.

Bæredygtigt Landbrug brød i foråret 2010 ud af Landbrug & Fødevarer, fordi man mente, at Landbrug & Fødevarer ikke gjorde nok for at varetage landmændenes interesser.

Æresmedlem trods udtalelsen om voldgrav med stejle kanter

P1 Orientering forholder Peter Kiær, at tidligere godsejer Jens Havbro under generalforsamlingen bliver udnævnt som æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug. Trods udtalelsen om, at præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og voldgrav med stejle kanter:

“Havbro har været ualmindelig ked af, at det er sådan det er blevet taget ind. Han har undskyldt alt, hvad han har sagt på det her møde.”

Peter Kiær forklarer baggrunden for, at Jens Havbro er blevet “tildelt et diplom”:

“Det er fordi han er et aktivt medlem, som hjælper til, når vi har nogle møder. Sommermøder. Bornholms-mødet, hvor vi har folkemødet og så videre. Og han praktisk hjælper til med mange ting. Så får han sådan en anerkendelse for det.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg synes at det billede som Lars Midtiby bruger i sit opslag - fortæller alt om “lynchstemningen” blandt de delegerede ved mødet -
Så Michael Svarer er en modig mand der turde møde op for at blive konfronteret med denne forsamling - Og Maria Gjerding Reumert bør nok takke pænt nej tak til en gæsteinvitation fra organisationen - hvis rammerne for mødet henlægges til Nyborg slot med omkransede voldgrave - ;-))

Helt enig.

Det virker ikke til, at de selv forstår at deres eneste eksistensberettigelse, er EU-støtten på årligt 13.000.000.000 kr.

Men nu er Mette jo blevet mørkeblå, så...

"Der er brug for et opgør med en usund kultur i Bæredygtigt Landbrug”

Ja det er næsten som om, det med bæredygtighed er forsvundet helt ud i glemslen. Og det MÅ da være en fejl .. ikke?

Selvfølgelig tager ledelsen afstand, EFTER det er kommet offentligt frem. Det havde været mere passende at de havde påtalt det med det samme overfor forsamlingen. Landbruget har ALTID klynket hver gang de skal af med 1 kr.
Men den dårlige tone er de jo ikke ene om. Venstre har i mange år ført an med beskidte angreb på politiske modstandere.