Sådan skrev rigmanden Lars Seier Christensen forleden i en facebook-opdatering, der handlede om, at det - ifølge ham - er populisme, når bankerne skal være med til at spytte i kassen til “nedslidte Arne”.

Det lyder også som rigtig hårde arbejdsbetingelser, tænker jeg ironisk. Selvfølgeligt kan Hr. Seiers egne erfaringer med erhvervslivet ikke sammenlignes med en arbejder eller en håndværkers, der har omtrent samme alder som ham..

Barn af arbejderklassen

Men opdateringen fik mig til at tænke: Mine erfaringer kan heller ikke sammenlignes med mine forældres. Arbejdslivet er i dag helt anderledes end det var for 20-30 år siden. Det er menneskene også. I hvert fald der hvor jeg arbejder.

I dag taler vi ikke så meget om en arbejderklasse, men om en arbejderidentitet.

Som barn af forældre der tilhørte arbejderklassen, tænker jeg ind imellem på hvor radikalt anderledes deres job var dengang, set i lyset af nutidens arbejdspladser. I dag taler vi ikke så meget om en arbejderklasse, men om en arbejderidentitet.

Og jeg er heller ikke vokset op med forældre, der sådan gjorde sig tanker om at tilhøre en bestemt klasse. Alligevel er det forbløffende, hvor meget der er ændret i min levetid, der har haft direkte betydning for de fag, mine forældre og deres kolleger arbejdede med.

Tømrer, maler, akademiker og så fiskehandler

Selv er jeg 50 år, og har haft et broget arbejdsliv. Som ung gik jeg i lære som tømrer, men det holdt ikke længe. Alligevel fik da snuset til et fag, der var under forandring, hvor vi endnu arbejdede med træ, hammer og søm, men samtidig fik sømpistol, gipsplader og IKEA-lignende samlesæt, der bare skulle sættes op.

Så kom jeg lære i en malerbutik, og fik her et indtryk af en anden radikal forandring i et håndværk: Skiftet fra terpentinbaseret maling til akrylbaseret maling. Pludselig blev man bevidst om at opløsningsmidler er farlige at indånde. Det var også i disse år, at malerrullen blev udbredt. Stille og roligt ændrede faget sig.

Siden blev jeg regulær mønsterbryder, og endte med at tage en uddannelse på universitetet.

Men jeg er endt i en fiskebutik og er ved at istandsætte en båd, og tilbringer derfor meget tid på en havn. Så i dag skriver jeg og arbejder som fiskehandler.

Havnen er forsvundet

Måske er det derfor, at dette magasins nye chefredaktør, Niels Jespersen, kontaktede mig med følgende opfordring: “Skriv om fem mennesketyper på en industrihavn”, men jeg må indrømme, at jeg egentlig aldrig har oplevet en rigtig levende industrihavn.

Alt det spændende foregår andre steder

Ikke siden jeg var barn, i hvert fald. Og de eksisterer jo heller ikke længere, ligesom dengang tilbage i 80’erne, hvor der var masser af fisk.

Den verden er simpelthen forsvundet. Alt det spændende foregår andre steder i dag, i andre led, og med nye metoder, der er mere maskinelle og langt mere organiseret - og kontrolleret.

En industrihavn med forskellige typer mennesker og med forskellige karakteristika hører til en tid hvor fiskekutterne kom ind med bugnende last. Dengang var der liv på de små havne, og mange jobs med mange forskellige funktioner.

Automatiserede auktioner

Måske redaktøren har tænkt, at jeg må vide noget om sådan en arbejdsplads, fordi jeg selv arbejder i en fiskeforretning, hvor vi hver dag får frisk fisk og skaldyr ind af døren? Nogle af mine kunder spørger mig indimellem om vi selv har fanget de fisk, vi sælger i butikken.

Men vi fanger ikke selv fiskene, og vi kører ikke engang på auktion eller på Københavns Fisketorv, for at få de mest friske fisk, ligesom tidligere, hvor køberne og fiskerne stod og holdt auktion over dagens fangst, mellem stabler af fiskekasser.

Jeg kan huske det fra fjernsynet. Der kunne jeg se de garvede fiskere, der tidligt om morgenen fulgte med i budrunderne. Selv de handlende havde gummistøvler på, og det hele gik så stærkt, manuelt, og med den højest bydende som afslutning på hver runde.

Men sådan er det ikke længere. Auktionen foregår over telefonen og nettet, og vi får fiskene bragt med chauffører.

Der bliver heller ikke landet så meget fisk som dengang. Derfor er mange af filetfabrikkerne væk. Samtidig er prisen på fisk steget markant. Langt de fleste fiskehandlere er forsvundet siden firserne og helt friske fisk, stive og med blanke øjne, fås meget få steder i dag.

Jeg har ikke selv oplevet livet på industrihavnene, men jeg har til gengæld hørt mange historier om livet på havnene, dengang industrien var mere synlig, for blot tredive-fyrre år. Når kutterne kom ind i Gilleleje Havn, stoppet med sild, og de ikke kunne lægge til kaj uden at kæntre, der var der gang i den, og der var der mange forskellige typer på havnen, fra dem der arbejdede på fabrik, og dem der arbejdede i andre og mindre detailled.

Fra samlebånd til køledisk

Det er kun mig og min arbejdsgiver, der arbejder i fiskebutikken. Han åbnede butikken for snart ti år siden, men har arbejdet i branchen hele sit liv. Vi er omtrent lige gamle, men vores arbejdsliv har været meget forskellig. Han startede allerede som dreng med at arbejde på havnen, efter skole. Han har arbejdet på fabrik, på akkord, og han har stået i butik og haft sin egen fiskebil.

Jeg er fascineret af, hvor hurtigt min arbejdsgiver kan filetere fisk

Han er en formidabel håndværker, og han har en høj kvalitetssans. Selvom vi bare er en lille butik, så arbejder vi med en stor variation af råvarer, og behandler dem på gammeldags vis, med eget røgeri og levering af levende rødspætter, hele fisk og hoppende fjordrejer, frem for at indkøbe færdigproducerede varer og maskinskåret fileter.

Jeg er fascineret af, hvor hurtigt min arbejdsgiver kan filetere fisk. Det er så præcist og effektivt. Ind imellem ser jeg videoer med folk der i dag arbejder på de få filetfabrikker der er tilbage. Det er oftest arbejdere fra Østeuropa, der arbejder på akkord.

Det går så ufattelig stærkt. Når jeg viser min arbejdsgiver disse videoklip, så fortæller han mig, at han nok kan gøre det ligeså hurtigt, men slet ikke i så lang tid. Ikke længere. For det kan hans hænder slet ikke holde til.

Jeg klikker på videoklippene for at lære af dem. Men jeg misunder ikke deres arbejde, for det er ensidigt, opslidende og ikke særlig inspirerende.

Alle tager smertestillende

Jeg kommer også meget på den havn, hvor min båd hører til. Her er der mange lystbåde-ejere, der også har arbejdet hele livet, og som gør det endnu, selvom de nu er et stykke over 60. Mange har smerter. Ikke fordi jeg sådan har lagt mærke til at de ømmer sig eller er gået ned i tempo, for det er de ikke.

De arbejder også på havnen, efter deres regulære arbejdsdag, med alt muligt andet der også skal passes. Og når vi sidder og hygger os, så har jeg aldrig oplevet at de ikke var muntre, og jeg har aldrig hørt dem beklage sig.

Så da jeg en dag tilfældigvis spurgte dem der sad om omkring bordet, en sommeraften, hvor vi fik et par øl, om nogen af dem havde smerter, viste det sig at de alle sammen led af skavanker. De var alle på en eller anden form for smertestillende præparat. De fortalte hver især, at de har kroniske smerter, og at det tager tid at stå op om morgenen.

En lille båd, og en plads i havnen

Deres lille paradis, her på den lille havn, der ikke er prangende, og mest af alt består af små både, som hver enkelt ejer har som fritidsprojekt, er nok skønt, men samtidig noget, der skal kæmpe for at holde ved lige. Derfor arbejder de også i deres fritid, som de nyder, men ikke uden at det stadigvæk gør ondt.

Det kom bag på mig, at de alle sammen er på smertestillende medicin. Jeg havde ellers forestillet mig, at når nu de skal på pension om nogle år, så havde de det helt rette setup: En lille båd, og en plads i havnen, der ikke koster de helt store udgifter, hvor de kan nyde deres otium.

At de bare bliver ved, og holder humøret oppe uden at beklager sig, det undrer mig. Og det fik mig til at spørge de andre seniorer, som jeg møder til dagligt gennem mit arbejde. Chaufførerne, for eksempel, der også er ved at nå alderen for pension.

Flere af dem har tidligere arbejdet i mere fysisk hårde sektorer, og mange af dem har altid arbejdet med fisk, ligesom min arbejdsgiver. Også de kan fortælle om et liv på en industrihavn, hvor de slæbte på de tunge kasser med fisk, dengang de var unge.

Selvom de også har smerter i dag, så slæber de kasserne med fisk og is ind til deres kunder. Det er tungt arbejde, selv for mig.

Med far i skraldebilen

Jeg voksede op hos min far, efter at mine forældre blev skilt. Som lille dreng stod jeg op sammen med ham klokken halv fire om morgenen, og jeg tog med på arbejde i skraldebilen, før nogen som helst anden i byen var stået op.

På nær bageren, som vi ind imellem stak hovedet ind til, før vi begyndte at køre. Jeg elskede duften i bageriet, hvor bagerne stod i en støvsky af mel, i ærmeløse undertrøjer. At få et varmt, nybagt stykke morgenbrød, lang tid før solen ville stå op, var skønt.

Jeg elskede det, at sidde der i den store bil, og se far løbe hen til skraldesækkene, løsne dem fra spændebåndet på stativet, og svinge sækken over skulderen, for så at løbe bag om bilen, og smide den ind i det kværnende gab.

Det var et hårdt job, før man fandt på bedre løsninger, for skraldemandens skyld. Hver eneste år fik vi katte- og hundelopper, fordi ejerne klippede og redte deres kæledyr, og smed totterne i affaldssækken.

At jeg var med var en nødløsning, fordi den børnehave hvor jeg gik, først åbnede nogle timer senere. Som enlig far var der ikke andet at gøre. Når børnehaven åbnede, satte han mig af, og jeg fik gerne en times søvn på en madras, inden de andre børn blev afleveret, og dagen startede.

Kroppen værker, men han klager ikke

Min far arbejdede mange år som skraldemand. I dag hedder det renovationsarbejder, og deres arbejdsforhold er nogle helt andre. De skal ikke løfte tunge papirsække længere.

I dag er skraldemanden skånet for tunge løft og der er kommet afstand mellem ham og affaldet, og skraldebilen sørger for selv at hive affaldet op.  

Min far er i dag pensioneret. Han har svært ved at gå. Hans krop værker, men han klager ikke. For det har han aldrig gjort. Det er bare sådan noget, man ikke gør.

Så var vi der, helt alene, og jeg kunne gå rundt mellem hylderne, i det dæmpede lys, mens min farmor vaskede gulvet.

Og sådan er der et hav af andre fra min fars generation, der har det. Ligesom min farmor, der er opvokset som bondepige på landet, og som, i en sen alder, arbejdede som rengøringsdame i Irma i Ballerup Centeret.

Der var jeg også med, når jeg blev passet af hende, i sommerferierne. Så var vi der, helt alene, og jeg kunne gå rundt mellem hylderne, i det dæmpede lys, mens min farmor vaskede gulvet.

Arbejdet blev mindre hårdt. Men også mindre detaljepræget

I min ungdom, hvor jeg selv arbejdede som håndværker og arbejdsmand i en række fag, kunne jeg godt se at tiderne var ved at skifte. Tænk bare på rap-bandet, Humleridderne, der fik et hit med nummeret Malerhjerne. Et nummer, der handler om at man kan blive hjerneskadet af at indånde opløsningsmidler.

Dengang jeg var i lære i en malerbutik, der malede de fleste malere stadigvæk vinduesrammer med terpentinbaseret maling, og uden maske. Masker blev der i det hele taget ikke brugt meget af dengang. Det er så skørt at tænke på i dag.

Og vi lærte at asbest er farligt. Vi lærte også løfteteknikker, så vi ikke blev nedslidt så hurtigt. Samtidig med at ressourcerne er blevet mere knappe, så vi i dag ikke arbejder med træ, ligesom tømrere gjorde tidligere, og heller ikke kan få al den fisk, til en billig pris, som man tidligere kunne få, så er arbejdsforholdene også blevet forbedret.

Jeg ved ikke om fagene er ligeså spændende, men man slides i hvert fald ikke ned i nær samme grad, som man gjorde tidligere.

En verden til forskel

Jeg tror jeg ville give op, hvis jeg havde samme smerter som dem, jeg træffer i min hverdag, dem fra mine forældres generation, hvor det at være arbejder var meget mere nedslidende, og samtidig nødvendigt for at opretholde livet.

Når jeg hører at borgerlige politikere og meningsdannere sammenligner bankmænd og kontorfolk med disse arbejdere, alene fordi de også havde lange arbejdstimer, så er jeg ikke sikker på at de helt kan sætte ind i de forhold, en arbejder blev udsat for dengang.

Livet som håndværker eller arbejdsmand i mine forældres generation, var nok et tåleligt liv, med mange forskellige arbejdsopgaver, men ikke uden en pris. Ikke uden skavanker.

Jeg tror, at det er dem vi nu kalder for Arne. Jeg har stor beundring for dem. Ikke fordi det entydigt er godt, ikke at beklage sig over smerter, men fordi de er så optimistiske, og fordi de nægter at give op. De vil først stoppe, når de slet ikke kan længere, for sådan er deres grundindstilling.

De er ikke som de fleste af os er i dag. Min far har for eksempel haft forsvindende få sygedage. Han pjækkede aldrig, og han havde det altid forfærdeligt, hvis han virkelig ikke kunne passe sit arbejde. Og sådan er det også for de andre arbejdere på samme alder, som jeg træffer i min hverdag. De har heller ikke haft mange sygedage.

De slæber, men smiler

Der er måske ikke længere fem karakteriske typer på en industrihavn, men originalerne findes endnu, og de smiler stadigvæk, og de arbejder bare videre, uden at kny.

Og selvom jeg måske selv tilhører den næste generation af originaler, når jeg står der i butikken, i mine Kansas-bukser med klap, og taler bramfrit til kunderne, så kan jeg ikke sammenligne mine arbejdsforhold med dem som min arbejdsgiver oplevede som ung på havnen, og som mine forældres generations arbejdere har gennemlevet.

Men jeg kan heldigvis allerede nu være sikker på at jeg ikke bliver slidt ned i samme grad, som dem, der er noget ældre end jeg. Men dem som vi med en fællesbetegnelse kalder for Arne, dem synes jeg kunne trænge til at trække sig tilbage, hvis de har behov for det.

De har arbejdet under forhold, som vi i dag anser for værende sundhedsskadelig. I dag er mange af det ting, som mine forældres generation gjorde helt naturligt, forbudt.

Jeg har respekt for denne generation. Også meget mere end jeg havde tidligere, efter jeg har fundet ud af, at de fleste er nedslidte, men ellers i godt humør. Hvis blot jeg kunne være næsten ligesom dem, når jeg når den alder, så vil jeg betragte det som en succes. De fortjener i hvert fald at man forstår, at de har arbejdet under forhold, som vi i dag er forskånet for.