Annonce

Lokalpolitikere: Havnerundfarts-firma bryder kontrakt med kommuner

Lokalpolitikere i Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Furesø Kommune mener, at Canal Tours bryder arbejdsklausul i million-kontrakt

Havnerundfarts-firmaet Canal Tours har indgået kontrakt med tre kommuner om at sejle turistbåde på Furesøen, Lyngby Sø og Bagsværd sø. Det fremgår af en klausul i kontrakten, at de ansattes løn- og arbejdsforhold ikke må være "mindre gunstige" end, dem der er gældende for branchen i øvrigt. Men arbejdsforholdene på turistbådene på de tre søer er netop, ifølge HK, mindre gunstige. Og derfor truer lokalpolitikere nu med at stoppe samarbejdet med Canal Tours.

Det skriver Avisen.dk

Canal Tours er netop nu truet af strejke. HK har på vegne af firmaets turistguider på havnerundfartsbådene i Københavns kanaler, firmaet billetsælgere og mobile sælgere krævet overenskomst, men forhandlingerne mellem HK og DI er brudt sammen. Så nu har HK varslet strejke med start den 23. august. Mekanikere, chauffører og bådførere hos Canal Tours har desuden varslet sympatistrejker.
Op til 23 procent under overenskomst

Det fremgår tydeligt af kontrakten mellem Canal Tours og de tre kommuner, at de ansattes løn- og arbejdsforhold ikke må være "mindre gunstige" end dem, der er gældende for branchen i øvrigt. Men de ansatte hos Canal Tours får hverken pension, tillæg eller overenskomstmæssig løn.

Ifølge HK får de ansatte på turistbådene i de tre kommuner, som kaldes Baadfarten, mellem 11 og 23 procent under gældende overenskomst.

Det får flere lokale politikere til at true firmaet med opsigelse af kontrakten:

”Der er tale om et klokkeklart kontraktbrud fra Canal Tours. Vi er ikke engang i nærheden af noget, man kan kalde en gråzone,” siger Lyngby-Taarbæks viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) til Avisen.dk. Han vil rejse sagen i kommunens økonomiudvalg.

Han bakkes op af formanden for trafik- og teknikudvalget i Gladsaxe Kommune, Ole Skrald Rasmussen (S):

”Vi laver jo ikke de her klausuler for sjov, men for at undgå underbetaling. Jeg vil fluks tage det op med forvaltningen, og hvis firmaet ikke kan få orden på sagerne med det samme, må vi finde nogle andre til at løse opgaven med Baadfarten,” siger han til Avisen.dk
Glæde hos HK Service

Samarbejdet mellem kommunerne og Canal Tours foregår gennem et bådfartsudvalg, hvor firmaet og de tre kommuner er repræsenteret.

”Jeg forholder mig til Baadfartsudvalget, hvortil jeg referer i forbindelse med Baadfarten, og jeg har ikke en holdning til det interne politiske niveau For de medarbejdere, der er overenskomstdækket, mener vi, at lønniveauet er rimeligt. Det er også vores opfattelse, at de medarbejdere, der ikke er overenskomstdækket, aflønnes på et rimeligt niveau,” lyder det i en skriftlig kommentar fra direktør hos Canal Tours, Mads Vestergaard Olesen.

Hos HK Service er formanden René Knudsen glad for, at politikerne går ind i sagen:

”Kommunerne har handlet i god tro. De har lavet en arbejdsklausul, men firmaet har snydt dem. Og det er desværre ikke blevet kontrolleret,” siger René Knudsen til Avisen.dk, der opfordrer kommunerne til at skærpe kontrollen med social dumping og underbetaling.

”Det er kommunernes opgave at tage fat i firmaet for at sørge for, at der tegnes overenskomst og sikres ordnede arbejdsforhold. Det sker forhåbentlig nu.”

Billettekst: ”Der er tale om et klokkeklart kontraktbrud fra Canal Tours. Vi er ikke engang i nærheden af noget, man kan kalde en gråzone,” siger Lyngby-Taarbæks viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S)

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet