Annonce

Mette F: Behov for opkvalificering, ikke skattelettelser

Der er ikke en eneste ufaglært i Sønderjylland, der bliver dygtigere af, at der gives topskattelettelser nord for København. Det var et af budskaberne fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ved Folketingets traditionsrige afslutningsdebat.

Og på den måde tog hun allerede hul på den diskussion, som efter sommerferien vil blive den helt store i dansk politik, når regeringen vil fremlægge sit udspil til en skattereform. Mette Frederiksen brugte desuden sin tale på at slå på behovet for at sikre arbejdskraft til virksomhederne.

Behov for opkvalificering
Det økonomiske opsving betyder, at der er kommet flere danskere i arbejde. Men ifølge Mette Frederiksen er der en risiko for, at der opstår flaskehalse på arbejdsmarkedet. Og det kan koste vækst.

”Forhindringen for vækst er, at mange danske virksomheder kommer til at mangle dygtige medarbejdere. At der allerede nu mangler elektrikere, smede og ingeniører rundt omkring i landet,” sagde Mette Frederiksen.

En af de måder som Socialdemokratiet vil sikre, at virksomhederne har den fornødne kvalificerede arbejdskraft på, er ved at sikre, at ufaglærte har mulighed for at komme tilbage på skolebænken og bliver opkvalificeret.

”Vi foreslår, at det skal være lettere og mere økonomisk attraktivt at blive dygtigere. Få papir på det, man kan. Flere ufaglærte skal være faglærte. At vi hjælper voksne ordblinde bedre. Og at vi sikrer en bedre økonomi til erhvervsuddannelserne.

Socialdemokratiet har blandt andet foreslået, at det skal være muligt for ufaglærte at tage uddannelse til 110 procent af dagpengesatsen.

Mette Frederiksen sagde, at hun er velvidende om, at der er mange – særligt ufaglærte – som har svært ved at se sig selv tilbage på skolebænken og at man derfor skal se på, om ikke man kan indrette uddannelsessystemet på en anden måde.

Robotterne kommer
Et andet emne, som den socialdemokratiske partiformand kom ind på, er udsigten til, at der i den nære fremtid kommer flere robotter. Det medfører en overhængende risiko for, at mange mennesker bliver overflødige på arbejdsmarkedet.

”Robotterne kommer. Alting forandrer sig i de her år. Og det går stærkt. Når det går stærkt, skal vi huske hinanden. Og det vigtigste spørgsmål i dag må være: Hvordan sikrer vi, at der er arbejde til alle i fremtiden? Det diskuterer vi – desværre – alt for lidt med hinanden her på Christiansborg,” lød det fra Mette Frederiksen.

”Vi må ikke acceptere en udvikling, hvor en stor del af os ryger baglæns. På grund af teknologi. Fordi alt går så stærkt.”

Kritik af skattelettelser

Mette Frederiksen brugte også lidt af sin taletid på at kritisere regeringens skattepolitik. Både de topskattelettelser, som regeringen lægger op til i sin 2025-plan og den lettelse af arvebeskatningen, som den i foråret fik gennemført sammen med Dansk Folkeparti.

”Der er altså ikke én ufaglært i Sønderjylland, der bliver dygtigere af, at der gives topskattelettelser nord for København. Topskattelettelserne er kun på dagsordenen af hensyn til Liberal Alliance. Og dermed regeringens fremtid. I al respekt. Danmarks fremtid er vigtigere,” lød vurderingen.

Mette Frederiksen vil i stedet ”bruge penge på dem vi holder af: Vores ældre. Vores børn og unge. Udsatte grupper. Vi skal sikre en ordentlig økonomi til velfærdssamfundet. Til sygehuse og skoler. Regeringen foreslår igen nye store sparerunder. Færre social- og sundhedsassistenter på arbejde. Sygeplejersker, der skal løbe endnu hurtigere,” sagde hun og understregede at der jo vat tale om en et spørgsmål om prioritering.

”Der er dem, der vil sænke arveafgiften. Og bruge penge på det. Og så er der os andre, der hellere vil sikre danske lønmodtagere. Og bruge pengene dér.”

Folketingets afslutningsdebat kan følges hele onsdag, blandt andet på ft.dk.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet