Annonce

Minister i chok: “Rædselsvækkende at se på”

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er rystet over omfanget af fusk i sydkoreanske adoptionssager.
Foto: Social- og Boligministeriet/Les Kaner
Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Det er ”rædselsvækkende at se på”. Og “det lugter af menneskehandel”.

Sådan lyder reaktionen fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på TV 2s dokumentar, ’Hemmeligheden i skyggearkivet’, der onsdag aften afslører udbredt fusk i adoptionerne fra Sydkorea, som var særligt udbredt i 1970’erne og 1980’erne.

Dokumentaren afslører blandt andet, at det går igen i påfaldende mange af de adoptionsdokumenter, som de danske adoptivforældre udstyres med, at der er tale om hittebørn fundet på trappen til en politistation eller et børnehjem.

Men ofte viser det sig, når de adopterede som voksne får adgang til de ægte adoptionspapirer hos Korean Social Services (KKS) i Sydkorea, at de slet ikke er hittebørn, men at de har både biologiske forældre og søskende i Sydkorea.

Dokumentaren afdækker også, at det ikke kun er de adopterede og adoptivforældrene, der kan være ofre for falske historier. Også de biologiske forældre til de adopterede børn kan være ofre for manipulation og løgnehistorier. Og ofte er de fejlagtigt blevet bildt ind, at det ikke var muligt at få kontakt med deres biologiske børn i Danmark.

Udstyres med en falsk identitet

Dokumentaren afdækker et konkret eksempel på, at adoptionen til Danmark skete helt uden de biologiske forældres samtykke.

Det er ret åbenlyst, at der er behov for forandring

“Hemmeligheden i skyggearkivet’ afdækker tillige, at det ikke er ualmindeligt, at adoptanter fra Sydkorea tidligere blev udstyret med en falsk identitet.

Det kan for eksempel skyldes, at et adoptionsbarn, der var gjort klar til adoption til en familie i Danmark, døde. Så stod man der med en færdigbehandlet adoptionssag til ingen verdens nytte. I stedet for kunne det sydkoreanske adoptionsbureau  så finde på at give det afdøde barns identitet til et andet barn. På den måde slap adoptionsbureauet for at starte en helt ny og besværlig adoptionssag op.

Ankestyrelsen undersøger omfanget af svindel

Dokumentaren ’Hemmeligheden i skyggearkivet’ afdækker, hvordan adoptionsbureauer i både Sydkorea og Danmark har været klar over, at der blev snydt med børnenes identitet.

Ankestyrelsen er i gang med at undersøge omfanget af svindel i adoptionssystemet fra Sydkorea til Danmark i 1970’erne og 1980’erne. Forventningen er, at undersøgelsen er klar til efteråret.

“Når vi får Ankestyrelsens undersøgelse, skal vi se, hvad det er for nogle initiativer, der skal tages. Og jeg kan ikke se for mig, at der ingenting sker. Det er ret åbenlyst, at der er behov for forandring,” siger socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil til TV 2.

Sandhedskommission undersøger sydkoreanske adoptioner

December sidste år nedsatte Sydkorea en Sandhedskommissionen, der skal undersøge omfanget af svindel i adoptionsbranchen.

I første omgang blev der udtaget 34 mistænkelige sager, hvoraf 20 vedrører adoptioner til Danmark.

Danish Korean Rights Group, er en organisation for danske adopterede, som arbejder med at skaffe dokumentation til Sandhedskommissionen.

"Nu kan vi omsider få klarlagt, hvad jeg betragter som systematisk svindel, hvor adoptionsbureauer og børnehjem i Sydkorea blandt andet har kidnappet børn og forfalsket fødselsdokumenter i stor stil," sagde Peter Møller, der står i spidsen for Danish Korean Group, da Sandhedskommissionen blev nedsat.

Sydkorea anslås at have bortadopteret op mod 200.000 børn gennem årene. Omkring 9.000 af dem er adopteret til Danmark.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er rystet over omfanget af fusk i sydkoreanske adoptionssager"

Det må så være over si selv og sin egen politiske indsat hun er rystet over. Hun har været politiker hele livet uden at gribe ind.

Godt gået Pernille.