Nina Smith, der var formand for dagpengekommissionen og Torben M. Andersen, der var formand for Velfærdskommissionen, har begge udtalt, at der ikke er grund til flere initiativer, der øger arbejdsudbuddet; de initiativer, der er gennemført, var nødvendige, men nu er der ikke mere at hente.

I samme åndedræt hører jeg også, at det skulle være gennemførelsen af forslagene om længere pensionsalder, begrænsningen af efterlønnen, den kortere dagpengeperiode og måske kortere studietid, der var hovedårsagen til, at Danmark er ude af den økonomiske krise og beskæftigelsen stiger. Det ville være befriende, hvis vi kunne få lagt den historie bag os, og rette opmærksomheden mod nye udfordringer.

Arbejdsudbudsreformer løftede ikke Danmark ud af krisen
Lad mig komme tilbage til det, men tillad mig først et sidste pip - bare for historieskrivningens skyld. Alle forslagene om at øge mængden af danskere, der søger job, fordi de ikke længere kan modtage en indkomstoverførsel, har ikke bidraget til de sidste års stigende beskæftigelse. Den var kommet alligevel. Det er andre dele af den økonomiske politik, som har bidraget til, at Danmark er kommet igennem krisen.

Forslagene om større arbejdsudbud har derimod forlænget den tid det tog at komme igennem krisen, og er en af forklaringerne på, at Danmark var det sidste af de lande, der omgiver os, der kom ud af krisen.

Der er brugt tre begrundelser for at fokusere så meget på et højere arbejdsudbud. Den første var, at fremtidens mange ældre og de færre erhvervsaktive engang i fremtiden ville føre til manglende hænder i det offentlige. Det er og har hele tiden været en tvivlsom antagelse. Ingen kan forudsige, hvad fremtidens velfærdsteknologi vil betyde og hvor mange ansatte, der er brug for i det offentlige.

Hvorfor er vækst et mål i sig selv?

Den anden begrundelse var, at det på lang sigt ville gå ud over væksten, hvis ikke der var nogle flere, der arbejdede noget mere. Men hvorfor er vækst et mål i sig selv? Job til alle er et mål. Velstand er et mål. At antallet i den erhvervsaktive alder falder, og væksten i BNP bliver mindre, er vel ikke noget problem, hvis der er job til alle og velstanden stiger. Ingen ville vel opdage det, hvis vi undlod at beregne BNP. Det vigtige er, at vi udnytter gode uddannelser og bedre teknologi til at skabe et bedre samfund med job til alle. BNP er en regnedetalje, men om BNP er lidt større eller lidt mindre, fordi der er færre erhvervsaktive, er ligegyldigt.

Problemet med offentlige finanser er allerede løst
Den tredje begrundelse har været, at flere ældre og de færre erhvervsaktive fører til voksende underskud på statens finanser. Den begrundelse er rigtig, og uden de gennemførte reformer ville det blive et alvorligt problem. Danmark er det eneste af de lande, hvor en aldrende befolkning gør det svært at finansiere velfærdsstaten, som i tide har løst problemet. Det er godt, at økonomerne i tide understregede problemet, og at politikerne fik det løst. Det burde de belønnes for, men sådan er vælgerne ikke.

Det er den politiske aftale om den gradvise forøgelse af pensionsalderen, som er det afgørende element, men løsningen er endnu ikke på plads. Der er en betydelog gruppe på arbejdsmarkedet med hårdt fysisk arbejde. som ikke vil være i stand til at arbejde lige så længe som andre. Den bedste løsning for de grupper ville være at udbygge arbejdsmarkedspensionerne, så de nedslidte kunne trække sig tidligere tilbage. Det ville være et godt tema for en trepartsaftale. Det kunne også løse problemet med efterlønnen.

Der er en betydelog gruppe på arbejdsmarkedet med hårdt fysisk arbejde. som ikke vil være i stand til at arbejde lige så længe som andre

I stedet for at forkorte dagpengeperiode til to år midt i den værste økonomiske krise, havde det været bedre at gennemføre en nedsættelse af dagpengene i den sidste del af dagpengeperioden. Det havde forhindret, at så mange faldt helt ud af dagpengesystemet, og formentlig virket lige så godt på arbejdsudbuddet, som det der under stor politisk tumult endte med at blive resultatet.

Jeg håber, at det vi lærer af de senere års økonomiske politik - og vil huske i eftertiden - er, at Danmark i tide fik løst den store udfordring med en aldrende befolkning og færre erhvervsaktive, som ellers ville have lagt et pres på de offentlige finanser og gjort det endnu sværere at bevare velfærdssamfundet.

Og lad os så glemme hele den mystiske snak om, at større arbejdsudbud er det samme som flere i arbejde. Mon vælgerne ved, hvad arbejdsudbud betyder? De har i hvert fald ikke brug for at vide det.

Mere uddannelse og aktiv erhvervspolitik
Hvad bliver den nye politiske dagsorden i den økonomiske politik? Det første bud er allerede givet, og det er, at uddannelse og opkvalificering skal skabe fremtidens økonomiske fremgang. Det er uomtvisteligt rigtigt. Og der er meget at tage fat på.

Men det er ikke nok at fokusere på uddannelse og opkvalificering. Der er også brug for at sætte skabelsen af nye arbejdspladser højt på den politiske dagsorden. Hvor er det, de nye arbejdspladser skal skabes og hvordan skal de skabes? Det er der for lidt fokus på. Vi kan ikke læne os tilbage og regne med, at hvis der er nok kvalificeret arbejdskraft, så kommer jobbene af sig selv, eller de kan hjælpes på vej af skattelettelser.

Der er også brug for at sætte skabelsen af nye arbejdspladser højt på den politiske dagsorden

Der er brug for en erhvervspolitik, der satser på samarbejde mellem virksomheder og forskning samt offentlige institutioner og myndigheder. Et samarbejde, der udløser de initiativer i erhvervslivet, der på en gang skaber job af alle mulige slags og alle steder i landet og samtidig løser klima- og ressourceproblemerne.

Vi er allerede godt i gang. De danske regioner har udarbejdet visionære planer for erhvervsudviklingen og løsningen af klima og ressourceudfordringen, men der mangler kapital og der mangler de offentlige myndigheders engagerede deltagelse. Det meste arbejde foregår under offentlighedens radar og står derfor ikke højt på den politiske dagsorden.

Det var bemærkelsesværdigt, at Sophie Hæstorp Andersen, da hun annoncerede sit kandidatur til formand for Danske Regioner, sagde, at hun ville prioritere sundhed og erhverv. Det er nyt, at en måske kommende formand for Danske Regioner sætter erhverv på linje med sundhed, som det vigtigste for danske regioner. Det ville være godt, hvis det bredte sig til Christiansborg, så ledende politikere fik sat erhvervsudvikling højere på den politiske dagsorden om Danmarks fremtid.

 
Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.