Annonce

Fra kugleregn til prisregn: Tysk krigsfilm er nomineret til adskillige priser

’Intet nyt fra Vestfronten’ er i spil til et hav af filmpriser i år. Netflix-filmen fik i efteråret en fin anmeldelse her på Netavisen Pio.
Foto: Netflix
"Intet nyt fra Vestfronten" kan ses på Netflix.
Edward Bergers filmatisering af Erich Maria Remarques roman, ’Intet nyt fra Vestfronten’, er i spil til mange priser til både Englands fornemste filmpris, BAFTA, og til dette års uddelinger af Oscars.

Det kan måske overraske, og det af flere årsager.

For det første er det ikke en amerikansk film, men derimod tysk. Det er for øvrigt første gang, at en filmatisering af bogen, der handler om de unges ødelagte liv i skyttegravene ved Vestfronten under 1. Verdenskrig, er skabt af en tysker. Hele to andre udgaver findes og er begge to værdsatte på hver deres måde.

For det andet blev filmen, der er produceret af Netflix, ikke modtaget med særlig begejstring af de danske anmeldere, der blandt andet kritiserede den for at være historisk ukorrekt.

Forrest i feltet

Men i udlandet ser det anderledes ud. Til årets BAFTA Awards er den blandt de nominerede til prisen som årets bedste film, og den er i alt nomineret i hele 13 andre kategorier, og fører derfor konkurrencen suverænt.

Og til dette års Oscar-uddeling, er den igen blandt de nominerede til årets bedste film, og nomineret i yderligere otte andre kategorier.

Her på Netavisen Pio fik den god kritik. Du kan læse anmeldelsen her.

Desuden blev instruktøren, Edward Berger, for nyligt interviewet af Weekendavisens Tysklandsekspert, Jesper Vind. Du kan læse interviewet her.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet