Annonce

Køge-Calle i tæt parløb med medgerningsmand til Makrellen-drab

Samarbejdede blandt andet med Hells Angels-rockeren ‘Smukke Jens’, dømt for medvirken til drabet på Bullshit-rockeren 'Makrellen'
Foto: TV 2/Den Sorte Svane
Carl Richard Christensen - alias Køge-Calle
I årevis har byggematadoren, entreprenøren, tidligere medlem af Køge kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet, Carl Richard Christensen – bedre kendt som Køge-Calle fra TV 2-dokumentaren ‘Den sorte svane’ – samarbejdet med fremtrædende rockere.

Carl Richard Christensen og rockere har sammen oprettet flere byggefirmaer og i flere tilfælde underbetalt ansatte groft.

Det skriver Fagbladet 3F.

Tilbage i 2021 oplyste TV 2  således, at fire ukrainske stilladsarbejdere arbejdede for kun 30 kroner i timen på et byggeprojekt på Amager. Månedslønnen lød på 4.500 kroner

En af hovedentreprenørerne bag byggeprojektet var Hells Angels-rockeren Jens Peter Kristensen

En af hovedentreprenørerne bag byggeprojektet var Hells Angels-rockeren Jens Peter Kristensen – kaldet ‘Smukke Jens’, idømt 12 års fængsel for medvirken til drabet på Bullshit-rockernes præsident “Makrellen” i 1984.

De fire ukrainere var ansat af det polske firma Amwork, som var hyret af det danske entreprenørfirma HHTE ApS, som igen var ejet af et holdingselskab. I spidsen for det hele stod Carl Richard Christensen, skrev TV 2.

Da 3F gik ind i sagen, erkendte HHTE ApS, at de skyldte de fire ukrainere godt 250.000 kroner i efterbetaling.

Lukkede firmaet - ukrainere fik ikke en krone

Kort efter trak Carl Richard Christensen sig ud af firmaet. Og firmaet lukkede.

Så der blev ingen penge til de fire ukrainere. Ikke en øre

“Så der blev ingen penge til de fire ukrainere. Ikke en øre,” siger Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i Valby, til Netavisen Pio.

En gennemgang af Carl Richard Christensens op til 70 nu lukkede firmaer, foretaget af Fagbladet 3F, afslører, at han har siddet i direktionen eller ejet firmaer med enten direkte eller nær kontakt til både 'Smukke Jens' og andre personer fra rocker-miljøet.

Carl Richard Christensen har ikke reageret på Netavisen Pios henvendelser.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet