Annonce

Fagforening om fyring af slagteriarbejder: Arbejdsgivers begrundelse “holder ikke vand”

Tican Fresh Meat fyrede Peter Uno efter 43 års ansættelse med den begrundelse, at der er sket en omstrukturering i produktionsflowet: “Det passer ikke,” siger formanden for Fødevareforbundet NNF Nordjylland
Foto: Colourbox
Svineslagteri
Tican Fresh Meat-slagteriet i Thisted fyrede i sidste uge Peter Uno Andersen efter 43 års ansættelse som slagteriarbejder.

Fyringen kom, som omtalt i Netavisen Pio mandag, som et chok for Peter Uno Andersen, der indtil for halvandet år siden var tillidsmand for kollegerne på slagteriet gennem 22 år:

“Jeg blev bedt om at komme op på mesterkontoret. Dér sad mester så sammen med HR-chefen og tillidsmanden. Mester sagde, at de havde en lidt kedelig besked, og at de var nødt til at sige mig op på grund af omstrukturering i produktionsflowet,” fortalte Peter Uno Andersen til Netavisen Pio.

Men nu anfægter Fødevareforbundet NNF Nordjylland Ticans begrundelse for fyringen af Peter Uno Andersen.

“Jeg skulle tømme mit skab, og blev så eskorteret ud af porten”

Fyringen kom som et chok for Peter Uno Andersen:

“Den besked kom som et chok for mig. Jeg spurgte, hvornår det så var fra. Jamen, det var “fra nu”. Beskeden fra fabrikschefen var, at jeg var fritstillet. Jeg skulle tømme mit skab, og blev så eskorteret ud af porten.”

Peter Uno Andersen bad om, om han ikke i det mindste lige kunne snakke med sin tillidsmand, inden han skulle forlade sin arbejdsplads gennem 43 år. Men svaret var et blankt nej:

og så var det ellers ud af vagten - efter 43 års arbejde

“Jeg sagde til dem, at jeg godt lige ville snakke med min tillidsmand. Men beskeden var, at det kunne jeg først komme til, når jeg stod ude på den anden side af porten. Jeg fik lige sagt, at det kunne de fandeme ikke være bekendt, og så var det ellers ud af vagten - efter 43 års arbejde,” fortalte 64-årige Peter Uno Andersen til Netavisen Pio.

Peter Uno Andersen - Foto: Thisted Kommune

 

Begrundelse holder ikke vand

Fødevareforbundet NNF Nordjylland anfægter som nævnt nu selve begrundelsen for den brutale fyring af Peter Uno Andersen:

“Altså de funktioner, som Peter udførte i slagterkæden, udføres stadig. Så begrundelsen for fyringen af Peter, “omstrukturering i produktionsflowet”, det passer ikke. Begrundelsen for fyringen holder ikke vand,” siger formanden for Fødevareforbundet NNF Nordjylland, Svend Erik Andersen, til Netavisen Pio.

Afdelingsformanden understreger desuden, at hvis det ellers havde været rigtigt, at Peter Unos funktioner i slagtekæden var ændret eller ophørt, så skulle han i stedet være tilbudt en omplacering:

Men Tican har intet gjort for at få Peter omplaceret. Intet som helst

“Når man har været mere end 25 år på en virksomhed, så har virksomheden en særlig forpligtelse til at omplacere vedkommende. Men Tican har intet gjort for at få Peter omplaceret. Intet som helst,” understreger Svend Erik Andersen.

Afdelingsformanden understreger, at det ikke står nedfældet i overenskomsten, at Tican i Peter Unos tilfælde har en særlig forpligtelse til at forsøge at omplacere ham:

“Det fremgår af talrige afgørelser i Afskedigelsesnævnet. Og det er arbejdsgiver, der skal bevise, hvad de har gjort for at omplacere en fyret, der har arbejdet på virksomheden i mere end 25 år.”

Der er mæglingsmøde om fyringen af Peter Uno Andersen, der også sidder i Thisted Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet på 11. år, 23. oktober.

 

25-års-reglen

25 års-reglen er en særlig regel, som er udviklet i praksis af Afskedigelsesnævnet.

Afskedigelsesnævnet kan behandle opsigelsessager i de tilfælde, hvor dette følger af en overenskomst på det private arbejdsmarked.

  • 25 års-reglen finder anvendelse i sager, hvor der fra lønmodtagerside nedlægges påstand om, at en opsigelse, som er afgivet i forbindelse med arbejdsmangel, er usaglig begrundet, og hvor den fyrede medarbejder har været ansat i virksomheden i mere end 25 år.
  • 25 års-reglen medfører, at hvis man som arbejdsgiver er nødsaget til at opsige en eller flere medarbejdere på grund af arbejdsmangel, skal man tage særligt hensyn til medarbejdere, som har været ansat i mere end 25 år.
  • Er en opsigelse afgivet i strid med 25 års-reglen, følger det af praksis fra Afskedigelsesnævnet, at medarbejderen typisk vil få tilkendt en godtgørelse for usaglig opsigelse, som svarer til en uges løn pr. år, den pågældende har været ansat.
  • Det betyder i Peter Uno Andersens tilfælde, at han - i tilfælde af medhold - står til en erstatning på 43 ugers løn - ud over lønnen i opsigelsesperioden som er på seks uger.
  • I Afskedigelsesnævnet vil der i den konkrete sag sidde fem personer:En repræsentant for Dansk Arbejdsgiverforening (DA),en repræsentant for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH),en repræsentant for virksomhedens brancheorganisation, her Dansk Industri,en repræsentant for Fødevareforbundet NNF ogen nævnsformand - typisk udpeget af Højesteret.
  • Afskedigelsesnævnets sekretariat har til huse hos DA

Kilde: Selskabsadvokaterne og Fagbevægelsens Hovedorganisation

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvordan boykotter man som forbruger dette slagteri ?

Jeg går da ud fra, at der har været en reaktion fra hans tidligere kolleger...