Annonce

Ordet på bordet, Støjberg

Når tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) skriver, at der er sagt meget sludder i debatten om Vejlegården, så dækker det alene over at Inger Støjberg ønsker et arbejdsmarked, hvor lønmodtagernes vilkår er ringere end de er i dag.
Tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) skriver i et nyligt indlæg i dagspressen, at der er sagt meget sludder i debatten om Vejlegården. Jeg må sige, at det mest rendyrkede sludder faktisk er kommet fra den tidligere minister, når hun udtaler, at 3F benytter sig af bøllemetoder. Det er sludder, fordi det nu engang er sådan, at 3F er i deres fulde ret til at konflikte over for virksomheder, der efter 3F’s mening løndumper deres ansatte.

Og heldigvis for det, for den konfliktret har i rigtig mange tilfælde sikret danske lønmodtagere ordentlige løn- og ansættelsesforhold. Jeg må bare sige, at hvis ikke fagforeningerne havde været der, når diverse arbejdsgiverne tog sig lidt for store frihedsgrader, så havde lønmodtagernes lønningsposer været væsentligt lettere og deres arbejdsdag væsentlig længere.

Det mest opsigtsvækkende er sådan set, at Venstre og Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti har fremsat et såkaldt beslutningsforslag i Folketinget, om at konfliktretten skal begrænses. Det er ikke mindst opsigtsvækkende, fordi konsekvenserne er en bombe under arbejdsmarkedet, som vi kender det i dag. Embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet har nemlig vurderet, at hvis reglerne ændres som Venstre og DF foreslår, vil det fremover ikke være lovligt at skelne mellem danske og polske overenskomster. Og derfor vil det være direkte ulovligt at konflikte i situationer, hvor de ansatte aflønnes efter fx en polsk overenskomst med en løn på 30 kr.  Så enkelt er det. Hverken mere eller mindre.

Der er ingen grund til, at Inger Støjberg stikker noget under stolen. Inger Støjberg og Bent Bøgsted ønsker et arbejdsmarked, hvor lønmodtagernes vilkår er ringere end de er i dag. Ordet på bordet: Det er det, Venstres og Dansk Folkepartis beslutningsforslag handler om, og det vil være et lønmæssigt kapløb mod bunden for danske lønmodtagere.

Forskellene står tydeligere og tydeligere i dansk politik. Hvis Venstre og Dansk Folkeparti får magt som de har agt, så kan mange danske lønmodtagere se frem til nogle særdeles tomme lønningsposer.


Flere artikler om emnet