Annonce

S: Peberspray er en glidebane

Mens Pia Kjærsgaards taler varmt om at lovliggøre pebersprayen, er Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen lodret imod. Hun mener, at danskerne skal kunne føle sig trygge uden en spray på lommen.
Pebersprayen er ikke et våben, men et middel til at pacificere, og det skal gøres lovligt i Danmark. Ikke kun i de private hjem. Også fru Jensen skal kunne have en peberspray med i lommen, når hun handler i Irma.

Det er kort sagt, hvad Dansk Folkeparti med værdiordfører Pia Kjærsgaard i front mener om det meget omdiskuterede våben. Men pebersprayen er ulovlig i Danmark, og det skal den blive ved med, mener Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen:

”Der er flere årsager, men som socialdemokrat har jeg helt grundlæggende det værdimæssige synspunkt, at tryghed skabes ved at bekæmpe de kriminelle. Ikke ved at indføre våben. Det er en glidebane.”

Debatten om peberspray eller ej startede helt tilbage i december, hvor TV-kendissen Jim Lyngvild lagde et billede op af sig selv og sin peberspray på facebook. Billedet endte med en politianmeldelse, konfiskering og bøde. Efterfølgende skrev Jim Lyngvild på sin facebookprofil (link fører til artikel på Ekstra Bladet om sagen):

”Jeg tager gerne straffen, bøden og pletten på straffeattesten, for JEG har taget affære i en verden, der er ved at løbe helt af sporet, men hvor få tør stå op og beskytte sine medmennesker mod psykopater.”

Vold avler vold
Argumentet om en verden, der er ved at løbe af sporet, har Pia Kjærsgaard på sin vis også gjort brug af. I en debat på P1 fremhævede hun vold i nattelivet og hjemmerøverier som en grund til at lovliggøre pebersprayen.

Men ifølge Det Kriminalpræventive Råd er hjemmerøverier meget sjældne i Danmark. Antallet har siden 2006 ligget stabilt på omkring 20 hjemmerøverier om året. Og i en ny rapport skriver Justitsministeriet, at næsten tre ud af fire danskere ikke bekymret for vold og kriminalitet:

”20 hjemmerøverier om året er stadig for meget og hvert et offer, er et offer for meget. Men jeg tror simpelthen ikke på, at lovliggørelse af våben er vejen frem. Det er ikke særlig populistisk at mene sådan, men det er det bedste,” siger Trine Bramsen.

Hun frygter, at en lovliggørelse af peberspray vil føre til optrapning af konflikter:

”Hvis de kriminelle ved, at almindelige mennesker går rundt med peberspray i tasken eller har peberspray stående på natbordet, så er der en stor risiko for, at de kriminelle også vil opruste med hårdere våben.”

Nedsæt antallet af indbrud i stedet
I foreningen Hjælp Voldsofre er man principielt imod en lovliggørelse af peberspray. Formand Henning Wollsen siger til Netavisen Pio:

”Vi skal ikke opruste, vi skal nedruste. Jeg har stor forståelse for, at de mennesker, som bliver udsat for røveri, føler sig handlingslammet, men vi skal huske på, at de her hjemmerøvere har besluttet sig. De tager, hvad de vil have, og der mener jeg, det er vigtigt ikke at spille helt.”

Henning Wollsen pointerer samtidig, at pebersprayen også er blevet brugt af kriminelle til at true almindelige mennesker. I stedet for flere våben ønsker han, at der bliver sat massivt ind på at forebygge indbrud, som Danmark har europarekord i:

”Hvis vi nedbringer antallet af indbrud, så får vi også fredelige tilstande,” siger han. Og det er Trine Bramsen fuldstændig enig i:

”Det forebyggende arbejde er essentielt, og der har vi jo allerede sat ind blandt andet for nedbringe antallet af indbrud og oprettet en taskforce, som skal hjælpe unge ud af kriminalitet. Jeg mener, det langt er at foretrække, at danskerne føler sig trygge. Fremfor at de føler et behov for at gå med spray.”


Flere artikler om emnet