”En lang og brysk proces.”

”Jeg synes, at vi med tilfredshed kan konstatere, at nu er alle sten vendt i denne sag.”

Læser man igennem, hvad Claus Hjort og Troels Lund Poulsen har sagt og skrevet om Skattesagskommissionen i løbet af den sidste tid, så står det klart, at de i Danmarks Liberale Parti har gjort, hvad de kunne for at minimere skattesagens alvor:

”Formålet var klart at mistænkeliggøre Troels Lund Poulsen, særlig rådgiver Peter Arnfeldt og skatteministeriets departementschef Peter Loft. Også Lars Løkke Rasmussen skulle fedtes ind i sagen,” skrev Claus Hjort Frederiksen på sin Facebook-profil den 29. oktober, og i går kunne man læse, at Troels Lund Poulsen opfatter sig selv som pure frikendt.

Men der må være noget, de to herrer har misforstået.

Formålet med skattesagskommissionen var at undersøge, i hvilket omfang personer uden for Skat København havde været indblandet i behandlingen af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag, og i hvilket omfang der var videregivet eller forsøgt videregivet fortrolige oplysninger fra parrets personlige skattepapirer.

Det handler med andre ord ikke om mistænkeliggørelse, som Claus Hjort forsøgte at gøre det til. Og Brian Mikkelsens forsøg på at sige, at kommissionens arbejde ikke var andet end spild af tid og penge, holder heller ikke.

Skattesagskommissionen har ifølge Berlingske arbejdet hurtigere og billigere end mange tidligere kommissioner.

Og når Troels Lund siger, at han er pure frifundet, så er det også at tage munden for fuld. For kommissionen slog fast i deres beretning, at de ikke tror på Lund Poulsens forklaring om, at han ikke var særlig interesseret i oppositionslederens skattesag:

”Troels Lund Poulsen viste væsentlig interesse for et afgørende punkt for udfaldet af sagen – Stephen Kinnocks opholdsdage i Danmark – medens sagen verserede i Skat København.”

De højreorienteredes tilfredshed med, at det ikke lykkedes Skattekommissionen at finde frem til, hvem der lækkede de personlige skattepapirer til BT, satte chefredaktør Bo Lidegaard ord på i søndagens leder:

”Nu drager de et lettelsens suk over, at ingen kan drages til ansvar (…)Det er vist kun i partiet Venstre og deres blå venner i pressen, at en sådan beklikkelse af en ledende politikers troværdighed bagatelliseres. Venstre er som bekendt værre vant.”

Kommissionen konkluderer i deres beretning, at ”det er mest sandsynligt,” at lækagen af skattepapirer og homorygter til BT enten er sket fra nogen i Skatteministeriet eller Skat København. Eventuelt via mellemmand.

Forbryderen skal altså findes blandt en gruppe betroede mennesker i ministeriets eller Skat Københavns top.

Når det ikke er sket, skyldes det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt selv sagde meget tydeligt, at nogen lyver.

Hvem, der lyver, ved vi ikke. Men derfor må Skattekommissionens arbejde ikke blive bagatelliseret, for skattesagen handler helt grundlæggende om en forbrydelse. En dyb kriminel handling, hvor en medarbejder videregiver personlige oplysninger til tredje part. Faktisk lidt ligesom det er sket i Se & Hør-sagen.

Men mens de skyldige i sagen om videregivelse af de kendte og kongeliges personlige oplysninger formentlig vil få sin straf, så går her en række højtstående politikere og embedsmænd fri.