Kulturradikalismen har overlevet sig selv

Kommentar: Kulturradikalismen har ikke svar på udfordringerne i det 21. århundrede, derfor må den vige pladsen for en fællesskabsorienteret kulturrevolution.
En af vores læsere, den mangeårige journalist på DR, Poul Smidt kritiserer mit og andres angreb på kulturradikalismen og kalder det et misforstået fjendebillede.

Det er blandt andet denne test, hvor undertegnede gør grin med de kulturradikale, der er faldet Poul Smidt for brystet. Han mener, vi glemmer en række nuancer og tegner et forfejlet fjendebillede. Jeg er oprigtigt glad for, at Poul Smidt tager til genmæle. Det er mit og redaktionens håb, at Netavisen Pio også kan være hjemsted for en levende kulturpolitisk debat.

Selvom en sådan test skal ses i det satiriske lys, den er skrevet i, så er den selvfølgelig ej blot til lyst. Så lad mig benytte lejligheden til at uddybe mine synspunkter om kulturradikalismen som politisk og kunstnerisk tankegang.

Kulturradikalismen har gjort meget godt gennem tiden
Poul Smidt fremhæver kulturradikalismens historiske betydning og de mange store socialdemokrater, som igennem historien nød godt af den. Jeg er ganske enig med ham i, at kulturradikalismen har haft en væsentlig og positiv indflydelse på dansk kultur- og åndsliv. At man i det 20. århundrede løftede blikket mod resten af verden, at man fik gjort op med fortidens forstokkede seksualmoral, at man indførte en samfundskritisk tradition er i min optik entydigt gode ting, og den kulturradikale tankes betydning for de landvindinger er stor.

Selvom jeg således anerkender, at kulturradikalismen har haft en stor historisk betydning, mener jeg, at det politiske tankegods, kulturradikalismen indebærer, har overlevet sig selv. Jeg mener ikke, at kulturradikalismen indeholder svar på nogle af de væsentlige udfordringer, det moderne menneske og det moderne samfund står overfor.

Sexen er blevet fri, individets selvrealisering er blevet en mulighed, globalt udsyn er i et næsten perverst omfang indvævet i samtlige dele af det politiske og åndelige liv, samfundets strikse hierarki er brudt ned.

Men den tid er forbi
Til gengæld oplever vi, at samfundet bliver mere segregeret – afstanden mellem mennesker bliver større; der er ganske enkelt mindre, vi er fælles om. Vores sprog og vores kulturforståelse svinder i takt med, at vores nationale identitet smuldrer, og vi kender mindre og mindre til hinanden. Vi oplever en stor restgruppe af mennesker, der ikke får nogen gavn af globaliseringens muligheder, og vi oplever, at de store folkelige fællesskaber er ved at miste styrke. Her har kulturradikalismen ingen løsninger; al den stund, at den som åndelig trosretning har sit fokus på individet og vender sig væk fra fællesskabet som ramme for individets udvikling.

Jeg deler ikke Poul Smidts opfattelse af kulturradikalismens ringe betydning for åndslivet i dag. Tværtimod oplever jeg, at kulturradikalismen er blevet institutionaliseret i et sådan omfang, at det kulturradikale verdenssyn er blevet en slags default setting i dansk kulturliv. Fra tv-serien 1864, hvor danskerne er dumme, nationalistiske, racistiske og seksuelt forskrækkede til kriminalromanerne, hvor det er individet, der må frigøre sig fra sine familiære problemer for at opklare forbrydelserne. I Krøniken, hvor fællesskaber er noget, man skal frigøre sig fra til talentprogrammerne i fjernsynet, hvor man søger efter skjulte skatte i individet.

Hvis det her samfund skal hænge sammen, må kulturen have det fokus at dyrke de fællesskaber, der binder mennesker tættere på hinanden. Kulturradikalismen indeholder ikke den mulighed. Derfor må den vige pladsen for en fællesskabsorienteret kulturrevolution.

 

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


placeholder

Annonce