Journalisten Morten Skjoldager har skrevet bogen ”Syv år for PET”, der bygger på interviews med den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Det er du, kære læser, nok godt klar over. Bogen er årets mest omtalte, fordi der først blev nedlagt fogedforbud, og Dagbladet Politiken efterfølgende valgte at bringe bogen som et særtillæg i avisens søndagsudgave.

Dette er en anmeldelse af bogen. Det er en vurdering af bogens litterære kvaliteter. Jeg ser således væk bort fra diskussionen om, hvorvidt Politiken burde have bragt tillægget, og om fogedretten burde have nedlagt forbud. Jeg vil heller ikke komme med en vurdering af, om bogen indeholder oplysninger af følsom karakter, som offentligheden ikke bør få indsigt i. En sådan vurdering skal ikke foretages af diverse skriverkarle men af folk med fagkundskab inden for efterretningsarbejde.

Dansk terrorhistorie
Bogen er mest af alt en gennemgang af moderne dansk terrorhistorie. Den er fortalt som en samtale med Jakob Scharf, hvor journalist Morten Skjoldager bruger sin store viden om danske terrorsager til at fortælle os om baggrund og sammenhænge, der er vigtige for forståelsen. Der er tale om sager, der er kendt i offentligheden i forvejen. Vi ved som offentlighed godt, at der var en etbenet terrorist på Hotel Jørgensen, at Kurt Westergaard blev angrebet af en øksemand, og at PET var indblandet i sager om Henrik Sass Larsen og Pia Kjærsgaard. Bogens litterære værdi ligger altså i, at vi kommer bag om sager, der har været omtalt i medierne og hører om Jakob Scharfs og PET’s overvejelser i forbindelse med terrorsagerne.

Man skal også være i meget dårlig kontakt til sin indre dreng (m/k) for ikke at blive fascineret af at høre om, hvordan PET aflytter terrormistænktes lejligheder, skygger deres biler eller samarbejder med CIA.

Vi får et indblik i nogle af de etiske og efterretningsmæssige overvejelser, Jakob Scharf måtte gøre sig som PET-chef. Hvordan skal PET eksempelvis forholde sig til at samarbejde med myndigheder i arabiske lande, der er vigtige samarbejdspartnere for at bekæmpe trusler mod Danmark, men som samtidig har ry for at frembringe oplysninger med metoder, vi ikke i Danmark vil acceptere? Eller med andre ord: I hvilket omfang kan PET samarbejde med efterretningstjenester, der bruger tortur? Jakob Scharfs overvejelser heromkring er velovervejede og interessante partsindlæg.

Interessante er også Jakob Scharfs overvejelser om brugen af elektronisk masseindsamling – sessionslogning og lignende, der jævnligt har været diskuteret i den offentlige debat. Her efterlader Jakob Scharfs betragtninger et noget andet indtryk end det, man kan få i debatten om overvågning. Den elektroniske masseindsamling er ifølge Jakob Scharf hovedsageligt interessant for personer, der i forvejen er i søgelyset hos PET – mens den brede overvågning af alle borgere ikke giver nogen stor efterretningsmæssig effekt.

Sætter sig mellem to stole
Bogen er velskrevet, og man sidder tilbage med en følelse af, at såvel PET’s efterretningsarbejde som Jakob Scharfs person er interessante.  Derfor er det også ærgerligt, at ingen af delene bliver behandlet i dybden. Selvom Jakob Scharf fortæller ganske meget om PET’s arbejde, er det hele tiden tydeligt, at der er ting, han ikke fortæller os. Det er der helt åbenlyse grunde til, men som læser irriterer det alligevel, fordi det kompromitterer bogens løfte om at trække os ind i efterretningstjenestens maskinrum.

Bogen tegner heller ikke et dybere portræt af Jakob Scharf. Vi hører hans overvejelser om konkrete sager, forstår hans ideer og holdninger til PET, men vi får ikke en dybere beskrivelse af mennesket bag. Som den afgørende figur i bogen, ville det være interessant at få et mere dybdegående kendskab til Jakob Scharf. Især er det mærkeligt, at forfatteren ikke finder anledning til at fortælle os mere om Jakob Scharf, men finder det vigtigt at bruge et helt kapitel på Scharfs holdning til nogle PET-medarbejderes kritik af hans ledelsesstil. Når vi ikke rigtig har lært Jakob Scharf at kende, hvorfor skal vi som læsere så interessere os for en ledelsesmæssig diskussion mellem ham og nogle af hans tidligere medarbejdere?

”Syv år i PET” er en interessant opsamling af de store terrorsager i Danmarks moderne historie. Tilbage står dog også en følelse af, at bogen nok er spændende men ikke indeholder oplysninger, der er af nogen væsentlig betydning for en brede offentlighed.

Morten Skjoldager: ”Syv år for PET”. People’s Press. 299,95 kroner.