Netflix-serien ”Døde piger lyver ikke”, der er en filmatisering af Jay Ashers roman af samme navn, handler om gymnasiepigen Hannah Baker (Katherine Langford), der begår selvmord. Inden sin tragiske beslutning optager Hannah dog 13 kassettebånd (forhistorisk måde at optage lydfiler, red.). På de 13 kassettebånd fortæller Hannah, hvordan hun blev svigtet af 13 forskellige af hendes skolekammerater.

De 13 bånd går på tur mellem de 13 kammerater, der ifølge Hannah har svigtet. Serien starter med, at båndene falder i hænderne på Clay Jensen (Dylan Minnette).

Hvert afsnit starter med et nyt bånd. Igennem de 13 afsnit bliver vi vidne til alle de psykiske slag, den unge Hannah har oplevet. Fra forholdsvis typiske ungdomsproblemer som kærestekvaler og venindekonflikter til deciderede overgreb i form af stalking, hævnporno og voldtægt.

[read-also]

I en konstant sky af mystik og forundring bliver vi klogere på den unge piges tragiske skæbne. Det skaber en dynamik, at seerens såvel som hovedpersonen Clay Jensens viden konstant er begrænset. Gennem hele serien er vi uforstående over dels Hannah Bakers frygtelige død, men også over hvad kassettebåndene egentlig er til for.

Mere end en almindelig ungdomsserie
Selvom serien foregår på en amerikansk high school og handler om gymnasieelevernes ungdomskonflikter, er ”Døde piger lyver ikke” ikke en ungdomsserie. Dertil er den dels for dyster. Men vigtigst af alt er seriens tema og ambition relevant i alle aldre. Hvordan behandler vi egentlig hinanden? Kommer vi i vores egen lille selvoptagede hverdag til at træde på mennesker omkring os? Enten af selvisk ondskabsfuldhed, eller fordi vi bare er uopmærksomme på andre?

[read-also]

De spørgsmål rejser serien, og det gør den for så vidt glimrende. Den er både interessant og fangende, skuespilspræstationerne – især af Katherine Langford i rollen som Hannah Baker – er imponerende af de unge og i de fleste tilfælde ganske uerfarne skuespillere.

Hannah Baker ville aldrig begå selvmord
Men det giver alvorlige ridser i lakken, at selve præmissen virker så skæv. Altså at en gymnasieelev begår selvmord, fordi hendes gymnasiekammerater i større eller mindre grad svigter hende.

Ideen om, at naboens datter bliver selvmordstruet på grund af kærestesorger, udskamning og manglende opmærksomhed fra sine omgivelser, er falsk. Fra den (alt for sparsomme) forskning, der er lavet, ved vi, at cirka halvdelen af alle selvmord skyldes depression. Yderligere 30 procent skyldes misbrug, og de sidste sker hos ældre mennesker.

Selve præmissen om, at man kan drive et andet menneske til selvmord ved at være en dårlig klassekammerat, svigte en person eller være ufølsom, er falsk. Og tankegangen er for så vidt også farlig. Fordi den gør de pårørende til skyldige. Hvis selvmord skyldes, at man blot ikke var kærlig eller opmærksom nok og dermed drev afdøde ud i så fatal en beslutning, hvad er det så, man siger til forældre, der har mistet et barn til selvmord? Til kæreste eller venner, familiemedlemmer eller alle andre, der måtte være i sorg.

[read-also]

Man siger til dem, at det er deres egen skyld. At de bærer ansvaret for, at et menneskes liv sluttede for tidligt. Uberettiget vender man deres sorg mod dem selv. Man gør dem til skyldige i deres egen og deres elskedes ulykke. Uden en flig af sandhed vel at mærke.

Som seer kan man selvfølgelig vælge at være ligeglad. Lægge statistik, forskning og forståelse af selvmord til side og forholde sig til, at serien er fiktion. Og ganske god fiktion som sagt.