Annonce

Social­pædagoger: Psykiatri­udspil er “ambitiøst”

Tankerne i det nye S-udspil får ros, men der er brug for en endnu større økonomisk saltvandsindsprøjtning, mener eksperter og fagforbund
Socialdemokraternes ti-års plan for psykiatrien indeholder mange gode tiltag, der vil forbedre behandlingen af især børn med psykiske lidelser.

Det mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup:

“Der er rigtig mange gode tanker og tiltag i planen, især når det gælder børn og unge – bedre muligheder for behandling, bedre samarbejde mellem psykiatri og kommuner og fast finansiering,” siger han ifølge en pressemeddelelse.

Jeg har armen oppe, fordi vi her får et psykiatriudspil, som har det lange lys på

Forbundsformand: “Jeg har armene oppe”

Hos Socialpædagogerne er formand Benny Andersen begejstret for det nye udspil:  

“Jeg har armen oppe, fordi vi her får et psykiatriudspil, som har det lange lys på. Det har vi manglet i mange år. Nu får vi et ambitiøst udspil, som sætter nogle af de pejlemærker, som vi ved er vigtigt for, at mennesker kan få det bedre,” siger han til Netavisen Pio.

Planen indeholder 11 initiativer, heriblandt gratis psykologhjælp til børn og unge med angst og depression, bedre tilbud til psykisk syge med misbrug, oprettelse af 100 ekstra sengepladser og et forslag om at sætte psykiatrien på finansloven.
 

Positiv modtagelse fra flere fagfolk

Flere fagfolk har taget positivt imod initiativerne i Socialdemokratiets ti-års plan for psykiatrien, hvor partiet ønsker at tilføre området en halv milliard kroner ekstra årligt.

Det er meget, meget almindeligt, at hvis man har psykisk sygdom, så finder man på at drikke alkohol eller tage stoffer for at dulme sine forfærdelige symptomer

Især indsatsen for børn og unge, får ros med på vejen fra socialrådgivernes formand, Mads Bilstrup. Mens professor og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, Poul Videbech, over for DR, roser initiativet, der giver mennesker med psykisk sygdom og misbrug et samlet tilbud:

“Det er simpelthen så vigtigt. Det er meget, meget almindeligt, at hvis man har psykisk sygdom, så finder man på at drikke alkohol eller tage stoffer for at dulme sine forfærdelige symptomer. Så falder man mellem to stole i dag, hvor ingen rigtigt vil tage ansvaret for at hjælpe en ud af den her problematik,” siger Poul Videbech, der også fremhæver et forslag om, at psykiatrien skal fylde mere på lægeuddannelsen:

“Det er fremragende, fordi – uanset hvor man havner henne i sundhedsvæsnet – så er der rigtig meget psykiatri i forbindelse med de legemlige sygdomme,” siger han.

Kræver endnu flere penge

Den halve milliard ekstra årligt til området, som ligger i udspillet, er dog ikke nok til at opfylde Socialdemokratiets ambition om, at “ligestille psykiatrien med andre sygdomsområder”. Det vil kræve en større økonomisk saltvandsindsprøjtning, hvis man for alvor vil løfte området, mener Mads Bilstrup:  

“Der er rigtig gode hensigter, men vi kommer ikke udenom at investere rigtig mange ressourcer i det her område. Politikerne har behandlet psykiatrien stedmoderligt i alt for mange år, så et ordentligt løft kræver penge,” siger formanden ifølge pressemeddelelsen.

Der er brug for mindst 400 sengepladser mere

Psykiatrien har behov for to milliarder kroner ekstra årligt, mener generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard. Ligesom overlæge Gitte Ahle, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, ikke mener, at de 100 ekstra sengepladser slår til. Der er brug for mindst 400 sengepladser mere, udtaler hun til Politiken.
 

Vil have fordoblet beløbet  

Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, mener at pengene vil kunne mærkes, og at det i fremtiden bliver lettere at opjustere området, når psykiatrien finansieres via finansloven:

“Jeg ville være et skarn, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne ønske mig flere penge, men den halve milliard vil kunne mærkes helt konkret derude. Når man placerer finanseringen på finansloven, så giver det størrer kontinuritet og muligheden for at skrue op,” siger han til Netavisen Pio.

 

Mette F.: Løser ikke alt i et snuptag

Planen for psykiatrien kommer ikke til at løse alle problemer på området med et snuptag, medgiver Socialdemokratiets formand:

“Alt det, vi gerne vil på psykiatriområdet, kan vi ikke gøre fra den ene dag til den anden. Vi bliver nødt til at gøre det i den takt, hvor vi ved, at vi også kan rekruttere folk,” siger Mette Frederiksen (S) til TV 2.

Vi har ikke to milliarder kroner, vi kan lægge om året til psykiatrien, for vi også er udfordret andre steder i sundhedsvæsenet

S-formanden anerkender, at psykiatrien har værer underprioteret, men hun mener ikke, det er realistisk at finde to milliarder ekstra til psykiatrien årligt, sådan som Thorstein Theilgaard foreslår:

“Vi har ikke to milliarder kroner, vi kan lægge om året til psykiatrien, for vi også er udfordret andre steder i sundhedsvæsenet. Så det her er det, vi mener realistisk kan lade sig gøre,” siger Mette Frederiksen.

Psykiatriens samlede budget er 8,7 milliarder årligt.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet