☰
☰
Annonce
Psykiatrien er i færd med at handicapgøre befolkningen
Danskernes utømmelige diagnosetrang har ført med sig, at flere nu betragter sig som kronisk handicappede, hvorfor også specialområdet er kommet under pres. Det skriver cand. mag. i filosofi.
At betragte sig selv som noget nær psykisk handicappet er blevet en form for (mod)magt i en kultur, der dyrker det elitære, det flygtige og det højeffektive.
Hvorfor også diagnosen begynder at optræde som en art særtilladelse til ikke ramme det opskruede forventningsniveau.
Det indbefatter imidlertid, at alle os andre stadig skal leve op til det: Os, der antageligvis ikke har et såkaldt ”skrøbeligt sind” (alternativt er ”psykisk sårbare”) og derfor skal kunne holde til hvad som helst. Dermed også at betragte som ”robuste”.
Det ideal beskytter diagnosen imod. Den tilbyder et skjold, sågar en erstatningssjæl (læs: eksistentiel aflastning), hvorudover den i mere lavpraktisk forstand åbner op for den – i forvejen sparsomme – hjælp og hensyn, der er at hente.
Handicappede uden at være det
Nu skal det ikke forstås som, at der i sig selv er noget galt med hjælp og hensyn, men problemet er, at den hjælp regelvis består i medicinsk bedøvelse eller ”opkvikkere” (læs: narkotika), ligesom den er betinget til, at man stemples som afviger fra jf. opskruede ideal for at få adgang til det.
Sideeffekten er, at raske om end klemte borgere begynder at anse sig selv som en slags handicappede, uden at være det.
der er sket en voldsom stigning i mere eller mindre nedbrudte eksistenser, der selv mener at være handicappede og dermed stjæler hjælpen fra ”rigtigt” handicappede
Udover, at det er selvforstærkende, så ender det ikke sjældent som en krykke resten af livet (hvad også psykologen Jonas Ditlevsen kalder ”identitetsfængsler”), der igen har det med at udløse uberettigede førtidspensioner.
Alt det, skønner jeg, er én af hovedforklaringerne på, at udgifterne til specialområdet er løbet løbsk, og det er i den sammenhæng, jeg tolker finansminister Nicolai Wammens(S) nylige kommentar på området (der jo endte med at udløse en mindre shitstorm fra forurettede handicappede):
Nemlig, at der er sket en voldsom stigning i mere eller mindre nedbrudte eksistenser, der selv mener at være handicappede og dermed stjæler hjælpen fra ”rigtigt” handicappede.
Hvad vil det sige?
I forlængelse heraf, så undrer det mig, at landets handicaporganisationer – i stedet for bare at stejle over alt – ikke forholder sig mere kritisk til udviklingen:
At vi måske som samfund burde tage en overordnet debat om, hvad det overhovedet vil sige at være handicappet?
Er man kronisk depressiv, hvis man er havnet i mismod?
Er man eksempelvis handicappet, hvis man kæmper med humørsvingninger og derfor bipolar?
Er man kronisk depressiv, hvis man er havnet i mismod?
Angstlidende, hvis man er utryg?
Lider man af en (påstået) kronisk hjernedefekt, kaldet ADHD, hvis man ikke kan koncentrere sig, sidde stille, følge med, hvad end i skole eller på sin nok så hektiske arbejdsplads?
Psykiatriens sygdomscirkus
Problemet med disse (markedsførte) modediagnoser er, at det får folk til at tolke deres – også selv banale – mistrivselsreaktioner som sygdomstegn og dermed, at der er noget permanent galt med dem:
At problemet så at sige bor i dem, fremfor at være midlertidige reaktioner på utålelige livsudfordringer, hvad end det er knyttet til et for højt tempo, for meget forandring, højt arbejdspres, kulturelt overmod, ustabilitet, øget utryghed, ”maskinegørelse” af samfundet, outsourcing af manuelle jobs og jeg kunne blive ved.
Vi har nok bare ikke opdaget det endnu
Hvis vi vil rette op på det, så skal vi først og fremmest have taget et opgør med psykiatriens sygdomscirkus og lære at tale mere jordnært om de problemer, folk kæmper med.
Se på, hvad der gør, at de ikke føler til rette i samfundet, sådan som vi har indrettet det.
Den tid, hvor vi troede, at handicapområdet (plus psykiatri) skulle klare ærterne, er i hvert fald ovre.
Vi har nok bare ikke opdaget det endnu.
Kommentarer
Vore danske venner hjemkommet efter 23 år i udlandet, sagde hvad brokker I jer over, I burde rejse ud, I bor i verdens bedste land, og alligevel ser I kun det negative. TV dyrker det, aviserne dyrker det, stop det dog.
Det er så sandt
1) mange danskere får diagnoser fordi "systemet" kræver dem før hjælpen måske kommer. 2) årsagen til mange danskere føler et behov for hjælp er fordi vores samfund er så fikseret på produktivitet, bundlinjer og ikke mindst effektivitet. Der er ikke meget plads til at stikke ud og vi lever i det her skønne vidunderlige land, men det er også dyrt, så det at leve uden et job og uden offentlig hjælp er så godt om umuligt.
Der findes sikkert nogen der gerne vil have en diagnose, fordi det er spændende - der findes underlige mennesker overalt - men langt størstedelen af de mennesker der søger og får en diagnose, de gør det fordi den er adgangen til en form for hjælp.
Ja det er nok fordi folk har det for godt at der bliver flere og flere psykiatri patienter, som i lighed
med alle andre syge, kan vente i månedsvis før de kan komme i behandling.
Vi kender godt Dennis Larsen og hans rabiate holdninger på det psykiatriske område her i Aarhus. Tidligere har personagen jo kaldt veldokumenterede og velundersøgte psykiske lidelser for "overkommelige livsproblemer" helt uden faktuel forståelse for emnet. Dengang mente han at alt fra alvorlige kroniske sindslidelser til folk der har været svigtet og efterladt hele deres liv ikke skulle tilkendes pension, men derimod stå på sidelinjen og vente på en revolution af arbejdsmarkedet, så de kunne indgå der.
Og nu stjæler de så hjælpen fra "rigtige handicappede".
Som en der sidder i kørestol vil jeg meget gerne frabede mig Dennis Larsens "forsvar" af mig og hvad jeg bør og ikke bør få af hjælp. Den slags overlades til kompetente mennesker og ikke rabiate meningsfascister, der udtaler sig om emner, han reelt ikke ved noget om.
Helt enig. Sikke en gang arrogant lommefilosofisk sludder. Man kan ikke trække en diagnose i en automat. Der skal meget til, og folk med diagnoser er 'rigtigt handicappede ' og fortjener vores anerkendelse som alle andre med særlige behov.
Start med st hakke roer i tre uger i almindeligt dansk sommervejr!
Klarede du det?
Eller vil du allerede efter to dage ønske dig tilbage til dit normale liv?
Ja, så er vi allerede langt på vej i diagnosen!
Normalitetsbegrebet er blevet udvandet betydeligt med alverdens hjælpemidler og moderne pædagogik!
Danske cykelryttere kæmper røven ud af bukserne og klarer strabadser der kræver en nøje tilrettelagt strategi!
Ligeledes er det med roe-hakning!
Men selv gårdejer sønner lærte at bryde den sociale arv og slap væk fra roehakning for både sig selv og næste generation!
Stamina i forhold til naturens udfordringer foregår i dag foran en computerskærm i bedste fald blandt venner!
Men ellers udfordres den kun ved ægte sygdom!
Så ud og hakke roer ved en økologisk landmand og danske unges velbefindende vil straks få pilen opad!
Der skal være noget konkret at gå efter!
Noget at forfølge!
Det holder i bedste fald et hav af sygdomme fra kroppen!
Når du hakker roer kan du hverken ryge, drikke alkohol eller være på stoffer!
Ukrudtet får hurtigt overtaget og udbyttet lig mad på bordet bliver derefter!
En reel frygt som ordentlighed, omhyggelighed og god form kan modvirke!
Og det menneskeskabte klima får det samtidig bedre dag for dag!
Roer kan naturligvis erstattes med alverdens rodfrugter der kan dyrkes i haver og lige uden for bygrænsen i kollektive vækstmiljøer, der fremmer den mentale sundhed tifold!
Sammen med økologiske klimavenlige afgrøder!
Danmark har ikke behov for psykiatere men landmænd!
Som i de gode gamle dage!
Tænk så kunne vi begynde “at bryde den sociale arv” fra psykolog og psykiater til landmand og økologisk landmand!
I dag er der flere der vil være psykolog end folkeskolelærer!
Hvor sygt!
Hvor dødsygt!
Profylaksen kommer altid før medicinen!
Som Søren Brostrøm sagde!
Profylaksen imod unge der har det dårligt er “roehakning” eller folkeskolelærere!
Min generation foretrak folkeskolelærere!
Men de fravælges i stor stil af folkeskoleelever!
Altså er der kun “roehakning” tilbage!
Det virker! Prøv det!
Du behøver ikke at have læst hverken til psykolog eller psykiater for at fatte det!
Jonas Vingegaard blev ansat på en fiskefabrik for at få tiden til at gå når han ikke cyklede!
Det holdt tankerne klare til cyklen stod pumpet!
Op ad bakke! Ned ad bakke!
Udholdenhed! Mod!
Det er i al sin enkelthed hvad danske unge mangler!
Klimaet skriger på økologiske grønsager!
Profylaksen er klar!
De ægte syge skal hurtigt blive sorteret fra!
Danmark skriger på økologiske landmænd fra alle venstreorienterede partier og langt ind i radikale og konservative!
Men co2 afgifter skal klare sagen!
Og de unge svigtes sammen med klimaet!
Medicin frem for profylakse!
Danske politikere har ikke modet!
Desværre!
Danske unge ryger og drikker sig til fedme, usikkerhed og angst!
Søren Brostrøm vores ypperste forsker på området, skar det ud i pap!
Danske unge med europarekord i druk og dårligdom fysisk som mentalt!
Kun Jonas Vingegaard viser vejen!
Profylakse frem for alt!
Roehakning, sortering af fisk, you name it!
Mette Frederiksen taler altid om ordet “arbejde”!
I virkeligheden mener hun “en socialdemokrat der har brudt den sociale arv”!
Og de mistrives som aldrig før!
Arbejder og bonde må igen finde sammen!
Sende arbejderens børn ud at hakke roer!
Det redder klimaet og mistrivslen!
Og ukrudtet forsvinder uden sprøjtemidler og medicin!
Novo nordisk hader tankegangen!
Aktiekursen står og falder med de unges mistrivsel og fedme!
I Danmark, i USA og i resten af verden!
Klimakrisen er global! Mistrivslen er global!
Danmarks BNP holder skansen på grund af medicinal-industrien og landbrugseksporten!
Novo nordisk lever af dårlig profylakse!
Modige og langsigtede politikere eftersøges!
Roehakning i nøgen og påklædt tilstand er faktisk blevet brugt terapeutisk med succes.
Hvor ser du alle de roemarker og de unge kender overhovedet ikke forskel på roer og ukrudt. Diagnosen tyder på mangelfuld udredning og prognosen er ikke lovende for alle de unge der er et produkt af det system og den forældregeneration der har svigtet.
Og når Søren Brostrøm nævnes så rosende, tænker jeg altid på hvordan han kækt negligerede risikoen for Covid ville nå Danmark, som en alvorlig og bekymrende trussel, da den gjorde sit indtog i Italien.