Ny corona-ordning: 1000 ufaglærte er begyndt på en uddannelse

"I en svær tid for Danmark er der god grund til at glæde sig over, at så mange griber chancen for at få nye kompetencer," lyder det, efter at 1000 har benyttet muligheden for at tage en erhvervsuddannelse til forhøjede dagpenge
Mere end tre gange så mange ledige ufaglærte som sidste år er gået i gang med en faglært uddannelse.

Det viser nye tal fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Årsagen skyldes især den nye mulighed for at tage en erhvervsuddannelse til 110 procent af dagpengesatsen, hvis uddannelsen er inden for et område, der mangler arbejdskraft.

"I en svær tid for Danmark er der god grund til at glæde sig over, at så mange griber chancen for at få nye kompetencer," siger beskæftigelsesministeren.

Bruge krisen klogt og investere os ud af den.

"Vores tilgang har hele tiden været, at vi skal bruge krisen klogt og investere os ud af den."

1000 har valgt det

I alt har næsten 1000 ufaglærte valgt at benytte sig af muligheden. Dertil kommer 518 personer, som er startet på en erhvervsuddannelse på den lavere dagpengesats. I samme periode året før gik 424 personer i gang med et uddannelsesløft.

Foreløbige meldinger fra landets jobcentre indikerer, at mange af de ledige uddanner sig til SOSU-hjælper/-assistent, industrioperatør, elektriker og kontormedarbejder.

"Det er i vores øjne en fordel for både arbejdsgiverne - offentlige såvel som private - som mangler arbejdskraft og ikke mindst for de ledige selv," siger Peter Hummelgaard.

Vil gribe mulighederne for at uddanne sig

"Vi står over for en genstart af dansk økonomi, hvor vi ved, at den grønne omstilling vil kræve mange nye, faglærte hænder, ikke mindst i industrien. Derfor skal vi fortsætte kursen og tænke langsigtet - ikke mindst, hvad angår vores kompetencer. Jeg håber, at endnu flere ufaglærte, som måtte stå i den triste situation at have mistet deres arbejde under corona-krisen, vil gribe mulighederne for at uddanne sig."

FH: Gør det permanent

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, glæder sig også. Og kommer med en opfordring til Folketinget.

"Rigtig god nyhed i en svær tid!," skriver Lizette Risgaard på Twitter.

"Flere ledige ufaglærte bruger ledighedsperioden på at blive faglært. Godt for DK - og for grøn omstilling! Nu skal muligheden for 110 pct. bare gøres permanent."

placeholder

Aftale forlænges

Muligheden for at påbegynde en erhvervsuddannelse til 110 procent af den enkeltes dagpengesats blev indført i sommeren 2020, hvor regeringen og et bredt flertal i Folketinget aftalte at bruge i alt 750 millioner kroner på forskellige former for opkvalificering. Partierne har aftalt at forlænge retten til og med 2022.

Da aftalen blev indgået, var der ifølge Beskæftigelsesministeriet næsten 26.000 ufaglærte ledige, der fik mulighed for at uddanne sig til forhøjede dagpenge.

Også flere gør brug af seks ugers jobrettet uddannelse, og brugen af den regionale uddannelsespulje er steget betragteligt. Her ser man en stigning i lediges deltagelse på henholdsvis 20 og 50 procent, når man sammenligner med samme periode året før.

Samlet set er antallet af personer, som har valgt at opkvalificere sig i perioden fra august 2020 til januar 2021, steget med 37 procent på tværs af fem af Beskæftigelseministeriets ordninger i forhold til samme periode året før. Det er både kortere kurser og erhvervsuddannelser, der tiltrækker flere.

Optagelsestal står stille

Beskæftigelsesministeriet tal kommer samtidig med, at de nye tal for optag på landets erhvervsuddannelser viser en marginal stigning i forhold til sidste år.

I år ligger søgningen på 19,9 procent, hvor den sidste år lå på 19,8 procent. Den lave søgning er dårligt nyt for landets virksomheder, mener administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad.

"Virksomhederne har brug for flere faglærte," skriver Jacob Holbraad på Twitter.

placeholder

Sidste år indgik DA sammen med FH og regeringen to trepartsaftaler om erhvervsuddannelser – blandt andet med fokus på praktikpladser og ikke mindst på at styrke kvalitet og netop søgningen.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Det er helt igennem glimrende. Ikke mindst SOSU-assistent og -hjælper er uddannelser, som tidsmæssigt er overskuelige, og hvor efterspørgslen efter uddannede er stor.

Annonce