Annonce

Ny overenskomst sikrer mere ligestilling

8. marts: Den nye overenskomst på industriens område giver sikrer bedre vilkår for børnefamilier og gør det mere økonomisk attraktivt for fædre at holde barselsorlov. Det gavner både mænd og kvinder, lyder det fra Dansk Metal.
8. marts fejres kvindernes internationale kampdag. Og i år kan både mænd og kvinder glæde sig over den netop indgående treårige overenskomst for industriens område. En overenskomst, der både sikrer bedre vilkår for børnefamilierne og mere ligestilling mellem mænd og kvinder.

Fuld løn under barsel, ret til omsorgsdage og udvidet ret til barnets første sygedag var nemlig blandt overskrifterne, da aftalen mellem Dansk Industri og CO-Industri, der dækker cirka 230.000 ansatte, primært inden for fagforbund som Dansk Metal, 3F og HK/Privat, blev præsenteret i sidste måned.

”Det har været et stort ønske fra vores børnefamilierne at få mere fleksibilitet. Vi er lykkedes med at finde en model, som både giver bedre vilkår til børnefamilierne, og samtidig sikrer mere fleksibilitet til andre grupper, så der bliver noget til alle”, fortæller Keld Bækkelund Hansen, der er forbundssekretær i Dansk Metal og daglig leder af Forhandlingssekretariatet, til Netavisen Pio.

Ret til fuld løn under forældreorlov
Et af de centrale fremskridt i den nye overenskomst er retten til fuld løn de 13 ugers forældreorlov. Tidligere var der et loft på 145 kroner i timen. Den nye overenskomst vil derfor gøre det mere økonomisk attraktivt for at gå på forældreorlov:

”Vi har denne gang valgt ikke at forlænge den periode, man har ret til orlov, men i stedet at gå efter højere løn under barselsperioden. Det giver et større økonomisk incitament til at holde barsel, fordi familien oplever et mindre indtægtstab. For når diskussionen i hjemmet går på, hvem der skal holde hvor meget barsel, så er det jo nok sådan, at økonomien spiller en rolle”, forklarer han.

Selvom overenskomsten ikke skelner mellem mænds og kvinders rettigheder, så lægger Keld Bækkelund Hansen ikke skjul på, at formålet især er at få fædrene til at tage mere barsel:

”Det er jo ingen hemmelighed, at de fleste af vores medlemmer er mænd. Men samtidig med at vi sikrer mænd bedre vilkår for barsel, så gavner vi jo også kvindernes ligestilling på arbejdsmarkedet, når mændene tager mere barsel, fordi det især er under lange barselsperioder, at kvinderne kommer bagud med løn og karriere”.

Omsorgsdage og ret til barnets første sygedag
Det er dog ikke kun i forhold til barslen, at Metal-medlemmerne kan se frem til bedre rammer for familielivet. Med overenskomsten får børnefamilier mulighed for at købe to omsorgsdage gennem den såkaldte fritvalgskonto, hvor virksomhedernes bidrag samtidig fordobles. Med kontoen sparer medarbejdere løbende sparer op, på samme måde som det kendes fra en feriekonto.

”Vi har fået lavet en model, der giver mere fleksibilitet for børnefamilierne. Samtidig giver den ældre medarbejdere mulighed for at trække på kontoen til seniordage, eller man kan vælge at indbetale pengene på en pensionsopsparing. Med den her model bliver det altså ikke et spørgsmål om, at nogle skal have på bekostning af andre, men noget som alle kan få glæde af, uanset hvilken livsfase de er i.”

Endelig peger Keld Bækkelund Hansen på, at reglerne for barnets første sygedag ændres, så man som forældre får mulighed for at blive mere hjemme: ”Bliver man kaldt hjem fra arbejde klokken fire, fordi ens barn er syg, så har man faktisk allerede brugt barnets første sygedag. Men med de nye regler har man også ret til at blive hjemme dagen efter.

Gik foran med ”regnbueoverenskomst”
Keld Bækkelund Hansen understreger, at Dansk Metal gennem flere år har haft fokus på ligestilling, når der forhandles overenskomster:

”Vi har løbende haft fokus på at forbedre ligestillingen gennem vores overenskomster. For tre år siden blev vi kendte for vores ’regnbueoverenskomst’, hvor vi ikke længere taler om moren og faren, men om forældrene”, forklarer han med henvisning til, at overenskomsten sikrede ligestilling for forældrepar af samme køn.

 


Flere artikler om emnet