Annonce

Nyt velhaverfradrag kan give mere skattespekulation

Det nye investorfradrag giver ikke kun enorme skatterabatter til de rigeste danskere, men kan også bruges til skattespekulation, advarer eksperter.

Regeringen kan ikke garantere, at et nyt investorfradrag ikke vil føre til ny skattespekulation blandt de i forvejen allermest velhavende danskere. Og den er endnu ikke parat med de såkaldte værnsregler, der skal sikre, at fradraget ikke kan misbruges. Sådan lød meldingen på et samråd i Folketingets skatteudvalg tirsdag formiddag.

”Jeg hverken kan eller vil udstede en sådan garanti. Jeg kan ikke garantere, at der ikke vil være nogen, der vil udnytte det her. Men jeg kan sige, at vi vil arbejde for at minimere risikoen. Men hvis vi laver noget, som er meget bureaukratisk og firkantet, så er der ikke nogen, som vil udnytte ordningen”, lød det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Investorfradraget er en del af den erhvervspakke, der blev vedtaget i november måned af et flertal bestående af VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Det nye investorfradrag forventes at koste 200 millioner kroner om året, og tal fra Skatteministeriet viser, at langt størstedelen af den gevinst går til den rigeste procent af danskerne.

Kan få skattegevinst på 157.000 kroner
Investorfradraget betyder, at man fra 2019 kan få et skattefradrag for halvdelen af sin investering på op til 800.000 kroner, hvis man investerer i små og mellemstore virksomheder, der ikke er børsnoteret. Forslaget skal ifølge regeringen gøre det mere attraktivt at investere penge i netop små og mellemstore virksomheder, så de får lettere ved at skaffe kapital til nye investeringer, der skaber vækst og arbejdspladser.

Selvom regeringen har solgt forslaget som erhvervspolitik – og ikke skattepolitik – er der dog også et stort element af fordelingspolitik i forslaget. Et svar fra Skatteministeriet før jul viste nemlig, at mens 90 procent af danskerne ikke fik noget ud af fradraget, så oplevede de rigeste ti procent – og især den allerrigeste procent – en stor gevinst. Faktisk kan den samlede gevinst af fradraget blive helt op til 157.000 kroner om året, hvilket eksempelvis er langt mere end de topskattelettelser, som Venstreregeringen lagde op til.

Socialdemokratiet har tidligere kritiseret forslaget og beskyldt regeringen og Dansk Folkeparti for at lette topskatten ad bagvejen. I dag forsvarede Lauritzen fradraget:

”Det er rigtigt, at det er de øverste indkomstdeciler, der får glæde af det her. Men det er jo fordi, at det er dem som har frie midler til at investere”, sagde Karsten Lauritzen, som mente, at fradraget ville lokke flere til at investere i små og mellemstore virksomheder frem for at sætte pengene i fast ejendom.

Eksperter advarer om spekulation
Ud over den skæve fordeling er Socialdemokratiet også bekymret for, at fradraget kan blive brugt til skattespekulation. I Information advarede to eksperter før jul om, at fradraget kan blive misbrugt, eksempelvis ved at folk med høje indkomster opretter selskaber udelukkende med det formål at gøre brug af skattefradraget, eller ved at bekendte investerer i hinandens virksomheder.

”Jeg tør godt garantere, at reglerne vil blive udnyttet på måder, der ligger ud over politikernes hensigt”, udtalte medlem af Skatterådet Christen Amby. ”Det er forholdsvis let at lave konstruktioner, hvor man formelt investerer pengene, uden at de rent faktisk ender som kapital i reelle virksomheder.”

Den melding bekymrer Socialdemokratiets Jesper Petersen: ”Jeg synes, vi i forvejen ser for mange eksempler på, at det lykkes at undgå reglerne i skattelovgivningen, enten med spekulation eller med decideret svindel. Og vi skal selvfølgelig ikke have åbnet op for nye muligheder for det”, lød det fra Jesper Petersen.

Den anden minister på dagens samråd, erhvervsminister Brian Mikkelsen, erkendte, at forslaget kunne have ”utilsigtede konsekvenser”. Derfor vil regeringen indføre såkaldte værnsregler, der skal sikre, at ordningen ikke misbruges.

”For regeringen er det vigtigt, at den konkrete implementering af investorfradraget udføres på en måde, hvor mulighederne for skattespekulation minimeres, samtidig med at det bliver administrativt simpelt, så fradraget anvendes”, sagde han.

Regeringen endnu ikke klar med værnsregler
Det er op til skatteminister Karsten Lauritzen at udforme de konkrete værnsregler, der skal sikre, ordningen ikke kan misbruges. Han kunne endnu ikke løfte sløret for, hvad regeringen konkret vil gøre for at undgå spekulation, men langede i stedet ud efter skatteeksperterne: ”Der er nogen skatteeksperter, som forholder sig til regeringens forslag uden at vide, hvilke værnsregler der gør sig gældende”.

Han nøjedes med at henvise til, at fradraget faktisk er statsstøtte til virksomheder, og derfor skal overholde en række EU-regler. Det betyder blandt andet, at der ikke må være tale om såkaldte passiv kapitalanbringelse, hvor pengene placeres i eksempelvis obligationer, frem for at blive brugt til virksomhedsinvesteringer. Han sagde også, at regeringen vil søge inspiration i Sverige og Storbritannien, hvor der er lignende fradragsordninger.

Jesper Petersen efterlyste mere konkrete bud fra regeringen, ligesom han mente, at spekulation kan begrænses, hvis man nedsætter det beløb, man kan trække fra i skat. ”Regeringen skal vide, at vi holder øje med den på det her område”, sluttede han.


Flere artikler om emnet