Prioritér sikkerheden til søs - før det går galt

På flere danske færger kan besætningen blive tvunget til at lade mennesker i stikken, hvis en ulykke rammer.
Når man er til søs, kan hjælpen være langt væk.

Derfor fastsætter Søfartsstyrelsen en sikkerhedsbesætning, når en ny færge indsættes. Det er den minimumsbesætning som skal være ombord for at skibet må sejle med passagerer.

Det skal sikre, at man er i stand til at håndtere de nødsituationer som kan opstå.

Kan ikke håndtere flere situationer samtidig

Da Søfartsstyrelsen skulle lave en sikkerhedsbesætning til den nye bornholmerfærge Hammershus fandt man ved en afprøvning ud af, at i hvert fald én sikkerhedsprocedure ikke kunne gennemføres forsvarligt, med den ønskede sikkerhedsbesætning.

Man valgte derfor at tilføje to personer, med et minimum af uddannelse, og herefter godkende.

Det betyder, at man på færgen Hammershus, med den nuværende sikkerhedsbesætning, ikke vil være i stand til at køre flere sikkerhedsprocedurer samtidig.

Det kunne for eksempel være nødvendigt ved en kollision, hvor nogen falder overbord, der udbryder brand, samtidig med at passagererne skal evakueres fordi skibet synker.

Problemet er kun blevet større

En ulykke kommer sjældent alene, siger man. Det skete for eksempel da færgen Dronning Margrethe II i 1991 kolliderede med et fragtskib. Her mistede et besætningsmedlem livet, da hun faldt overbord ved sammenstødet. Det kunne være gået meget værre, hvis der havde været flere passagerer ombord.

Allerede dengang var der kritik af størrelsen på sikkerhedsbesætningen på de danske skibe. Alligevel er der kun blevet færre siden da.

Jeg håber i hvert fald ikke, vi skal vente til der kommer lig på bordet

I dag er det desværre Søfartsstyrelsens generelle fremgangsmåde kun at kigge på den enkelte sikkerhedsprocedure og ikke hele sikkerhedsberedskabet, når sikkerhedsbesætningen fastsættes.

Derved forventes besætningsmedlemmerne på adskillige danske færger at kunne være flere steder på en gang, hvis en ulykke rammer.

Det er ikke rimeligt at stille så urealistiske krav til ellers dygtige søfolk, da det i sidste ende er deres faglige kunnen og dygtighed der vil blive sat spørgsmålstegn ved, når det næste gang går helt galt.

Skal der lig på bordet

Indtil videre har både fagforeningerne 3F Sømændene og Metal Søfart valgt at anke Søfartsstyrelsens sikkerhedsbesætning på Hammershus.

Ankenævnet har dertil oplyst at sagsbehandlingstiden for denne type sager i gennemsnit er på 11 måneder.

I mellemtiden håber jeg, at fremgangsmåden for fastsættelse af sikkerhedsbesætningen bliver ændret, så mine kollegaer ikke tvinges til at lade mennesker i stikken, hvis ulykken rammer.

Jeg håber i hvert fald ikke, vi skal vente til der kommer lig på bordet, før sikkerheden til søs bliver prioriteret.

Ubefaren skibsassistent og beskæftiget indenfor færgefart


Kommentarer fra Facebook

Annonce