Annonce

Rørende og tragikomisk fortælling om psykisk sygdom og ensomhed

Ny TV-serie “Min Kamp” beskriver livet med skizofreni med både ægte indlevelse og ironisk distance.
TV-serien “Min kamp”, der lige nu kan ses på DR3, der er DR's streamingkanal, er en humoristisk historie om digteren Veronika Katinka,  der gerne vil være berømt og have over 100.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Veronika Katinka spilles af Anna Juul, der også har skrevet serien.

Instruktøren Erik vil gerne lave en dokumentar om Veronika Katinkas kamp for at blive kendt. I begyndelsen er hun dog mest optaget af højde-shaming, og at dokumentaren skal handle om udfordringerne med at være 180 cm høj.

Senere viser det sig, at instruktøren er mere optaget at lave noget om hendes psykiske sygdom og smerte, hvilket Veronika Katinka ikke er synderligt interesseret i første omgang, men han får hende overbevist til sidst.

Den unge digter vil gerne fremstille sig selv som en underdog fra Urbanplanen på Amager, ægte autentisk ligesom forfatteren Morten Pape, men hun har en eksklusiv Bamsestol og har haft en tryg opvækst med søde forældre i rigmandsghettoen i Gentofte - præcis som Anna Juul selv har.

Spiller på fordomme

”Min Kamp” spiller på seernes fordomme om psykisk syge, og Veronika Katinka gør også sit for at spasse og gakke ud med sin kulørte karismatiske tøjstil og eksplicitte digte om depression og sex.

”Min Kamp” er en kritik af medier, dokumentarister og forlagenes blik på unge kvinder med psykisk sygdom. De er mere interesserede i at kapitalisere på psykisk syges smertepunkter og sårbarhed som ”selling points” og knap nok så meget i, hvad Veronika Katinka egentlig fejler.

For er en skizofren ikke bare en person, der har flere personligheder, som en SoMe-dude antyder, og seerne ved jo ikke mere, så hvorfor ikke bare spille på det?

Eller TV-tilrettelæggere, der tror, at skizofreni er noget, som Veronika Katinka kan skrive og digte sig ud af. Og hvis det er TV med unge kønne piger, nøgenhed og sex, så er det mere interessant. Særligt hvis det kan indpakkes som avantgardisk installationskunst!

”Min kamp” sætter spørgsmålstegn ved, hvordan kunstnere og  dokumentarister udnytter psykisk sårbare for at fortælle en god historie. Derudover er der subtile kommentarer til mænds seksualiserende blik, som når dokumentaristen zoomer ind på Veronika Katinkas røv!

Based on a true story

Der er tale om en historie, som er tæt på manuskriptforfatterens eget liv. Hun har selv dobbeltdiagnosen skizofreni og bipolar lidelse, og digteren er hendes alter ego.

Titlen ”Min Kamp” er således ikke en reference til Hitlers berygtede skriverier, men den norske forfatter Karl Ove Knausgaards litterære autobiografiske værk.

Serien er Anna Juuls måde at svare på spørgsmålet: Hvordan lever man med en alvorlig sygdom som skizofreni?

Hendes måde at håndtere svær psykisk sygdom er humor. Det er den prisme, som hun ser verden igennem, og komikken holder hende i live, som hun har sagt til Alt for Damerne.

Hun anvender ironi og selvironi for at leve med en svær sindslidelse som skizofreni. Og som seer stiller man sig ofte spørgsmålet – gemmer Veronika Katinka/Anna Juul ikke sig selv ved brugen af ironisk distance som virkemiddel?

Svaret får man i en rørende afslutning, som jeg ikke vil afsløre mere af, men som rummer noget ægte, trist, vildt tragisk og vildt komisk, som er seriens store styrke.

Mangler forklaring på skizofreni

Et kritikpunkt ved serien er dog, at man ikke bliver meget klog på, hvad skizofreni egentlig er for en sygdom.

For skizofreni er en svær sindslidelse med alvorlige symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger.

Omvendt gør serien op med de stereotyper, man oftest ser med skizofreni og bipolare i film og serier, som sindssyge mordere eller som en stakler, der skal redde sig ud af sygdommen ved at møde en mand/kvinde, der kan rumme dem og blive frelst af kærligheden.

”Min Kamp” er morsom, rørende og tragikomisk i ordets bogstavelige forstand. I TV-serien tackles svære emner som psykisk sygdom og ensomhed.

Den er klart bedst, når seeren er ved at græde af grin -  bogstavelig talt. Veronika Katinka-karakteren udspringer af Den Korte Radioavis, og for fans af det show er der i “Min Kamp” gæsteoptrædener af både Frederiks Cilius, Rasmus Bruun og Mathias Helt.

 

’Min kamp’. Serie. Instruktør: Glen Bay Grant Medvirkende: Anna Juul, Dulfi Al-Jabouri, Sara Fanta Traore, Simon Bonde, Tina Gylling. Spilletid: 4 afsnit a 20-30 minutter. Premiere: Kan ses på DR og streames på dr.dk.

Edyson Rajanayagam (født 1984) er uddannet sociolog.


Flere artikler om emnet