Annonce

Nostalgisk gensyn med en 90er-generationens tv-helte

Genoplivningen af Beverly Hills er et nostalgisk, hyggeligt, men også lidt sørgeligt gensyn med nogle af 90’ernes store kulturelle ikoner.
90’erne var på alle måder et fremragende årti. Muren var faldet, Sovjetunionen brød sammen, og der var økonomisk fremgang og optimisme over hele linjen. Danmark vandt EM i fodbold og Bjarne Riis vandt touren. Musikalsk toppede det med både euro-dance, britpop og grunge. Og politisk var det et helt fantastisk årti med folk som Bill Clinton, Blair og Nyrup i førersædet og socialdemokratiske regeringer i hele Europa. Om man så forsøger, kan man ikke sætte mange fingre på 90’erne.

På tv-fronten er det svært at pege på noget, som popkulturelt er mere ikonisk for 90’erne end ungdomsserien Beverly Hills 90210 - serien der fulgte de to tvillinger Brandon og Brendas og deres liv blandt de rige og berømte i Los Angeles-bydelen med det der er blevet verdens mest berømte postnummer.

Den oprindelige serie har kastet et væld af såkaldte spin-offs af sig og satte standarden for, hvordan man lavede ungdomsserier. Beverly Hills 90210 har i øvrigt kørt uafbrudt i 27 år på TV2.

Det er lidt ligesom Klovn

I anledning af 30-året for den første sæson af Beverly Hills har tv-stationen Fox lavet en kort revival af serien på seks afsnit med titlen ”BH90210”, som herhjemme kan ses på TV2.

I den nye serie følger man skuespillerne, der spiller voldsomt karikerede udgaver af sig selv. Således er Jason Priestly (Brandon) en aggressiv, ikke særlig anerkendt tv-instruktør, Jennie Garth (Kelly) en tre gange fraskilt kvinde, der stadig kæmper med at blive anerkendt, Tori Spelling (Donna) en falleret reality-stjerne på evig jagt efter penge, Gabrielle Carteris (Andrea) er formand for skuespillernes fagforening ”Actors Guild of America”, der kæmper med at acceptere alderen, mens Brian Austin Green (David Silver), der i virkelighedens verden er gift med stjerneskuespilleren Megan Fox, er gift med en popstjerne og nu bare lever livet som hjemmegående far.

Det er den samme opskrift, som man kender fra den amerikanske tv-serie Curb Your Entusiasm og herhjemme bedst er kendt fra Klovn, hvor Frank Hvam og Casper Christensen jo også spiller sig selv.

En række af de øvrige skuespillere fra serien er i øvrigt med i små gæsteroller.

Om tabt stjernestatus og jagt på ungdom

Mens den oprindelige serie havde held til at sætte forskellige emner som sex, parforhold, spiseforstyrrelse, stofmisbrug, homoseksualitet, racisme og AIDS på dagsordenen, så er omdrejningspunktet i den nye serie stjernestatus og ikke mindst at have mistet den igen.

I serien mødes skuespillerne til en 30-års-reunion for serien på et hotel i Las Vegas, og efter en våd aften beslutter de sig for at genoplive serien. Nogle fordi de mangler penge, andre fordi de bare gerne vil genleve ungdommens højdepunkt.

Man generer nok ingen af skuespillerne ved at konstatere, at Beverly Hills var toppen af deres karriere – og at mange af dem har levet højt på den bølge siden, selvom det er 20 år siden, at det sidste afsnit kørte over skærmen.

Seriens store styrke af skuespillernes selvironi i forhold til deres egne karrierer. Og så er der naturligvis ikke et øje tørt, da første afsnit slutter med en afsked til den oprindelige series bad boy Dylan, Luke Perry, der døde tidligere i år, blot 52 år gammel.

Der er kun lavet seks afsnit er BH90210, og hvis man var fan af den oprindelige serie, så er den et sjovt, men også lidt sørgeligt gensyn med nogle af 90’er-generationens rollemodeller. For ligesom serien forsøger at genoplive en ungdom, så er det også tydeligt, at mange af skuespillerne har forsøgt at holde sig unge ved hjælp af kirurgi – og det er altså ikke faldet lige heldigt ud for alle.


”BH90210”. Med: Gabrielle Carteris, Shannen Doherty, Jennie Garth, Brian Austin Green, Jason Priestly, Tori Spelling, Ian Ziering.

Kan streames på C More og TV 2 Play samt ses på TV Zulu hver fredag

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet