S-kandidat kan blive væltet efter angreb på gravid borgmester

En socialdemokratiske folketingskandidats fremtid skal nu diskuteres af hans opstillingskreds, efter at han angreb partikollega for at blive gravid med donor.
Foto: Pressefoto
Simon Simonsen (S), BR-medlem og folketingskandidat
Den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsens vil formentlig alligevel ikke være at finde på stemmesedlen, når der kommer folketingsvalg. Hans opstillingskreds i København vil mandag diskutere om de fortsat har tillid til kandidaten, meddeler kredsformand Carlo Søndergaard i en mail til partiets medlemmer, som Netavisen Pio er kommet i besiddelse af.

Det sker på baggrund af en sag, hvor Simon Simonsen kaldte nyheden om, at Roskildes socialdemokratiske borgmester, Joy Mogensen, er blevet gravid efter kunstig befrugtning med en anonym sæddonor, for en tragedie af shakespearske dimensioner. "Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved," skrev han i et opslag på Facebook.

Udtalelser som han senere gentog og udbyggede i flere medier, blandt andet på Radio 24/syv, hvor han blandt andet sagde, at "han ikke ønskede at mænds sæd blot skulle være en handelsvare".

 

Udtalelser som en lang række fremtrædende socialdemokratiske medlemmer valgte at tage offentligt afstand fra, herunder partiformand Mette Frederiksen, der i et opslag på Facebook skrev om Simonsen angreb, at: ”Det er for mig helt uforståeligt. Ikke alene er det et politisk synspunkt, der er langt fra Socialdemokratiets. Det er også et uhørt angreb på en kollega.”.

 

”Det har Simon ikke ønsket”

Og det får altså nu Socialdemokratiet i Indre By, der har opstillet Simon Simonsen, til at reagere. I brevet fra kredsformanden til medlemmerne, gør kredsformanden det klar, at han ikke mener at folketingskandidaten har været interesseret i at finde en løsning. I brevet står der følgende:

”Alle dele af partiorganisationen har forsøgt, at få Simon til at slette opslaget, eller undskylde, hvis han var blevet misforstået - det har Simon ikke ønsket.

Der har været afholdt flere samtaler og møder i ugens løb med Simon, også for at Simon ikke skulle deltage i mediernes dækning af emnet - det har Simon ikke ønsket.

Der har været arbejdet på løsning af den uheldige sag - det har Simon ikke ønsket.”

Kredsformanden skriver desuden, at en lang række medlemmer har kontaktet partiet og entydigt taget afstand fra Simon Simonsens udtalelser. Og derfor får det nu konsekvenser:

”Det handler også - og særligt - om kredsen troværdighed i partiet og blandt medlemmerne, og om stillingtagen og handling i processen. Kredsens seriøse arbejde omkring kredsens folketingskandidat, er blevet væsentligt besværliggjort af denne sag.”

Derfor er der indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde i morgen, mandag den 6. maj, hvor bestyrelsen skal tage stilling Simon Simonsens fortsatte folketingskandidatur og i fald der ikke er tillid, at der skal indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

Kandidat er "overrasket"

Simon Simonsen selv er ”meget overrasket” over, at sagen er kommet hertil. Det siger han i en kommentar til TV2, hvor han kalder det bekymrende, at man vil droppe ham på den baggrund.

”Derfor står jeg nu tilbage med en bekymring på egne vegne, men også på partiets vegne, i forhold til hvor meget vi kan diskutere. Jeg mener, at der skal være plads til at udvikle vores politik. Og jeg mener også, at vores demokratiske sindelag kan være i fare, siger han til tv-stationen.

48-årige Simon Simonsen er også valgt til Københavns Borgerrepræsentation.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Hvor højt er der til loftet i S? skal jeg være bekymret?