Annonce

S og DF klar med hjælpepakke til 38.000 forsikringsløse boligejere

Kunder, som blev klemt af forsikringsselskabet Quodos’ konkurs i december, skal hjælpes, mener de to partier
Der er hjælp på vej til godt 38.000 borgere, der står uden ejerskifteforsikring og/eller byggeskadeforsikring på grund af en konkurs hos forsikringsselskabet Quodos.

Fra 1. januar er forsikringskunder, der rammes af konkurs, fremadrettet hjulpet af en ny lov, der sikrer forsikringskunder i konkurs-situationer. Men Quodos gik konkurs blot tolv dage før loven trådte i kraft. Men nu er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gået sammen om at foreslå en hjælpepakke til de godt 38.000 boligejere, der er kommet i klemme:

så håber vi, at der hurtigst muligt kan laves en aftale

”Jeg har bedt erhvervsministeren indkalde den finansielle forligskreds, som traditionelt har lavet aftaler i forsikringssager a la den foreliggende, og så håber vi, at der hurtigst muligt kan laves en aftale, der kan hjælpe de her uheldige forsikringstagere,” siger Morten Bødskov til Netavisen Pio.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti går efter en aftale, der sikrer, at de berørte boligejere får fuld dækning i den periode, de har tegnet forsikring for.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby understreger, at Quodos’ kunder også bør omfattes af dén lov, der trådte i kraft 1. januar:

”I Dansk Folkeparti ser vi gerne, at de berørte husejere, som desværre kom i den her situation få dage før loven trådte i kraft, også bliver omfattet,” siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, til DR Nyheder.

Den finansielle forligskreds består af regeringspartierne og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, de radikale og SF.

Loven, der sikrer forsikringskunder fremadrettet, blev til i kølvandet på to andre konkurssager, hvor konkurser i Husejernes Forsikring og Alpha Insurance gjorde boligejere dækningsløse.

De ramte boligejere har som normalt ikke mulighed for at tegne en ny forsikring efter en konkurs. Men i de to tidligere konkurser fik boligejerne helt usædvanligt mulighed for at tegne en ny forsikring i et andet forsikringsselskab.

Men Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti foretrækker, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber hjælper de nødstedte boligejere ved at lade Quodos' kunder blive omfattet af den nye sikkerhedsnet-lov.

Socialdemokratiet forventer, at det vil koste i alt 200 millioner kroner at overtage Quodos' kunder. Pengene hentes i Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som alle danske forsikringskunder betaler et mindre gebyr til, når de tegner nye forsikringer.

Opdateret 16.02.2022 som led i afdækning af citat-skik

Fakta om ejerskifteforsikring

  • En ejerskifteforsikring dækker uforudsete skade.r Den dækker skader, der ikke står i tilstandsrapporten, og som køber ikke kendte til på overtagelsestidspunktet.
  • I 2015 varierede prisen på en ejerskifteforsikring fra 8.000 kroner til ca. 45.000 kroner.
  • Er boligejeren utilfreds med afgørelsen fra forsikringsselskabet, er det muligt at klage til Ankenævnet for Forsikring.
  • Kilde: Boligejer.dk og dr.dk

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet