Annonce

S-profil skifter til ejendoms­mægler­branchen

Tidligere folketingsmedlem Ole Hækkerup skal fremover være direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Ole Hækkerup, der er tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, skal fremover være administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

”Jeg er utroligt glad for at være kommet til Dansk Ejendomsmæglerforening. Det betyder et skifte i mit liv væk fra parlamentarisk politik. Jeg glæder mig til politik på en anden måde, og ikke mindst at få mæglernes erfaring og viden bragt i spil,” siger han i en pressemeddelelse.

I Dansk Ejendomsmæglerforening, der er brancheorganisation for ejendomsmæglere og ejendomsmæglervirksomheder, bliver Ole Hækkerup chef for omkring 25 medarbejdere.

Ole Hækkerup har ind til nu været ansat i det københavnske lobby-bureau Grace PA, hvor han har titel af Senior Public Affairs Consultant. Han tiltræder officielt 1. oktober.

Ole Hækkerup har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet.

Stopper som kandidat
Ole Hækkerup sad i folketinget i to perioder, første gang fra 1998-2001 og i anden omgang fra 2007 til 2015, hvor han ikke blev genvalgt. Han var desuden medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden fra 2006-2007.

Ole Hækkerups nye job betyder også, at han stopper som folketingskandidat i Ringstedkredsen i Region Sjælland. Det skriver han i en kommentar på Twitter.

placeholder


47-årige Ole Hækkerup kommer fra Danmarks største politiske familie, som blandt andet tæller en tidligere udenrigsminister Per Hækkerup (Oles farfar), tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup (onkel), tidligere folketingsmedlem Klaus Hækkerup (far), tidligere justitsminister og nuværende Landbrug & Fødevaredirektør Karen Hækkerup (hustru) samt nuværende folketingsmedlem Nick Hækkerup (bror). Alle for Socialdemokratiet.

Privat bor han i Dragør sammen med hustruen Karen og tre børn.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet