Annonce

SF: Støjberg har groft manipuleret med os

SF's Karsten Hønge kalder det "grov manipulation" når Inger Støjberg sammenligner landbrugspraktikanter fra Ukraine med universitetsuddannede læger.
”Støjberg er afsløret i ren manipulation”.

Sådan konkluderer SF’s politiske ordfører og medlem af beskæftigelsesudvalget, Karsten Hønge, over for Netavisen Pio – efter at et notat fra Styrelsen for Rekruttering og Integration, SIRI, afslører, at udlændingeminister Inger Støjberg (V) under et samråd onsdag i Folketingets beskæftigelsesudvalg hævede, at man kunne sætte lighedstegn mellem ordningen for landbrugspraktikanter, som først og fremmest benyttes af ukrainere, og en ordning for ”sundhedspraktikanter”.

Under samrådet argumenterede ministeren for, at det ikke handler om at skaffe billig arbejdskraft til landbruget, når regeringen ønsker at lempe kravene til ordningen for landbrugspraktikanter fra lande uden for EU markant. Det handler alene om, at regeringen ønsker ”at ensrette kravene til praktikanter”.

”Praktikanter på det grønne område skal opfylde skrappere krav end praktikanter på andre områder, for eksempel  end hvis man vil arbejde på sundhedsområdet. Det synes jeg ikke er fair,” lød det fra Inger Støjberg under samrådet.

Sammenlignede læger med landbrugspraktikanter

Netavisen Pio har bedt Udlændingeministeriet opklare, hvad det er for ”sundhedspraktikanter”, ministeren sammenlignede landbrugspraktikanterne med under samrådet.

Det viser sig, at dokumentationen består i omtalte notat fra SIRI, og heraf fremgår det, at ”Sundhedspraktikanterne” er færdiguddannede læger eller næsten færdiguddannede læger og i enkelte tilfælde universitetsuddannede forskere.

Det fremgår også, at lægerne skal være godkendte som lægeuddannede efter det der tidligere hed Lægeloven, nu Autorisationsloven. Desuden skal læge-praktikanter vedvarende overvåges af lægefagligt personale under hele praktik-opholdet. De må altså ikke arbejde på egen hånd.

Ønsker markante lempelser

På den baggrund føler Karsten Hønge sig godt og grundigt snydt:

”Nu letter tågerne. Nu forstår vi, at Støjbergs påståede "sundhedspraktikanter" i virkeligheden er læger. Udvalget er blevet udsat for grov manipulation. Derfor indkalder jeg ministeren i et nyt samråd, hvor hun må forklare, hvordan i alverden hun kan finde på at påstå, at landbrugspraktikanter med få måneders erfaring fra en lokal landbrugsuddannelse fra Ukraine kan sammenlignes med universitetsuddannede læger fra Tyskland. Nu får ministeren chancen for at beklage de misvisende informatioer, hun gav os i onsdags,” siger Karsten Hønge.

Baggrunden for samrådet var, at regeringen ønsker at lempe kravene til landbrugspraktikanter markant. En lempelse som et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF siger nej til, fordi partierne mener, at øvelsen alene går ud på at skaffe billig arbejdskraft til landbruget.

Regeringen ønsker at lempe kravene til landbrugspraktikanter på fire områder: Man ønsker at afskaffe en sprogtest, man vil afskaffe kravet om, at landbrugspraktikanten er under uddannelse, man vil sætte alderskravet op fra de nuværende 30 år til 35 år, og man vil give tilladelse til at praktikantopholdet forlænges med seks måneder til 18 måneder.

Stigende antal ukrainere

Udlændingeministeriet oplyser over for Netavisen Pio, at langt-langt hovedparten af de nuværende landbrugspraktikanter kommer fra Ukraine. Nemlig 1.421 ud af 1.468 i 2017.

19 af de 1.468 kommer fra Thailand og ni fra Brasilien.

Det fremgår også, at antallet af landbrugspraktikanter fra Ukraine er pænt stigende. Alene i første havldel af i år er der kommet 811 fra Ukraine i landbrugspraktik i Danmark. Fortsætte det på samme måde året ud, vil der er altså komme godt 1.600 ukraniske landbrugspraktikanter til Danmark i 2018.

Udlændingeministeriet meddeler, at "det ikke er muligt at få en kommentar fra" udlændingeminister Inger Støjberg til sagen.

Fakta: Hønges samrådsspørgsmål

Her er Karsten Hønges samrådsspørgsmål til udlændingeminister Inger Støjberg:

 

Vil ministeren redegøre for, på hvilket fagligt grundlag sammenligningen mellem landsbrugspraktikanter og praktikanter i sundhedsvæsenet er foretaget, jf. udtalelse på samråd 28/11-2018? 

Vil ministeren redegøre for, hvad betegnelsen udenlandske ”sundhedspraktikanter” dækker over? 

Vil ministeren redegøre for udviklingen i, hvor mange udenlandske sundhedspraktikanter, der optræder i sundhedsvæsenet på indeværende tidspunkt, samt hvorhenne disse er beskæftiget. Hertil efterspørges både oplysninger om arbejdsplads, funktion og geografisk placering.

Opdateret kl. 15.20 med samrådsspørgsmålene.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet