Annonce

Efterlyste øget indsats mod social dumping på byggepladser - nu sker der noget

"Det er unfair konkurrence, at der er nogle lommer, hvor reglerne bliver brudt systematisk,” siger beskæftigelsesminister
Foto: Colourbox
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) blæser nu til kamp mod omfattende social dumping og et kriminelt arbejdsmiljø på danske byggepladser.

Ministeren har indkaldt Folketingets partier til forhandling om en aftale, der med vidtgående sanktioner, hævede bødetakster, skærpet kontrol og flere muskler til Arbejdstilsynet, skal give blakkede arbejdsgivere kamp til stregen.

De oplever, at nogle andre snyder, og at det ikke har konsekvenser

“Vi har rigtig mange arbejdsgivere, som overholder reglerne. De oplever, at nogle andre snyder, og at det ikke har konsekvenser. Det er unfair konkurrence, at der er nogle lommer, hvor reglerne bliver brudt systematisk,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til Politiken.

3F’s forbundsformand, Henning Overgaard, glæder sig over ministerens initiativ. 3F efterlyste så sent som i sidste uge en styrket indsats mod social dumping :

“Det er en god nyhed og ganske fornuftigt, at beskæftigelsesministeren indkalder til forhandlinger om en aftale med vidtgående sanktioner overfor social dumping. Det er der virkelig behov for derude, hvor vi desværre ser en stor kreativitet og opfindsomhed, når det kommer til at omgå love og regler og udnytte andre mennesker til billig arbejdskraft,” siger Henning Overgaard, forbundsformand i 3F.

3F: Tre konkrete tiltag

Står det til 3F, er der flere konkrete tiltag, som vil give en ny aftale ordentlig slagkraft overfor de kriminelle på arbejdsmarkedet.

et opgør med falske selvstændige indenfor byggebranchen og kurer- og budbranchen

“I 3F ser vi gerne, at man udelukker virksomheder, der begår social dumping, herunder blacklistning ved kommende udbud. Alt for ofte får virksomheder med en kedelig historik opgaver på offentlige byggerier. Dertil skal der være et opgør med falske selvstændige indenfor byggebranchen og kurer- og budbranchen. Og der er brug for et permanent og markant løft af økonomien til indsatsen mod social dumping,” siger Henning Overgaard.

Malerforbundet skriver i anledning af ministerens udmelding på det sociale medier X, at “der er brug for langt mere kontrol, hårdere straffe og skærpede regler. Arbejdskriminalitet bliver mere og mere udbredt. Det er uacceptabelt, at udenlandske arbejdere udnyttes og arbejder under dødsensfarlige forhold.”

Stort arbejdspres og højt tempo

Aalborg Universitet udgav sidste år en forskningsrapport om migrantarbejderes vilkår på danske byggepladser.

Rapporten viste blandt andet, at migrantarbejdere på danske byggepladser udsættes for stort arbejdspres. Kravet om højt arbejdstempo er udbredt.

Rapporten afdækkede også, at migrantarbejdere og danskere på samme byggepladser bevidst holdes adskilt, og at bolig knyttet til jobbet gør, at migrantarbejdere ofte accepterer dårlige arbejdsforhold af frygt for at blive hjemløse.

Rapporten afslørede, at der er mange eksempler på, at arbejdsgivere presser migrantarbejdere til at holde arbejdsskader skjult. Kun hver femte migrant-arbejdsskade indberettes til myndighederne.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet