Annonce

Socialdemokratiet vil give de udsatte børn et løft

Flere pædagoger og ressourcer skal målrettes de allermest udsatte børn og familier, lyder det i nyt udspil fra Socialdemokratiet.

Alle børn skal automatisk skrives op til daginstitution, særligt udsatte og sårbare børn skal tildeles det dobbelte i ressourcer, flere pædagoger til vuggestuer i udsatte områder og mål for flere uddannede pædagoger.

Det er nogle af forslagene, som Socialdemokratiet kommer med i et nyt samlet børne- og socialudspil ”Altid på børnenes side”, som præsenteres lørdag på partiets kongres i Aalborg.

Målet med udspillet er at bryde den negative sociale arv og give alle børn lige muligheder til at vokse op og få sig en god tilværelse. Og det arbejde starter allerede i vuggestuer, dagpleje og børnehaver, lyder det fra socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Samlet set, så er det her det første samlede bud på, hvordan vi kan bryde mønstre blandt de svageste og mest udsatte, blandt andet ved at styrke indsatsen i de allertidligste år i barnets liv, så vi sikrer, at det ikke er på grund af dårlige forældre, at de første år i barnets liv ikke bliver så gode som overhovedet muligt,” siger hun til Netavisen Pio.

Progressiv velfærdspolitik
Blandt andet skal der flere pædagoger i institutioner med mange udsatte børn, foreslår partiet.

”Kigger vi rundt på landets daginstitutioner, så kan vi se, at der er alt for stor forskel på, hvor mange voksentimer der er til rådighed i forhold til antallet af børnesager. Det betyder, at der er mindre tid til det enkelte barn”.

Socialdemokratiet foreslår blandt andet, at man laver såkaldte mobilitetspladser, som skal give ekstra ressourcer til de mest udsatte. Det er et opgør med den universelle velfærdsmodel, hvor alle behandles ens og har ret til de samme ydelser.

”Vi har i opbygningen af velfærdssamfundet historisk set været rigtigt gode til at indrette et system for, hvordan vi skaffede pengene ind på en retfærdig måde, med en progressiv beskatning, som sikrer, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Det vil vi gerne vende rundt, så det er dem, der har det største behov, der får mest,” fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil om forslaget.

Flere redskaber i værktøjskassen
Endelig foreslår partiet, at man udbreder ordningen med familiepædagoger, som skal supplere den kommunale sundhedsplejerske.

”Ideen kommer fra de faglige organisationer på det pædagogiske område, som har ønsket flere redskaber i værktøjskassen til at løse problemer ude i familierne, hvor sundhedsplejerskerne ofte er kommet til kort, når problemerne ikke har været rent sundhedsfaglige, men af en mere pædagogisk art,” siger hun.

”Sundhedsplejerskerne har været rigtigt gode til at lave en indsats for de 1-2 procent mest udsatte, men der har manglet værktøjer til at håndtere de 2-10 procent, der ligger i den næstmest udsatte gruppe,” slutter hun.

Fagforening: Det er der hårdt brug for
Udspillet fra Socialdemokratiet bliver pænt modtaget hos for pædagogernes fagforening BUPL, der længe har efterspurgt et større fokus på området.

”Der er nogle rigtigt gode forlag i udspillet, som kan få afgørende betydning for, at vi kan løfte kvaliteten på daginstitutionsområdet til gavn for alle børn, men ikke mindst de børn, der er i udsatte positioner. Og det er der hårdt brug for. Hele børneområdet har været underlagt benhårde besparelser i en årrække, så der er et stort behov for en genopretning,” siger Elisa Rimpler Bergmann, som er forbundsformand for BUPL, til Netavisen Pio.

Hun mener, at udspillet, hvis det bliver gennemført, vil have en god effekt i forhold til at løfte de svageste børn.

 ”Effekten vil blandt andet kunne ses i forhold til den pædagogiske læreplan, som pædagoger og ledere skal realisere de kommende år. Og det er altså intelligente velfærdsinvesteringer, når man understøtter børns liv og trivsel, for det er grundlaget og byggesten for resten af deres liv. Alle børn fortjener en god start og dygtige pædagoger,” siger hun.

Mange af hendes medlemmer oplever, at de ikke har tid i hverdagen til at løfte arbejdet med de mest udsatte.

”En undersøgelse, som BUPL har gennemført for nylig, viser, at 75 procent af pædagogerne oplever, at de har svært ved at løfte opgaven med at nå rundt om og understøtte børn i udsatte positioner, simpelthen fordi de mangler tid. Derfor er forslaget om sociale normeringer helt rigtigt set”.

Hun tager også positivt imod forslaget om at hæve antallet af uddannede pædagoger på daginstitutionsområdet. Men det hele kræver, at der følger de nødvendige penge med.

”Skal vi øge kvaliteten, så kræver det en stærk faglighed på området. Og derfor er målet om at se på antallet af uddannede pædagoger i daginstitutionerne rigtigt godt og rigtigt vigtigt. Jeg er selvfølgelig spændt på at se, hvordan økonomien bag det her hænger sammen, men forslagene er gode og helt sikkert noget, som vi gerne vil indgå i et samarbejde om,” slutter hun.

Socialdemokratiet foreslår:
·         Automatisk opskrivning i dagtilbud for alle børn. Hvis man som forælder fravælger den tildelte plads, skal der følges op med information og en indsats med besøg fra en familiepædagog, og i sidste ende kunne pålægges, at man sender sit barn i vuggestue.

·         Mobilitetspladser til de mest sårbare. Særligt udsatte og sårbare børn skal allerede inden de fylder 1 år kunne tildeles en ”mobilitetsplads”, der tæller dobbelt i ressourcer. Og dermed vil kunne få kompenseret for en del af den omsorg og opmærksomhed, de har manglet derhjemme.

·         Flere pædagoger i institutioner med mange udsatte børn. Opgaven er simpelthen større i en vuggestue eller børnehave med mange børn fra hjem med sociale udfordringer. Det kræver flere hænder og flere kompetencer, hvis de skal have samme muligheder for at udvikle sig som andre børn. Derfor vil vi bygge oven på de sociale normeringer, som allerede er blevet indført.

·         Mål for andelen af uddannet personale. Alle børn, men især de udsatte, har gavn af at være i en daginstitution med en høj faglighed. Der skal stadig være plads til medhjælpere, men det faste personale i dagpleje, vuggestuer og børnehaver bør have en pædagogisk uddannelse. I samarbejde med kommunerne vil S fastsætte mål for andelen af uddannet personale i landets dagtilbud.

·         At udbrede ordninger med familiepædagoger, hvor pædagogen kommer i hjemmet i tæt samarbejde med sundhedsplejen, så vi sætter tidligere ind og bygger bro til vuggestuen.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet