Socialdemokratiets store hovedpine - “kun et sikkert våben mod SF”
Socialdemokratiets store hovedpine - “kun et sikkert våben mod SF”
Ikke blot Socialdemokratiet, men også partierne i blå blok bør frygte SF, der har udviklet en særlig dansk form for venstrepopulisme, mener politisk kommentator

Mette Frederiksen (S), statsminister og Pia Olsen Dyhr (SF), formand
Socialdemokratiets store hovedpine er ikke mindst et SF, der buldrer frem. Men SF bør ikke bare bekymre Socialdemokratiet. Selv de blå partier bør tage sig i agt for folkesocialisternes succes.
Det skyldes, at SF har udviklet en helt særlig form for venstrepopulisme, som det kan være svært at hamle op med. Det mener Berlingskes politiske kommentator Bent Winther.
Han hæfter sig ved, at SF's store fremgang hidtil er blevet udlagt og forklaret med et voldsomt frafald af utilfredse socialdemokratiske vælgere, som er søgt mod især SF i kølvandet på dannelsen af SVM-regeringen.
Frafaldet skyldes afskaffelsen af store bededag, en vrede over, at Socialdemokratiet sidder i regeringen med den hidtidige fjende, Venstre, og en vrede over lettelser af topskatten.
Feel good på alle hylderne
Men ifølge Bent Winther er det ikke hele forklaringen, for SF og dets formand Pia Olsen Dyhr trækker også vælgere til fra andre partier - også blå partier afleverer stemmer til SF:
“Partiet (SF, red.) har det seneste år udviklet sin egen særlige platform. En særlig dansk venstrepopulisme kunne man kalde den. Løfter, som savner solid økonomisk realisme, men har meget stærk appel til vælgerne.”
Bent Winther mener, at SF har udviklet en politik med ‘feel good’ på alle hylderne.
Han nævner som eksempel, at Pia Olsen Dyhr under Folkemødet på Bornholm i sidste uge gjorde sig til talsmand for, at der ikke må være noget loft over regningen for det gode børneliv:
så er vi parat til at bruge alle de penge, det kræver
“Tænk, hvis vi turde sige: Det gode børneliv har ikke nogen pris. Tænk, hvis vi turde sige, at når det kommer til vores børns og unges trivsel, så er vi parat til at bruge alle de penge, det kræver,” lød det fra Pia Olsen Dyhr.
SF’s formand foreslog, at man skelede til de øvrige nordiske lande, hvor forældre i Sverige kan tage fri i langt videre omfang for at passe syge børn, end danske forældre kan. At man ser til Island, hvor der gives tilskud til børns fritidsinteresser. Eller lader sig inspirere af Finland, hvor skolebørn får et dagligt måltid varmt mad.
Bent Winther nævner, at SF står et helt andet sted end Socialdemokratiet i debatten om arbejdstid. Herfra lyder ‘feel good’-melodien, at mennesket kommer i første række, arbejdet kommer i anden række.
tænke grundigt over, hvordan i alverden Socialdemokratiet tackler SFs store fremgang
Bent Winther konkluderer, at Socialdemokratiet derfor må bruge sommeren til at at tænke grundigt over, hvordan i alverden Socialdemokratiet tackler SFs store fremgang.
Går Socialdemokratiet for hårdt til Pia Olsen Dyhr & Co., vil Socialdemokratiet fremstå for blåt. Går man til SF på en mere blød måde, så vil tacklingen næppe virke, lyder Winther-analysen.
S offer for egen succes
Spørger man politisk kommentator, chefredaktør på Netavisen Pio, Niels Jespersen, står Socialdemokratiet ganske rigtigt i en meget vanskelig situation:
På en måde er Socialdemokratiet ramt af deres egen succes
“På en måde er Socialdemokratiet ramt af deres egen succes. Vælgerne er ikke længere særligt optagede af udlændingepolitik. Når Socialdemokratiet kritiserer SF, så understreger det bare, hvorfor mange progressive vælgere bedre kan lide SF’s politik.”
Niels Jespersen understreger, at SF siger og mener dét om velfærd og miljø, som S-vælgere gerne vil høre. Og det gør bestemt ikke sagen nemmere for Socialdemokratiet:
“Pia Olsen Dyhr begår ingen fejl. Hun er meget strategisk med sin kritik af S. Det handler om velfærd og miljø. Der hvor de socialdemokratiske vælgerne er mere enige med SF, end med regeringen. Og hvad er det værste, der kan ske ved at stemme SF? At Mette Frederiksen bliver statsminister i en rød regering? Det skræmmer få S-vælgere.”
Ét sikkert skud i bøssen: Ansvarets åg
Socialdemokratiet har ét sikkert skud i bøssen i forhold til SF, mener Niels Jespersen, og det er at give SF del i regeringsmagten:
Nemlig at føre dem under ansvarets åg
“I sidste ende har Socialdemokratiet kun et sikkert våben mod SF. Nemlig at føre dem under ansvarets åg. Men det er præcist, hvad Pia Olsen Dyhr ønsker: At komme i regering.”
Ikke blot blev SF større end Socialdemokratiet ved valget til Europa-Parlamentet tidligere på måneden, men landspolitisk ånder folkesocialisterne nu også Socialdemokratiet lige i nakken: Ifølge Voxmeter for Ritzau mandag står Socialdemokratiet til 19,4 procent af stemmerne - svarende til 34 mandater, mens SF står til 16,9 procent - svarende til 30 mandater.
Tilføj kommentar