Annonce

Socialdemokratisk regionsrådsmedlem ny folketingskandidat

Regionsrådmedlem Maria Gudme er fredag aften valgt som ny folketingskandidat i Nordsjælland.
Socialdemokratiets hovedbestyrelse har fredag aften valgt regionsrådsmedlem Maria Gudme som ny folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds.

Der var blevet nødvendigt, fordi de seks opstillingskredse i Nordsjælland alle har opstillet mænd, og så foreskriver partilovene, at hovedbestyrelsen skal vælge en ekstra kandidat som er kvinde.

Valget var enstemmigt.

"Jeg er meget glad og stolt over at hovedbestyrelsen har vist mig den tillid,. Jeg får rigtigt travlt med at komme i gang ned kampagnearbejdet. Det glæder jeg mig rigtigt meget til," siger hun i en kommentar til Netavisen Pio.

Den nyslåede kandidat vil ikke spå om sine egne chancer, men hun har ingen intention om bare at stå på stemmesedlen.

"Jeg ved jo fra sidste valg (kommunal- og regionsvalget) at hver eneste stemme tæller, og der skal arbejdes rigtigt hårdt for den tillid, som hver eneste stemme er udtryk for. Men der er ingen tvivl om, at jeg går ind i det her med ambitionen om at blive valgt.

"Hvis jeg bliver valgt, så vil jeg gerne tage et opgør med det pres min generation og mange andre oplever. Særligt den mistrivsel der er blandt unge. Men også det pres vi mærker  på kernevelfærden. Sundhedsvæsnet er generelt et godt eksempel på, at der er skåret mere end hvad det kan holde til. Vi har en kæmpe opgave som parti i at holde fast i lige og tilgængelig kernevelfærd," siger hun og tilføjer, at hun selv er nært pårørende til en i psykiatrien. "Derfor det psykiatriske område vigtigt for mig, ud over at være en socialt indigneret socialdemokrat."

29-årige Maria Gudme, blev valgt til regionsrådet i Region Hovedstaden ved valget i 2017 og ved siden af regionsrådsarbejdet er hun kandidatstuderende i kommunikation, politik og administration på Roskilde Universitet. Hun er født i Nyborg på Fyn, men en del af barndommen og den tidlige ungdom boede hun i Allerød og Hørsholm, der begge ligger i det der nu er hendes opstillingskreds.

Socialdemokratiet fik tre valgt i Nordsjællands Storkreds ved sidste valg, men kun Nick Hækkerup genopstiller, så kampen om mandaterne er ganske åben.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet