Annonce

Statistisk umuligt for en mand at blive gift med en rig kvinde

Kun 4.603 kvinder tjener over en million efter skat, mens det samme gælder for 21.939 mænd. Der er mange kampe at kæmpe 8. marts.
(Advarsel: Ironi kan forekomme visse steder i dette indlæg)

Det er kvindernes internationale kampdag, og det er faktisk uretfærdigt. Der er mindst lige så meget brug for en mændenes internationale kampdag. For eksempel er det stort set umuligt for en mand at blive gift med en rig kvinde. Det er da forskelsbehandling, der vil noget.

Statistisk anomali
Jeg har nu brugt en mindre formue på at avertere efter (ugifte) kvinder med en årlig indkomst efter skat på en million kroner (gerne mere), der er interesserede i en middelslank mand i sin bedste alder. Men gæt hvad… Jeg kunne have sparet mig annoncekronerne. Den slags kvinder er en statistisk anomali.

Kun 4.603 kvinder tjener over en million efter skat, mens det samme gælder for 21.939 mænd

Tallene fra Danmarks Statistik taler sig eget tydelige sprog. På nedenstående diagram kan du se, at kun 4.603 kvinder tjener over en million efter skat, mens det samme gælder for 21.939 mænd. Det er kun 21 procent kvinder. Og overvej lige hvor mange af dem, der mon er ugifte.

Så mange henholdsvis kvinder og mænd tjener en million efter skat

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken, Tabel: INDKFPP3.

Skævheden i mænd og kvinders indkomst er udpræget. Det giver stof til eftertanke. Hvorfor mon langt flere kvinder frem for mænd stemmer på partier i rød blok? Mange mener gravalvorligt, at det er fordi de er kvinder, og derfor har mere empati, er mere omsorgsfulde, og tænker på børnene.

Den økonomiske egeninteresse
Vi må imidlertid afvise biologiske forklaringer. I gamle dage (1960’erne og før) stemte kvinder mere til højre. I dag (i stigende grad siden 1980’erne) stemmer kvinder mere til venstre. Eftersom kvinders biologi har ikke ændret sig, er det næppe forklaringen på deres stemmeadfærd.

I dag stemmer kvinder mere til venstre

Kvinder stemmer til venstre, fordi de har taget uddannelse (unge kvinder er bedre uddannede end mænd), og er kommet ud på arbejdsmarkedet, men får ikke lige så meget i løn som mænd. De stemmer til venstre, fordi det er i deres egen økonomiske interesse.

Jeg støtter kvindernes kamp for lige løn, men mest af egotropiske årsager:

Skulle der være nogle (ugifte) kvinder der læser dette, og som tjener over en million efter skat, så skriv straks. Alle fotosvar besvares. Fuld diskretion garanteres.

Balder Asmussen er gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. Læs flere analyser af Balder på bloggen Magt og Penge.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


Flere artikler om emnet