Støjberg langer ud efter Ellemann og Folketinget får to nye medlemmer

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til tirsdagens udgave af Netavisen Pios korte nyhedsoverblik på denne dag, hvor Danmark i skrivende stund spiller første kamp ved VM-slutrunden i Qatar mod Tunesien.

Arbejdet med at danne en ny regering har i dag været henlagt til Marienborg, nord for København, hvor alle partierne har været til temamøde om udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Efter mødet havde fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) inviteret alle partilederne til at se fodbold, men det blev ikke til noget.

"Regeringen har aflyst at se Danmarks kamp med de andre partier på storskærm på Marienborg på grund af manglende interesse," skriver Ritzau-journalist Jens Holt på Twitter.

placeholder

 

Støjberg langer ud efter Ellemann

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, langer ud efter Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som i weekenden på Venstres landsmøde sagde, at Venstre vil afsøge muligheden for at indgå i en regering hen over midten med Socialdemokratiet.

"Det er tilsyneladende sådan, at Jakob Ellemann hellere vil være i en regering med Mette Frederiksen som statsminister, end at han vil være en del af den blå opposition," siger Inger Støjberg til Ritzau.

Hun tilføjer, at det kan se svært ud at spotte et fælles blåt projekt, hvis Venstre går med i en regering med Socialdemokratiet.

Læs hele historien her.


Folketinget har i dag fået to nye medlemmer.

Leila Stockmarr er blevet godkendt som suppleant for Enhedslistens Rosa Lund i Folketinget, mens Karsten Filsø er godkendt som suppleant for SF's Signe Munk.
Det skriver Altinget.

Altinget skriver desuden, at Leila Stockmarr bliver rets, udlændinge- og ligestillingsordfører, mens Filsø bliver kommunal-, kirke- og indfødsretsordfører.

Rosa Lund er på sygeorlov, mens Signe Munk fortsætter på barselsorlov som hun også var før valget. Der var Karsten Filsø også hendes suppleant.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Blå blok består af NB, DF og LA samt K, ( V) ?? og så er der udløbere som M og DD, men kan blok politikken uddø
en gang for alle, så man har et folketing som er mere samlet vil det i min optik være godt. Tænk hvor megen spildtid de bruger på at bekrige hinanden og hakke løs. ofte spil for galleriet. Pernille Skipper taler om 70 doktrin for sit eget parti Ø, og hun har da ret. Venstre har ej heller fornyet sig de sidste 30 år, K ej heller, der står en stor opgave foran dem, Ellemann og Pape og deres partier.

Støjberg siger:
"det kan se svært ud at spotte et fælles blåt projekt, hvis Venstre går med i en regering med Socialdemokratiet".
Er Støjberg mon helt sikker på, at der skulle have været et hvis i den sætning.
Den forrige regering under Løkke led nærmest døden i et politisk klima, hvor støttepartierne hang rundt i skovens træer med ultimative krav i alle retninger, og hvor Løkke selv bogstaveligt talt opgav ævred. Det er jo nemt at sige borgerlig, men at enes om hvad det betyder i en bred folkelig forstand har vi til gode at se. Sammenbruddene i række af disse partier kom åbent til syne i valgkampen, hvor det egentlige projekt tydeligvis ikke var formuleret men alene bestod i at nedgøre Mette Frederiksen. Man manglede svar på, hvad et "borgerligt" alternativ for landet skulle bestå af. Denne åbenlyse mangel på visioner og politisk handleevne, bortset fra omfordeling til de rigeste 5%, har ført til en radikal ommøblering at stemmerne i det borgerlige landskab, og er erstattet af parkering af stemmerne på nogle kendte navne, der heller ikke har formået klargøre det politiske projekt.
Det vil være mit gæt, at denne tilstand er aldeles ustabil og vil ændres igen til næste valg. Især tror jeg, at Danmarks Demokraterne, der jo i hovedsagen er det gamle DF, kan risikere en hurtig borterodering, når vælgerne opdager, at indholdet er lige så blodfattigt og visionsløst, som deres manglende ideologiske indhold giver udtryk for.
Skal en opposition gøre sig gældende kræver det en bred folkelig tilslutning, der på seriøs vis tilgodeser brede grupper af befolkningen og som kan formidle budskabet gennem en stor personlighed.
Det er denne mangel på et folkeligt projekt der i dag får et stort flertal til at pege på Mette Frederiksen som statsminister, og i den forståelse savner Støjberg både et projekt og formatet.

Jamen Støjberg er jo heller ikke selv medlem af "de blå". Hun har jo sort blok sammen med Pernille Vermund og Alex Vanopslagh.

Annonce