Et spørgsmål, jeg jævnlig får, er, om det virkelig giver mening, at man som studenterforening på universiteterne mener, at der er lige rigeligt studerende - når nu det er dem, vi vil repræsentere?

Det er bestemt i de studerendes interesse, at optaget ikke øges

Svaret er, at det giver rigtig god mening, og det gør det, fordi det bestemt er i de studerendes interesse, at optaget ikke øges.

Det er i alles interesse ikke at øge optaget

Som konsekvens af masseuniversitetet har vi jo fået en massiv overproduktion af akademikere indenfor flere af universiteternes hovedområder, hvilket gør, at flere og flere kommer ud på et mere usikkert arbejdsmarked, hvor de kompetencer, de har fået fra universitetet, ikke bliver udnyttet, fordi behovet ikke er der. På den måde ender over 50 procent af dimittender fra humaniora og samfundsvidenskab i jobs, der ikke matcher deres akademiske kompetencer op til 5 år efter, de er færdiguddannede.

Hverken fedt for den enkelte færdiguddannede eller for samfundet

Det er også humaniora og samfundsvidenskab, der har oplevet den største procentvise tilgang af nye studerende, samtidig med, at studieintensiteten på netop de hovedområder generelt er lavere end de øvrige hovedområder. Det mismatch er hverken fedt for den enkelte færdiguddannede eller for samfundet.

Det presser beskæftigelsesforholdene, og det presser det faglige niveau i undervisningen, at optaget er så stort, som det er. Derfor er det også i alles interesse, at optaget af universitetsstuderende ikke øges fremover.

Masseuniversitetet er en realitet

Når det er sagt, er masseuniversitetet en realitet, og jeg tror, at det er kommet for at blive. Mange års politisk mantra om en lang uddannelse som en god uddannelse har ”givet pote”, og vi ser nu en helt naturlig bevægelse fra folkeskole til gymnasie og fra gymnasie til universitet. På den måde er vi endt med, at næsten 70 procent af en ungdomsårgang gennemfører en gymnasial uddannelse og omkring 30 procent gennemfører inden for de kommende år en universitetsuddannelse.

De er retningsløse pluralister

Det har også haft den konsekvens, at en andel af de studerende, der går på universitetet ikke nødvendigvis er særlig motiverede for at være der, men i højere grad er såkaldte retningsløse pluralister, der er endt på en universitetsuddannelse, fordi det gjorde alle vennerne, og det er jo også vejen til det gode liv, har man hørt.

Det er for eksempel sådan nogle som dem, der på automatpilot ender på gymnasiet og universitetet, der skal gøres opmærksomme på, at en universitetsuddannelse ikke partout er bedre end en erhvervsuddannelse. Således er både ledighed og frafaldsprocent lavere på erhvervsuddannelserne end på universitetet, og det ikke givet, at man som akademiker kommer til at tjene mere end man gør som faglært. For eksempel tjener en smed i gennemsnit årligt 416.000 kr., hvor en cand.phil tjener 396.000 kr.

Både ledighed og frafaldsprocent lavere på erhvervsuddannelserne end på universitetet

Der er selvfølgelig mange måder at måle og veje det gode liv på, men jeg vil mene, at dét at være motiveret, for det man laver, er en god måde.