Belfast er som mange andre vestige storbyer i disse tider. Den er plaget af interne spændinger, og systemet er næsten ved at bryde sammen, fordi de forskellige officielle instanser modarbejder hinanden og topstyres af forskellige interesser.

Samtidig er kriminalitet og social armod nærmest dømt til at køre direkte mod afgrunden, og ingen af disse mennesker kan forvente, at nogen kan hjælpe dem.

BBC-serien Blue Lights, der fik premiere i 2023, og som nu kan ses på DR, handler om netop det, og den gør det særdeles fremragende. Og ligesom alle andre politiserier siden Hill Street Blues (1981-87) består serien af en kombination af personlige skildringer, der forsøger at overleve, og så en mastodont af et system, der ikke kender til eller vil vide af det partikulære.

Det er denne kombination, der kan løfte genren til en slags samfundsdiagnose, der kan påpege særdeles komplicerede problemstillinger.

Politibetjente skildret som personer 

Vi så det også i tv-serien The Wire, der af mange betragtes som en af verdens bedste serier overhovedet. I The Wire følger vi livet og hverdagen i Baltimore, og det særlige ved den er, at den på en måde både er god underholdning, men samtidig også et sociologisk indblik i en lang række konflikter, der præsenteres regionalt, men samtidig spejler alle mulige andre storbyers kriser.

Sådan fungerer Blue Lights også, der foregår i den nordirske by Belfast. Den er regionalt orienteret, og en af de mere grundlæggende konflikter handler om den afsluttede borgerkrig mellem katolikkerne og de protestantiske unionister, der hele tiden spøger som uforsonlighed og direkte had og mistænkeliggørelse.

Men det er blot undertonen, for samtidig er alle de involverede fuldt ud optaget af at kunne fungere i denne trykkoger, hvor man hele tiden tvinges til at tage svære valg.

Men det er blot undertonen, for samtidig er alle de involverede fuldt ud optaget af at kunne fungere i denne trykkoger, hvor man hele tiden tvinges til at tage svære valg

De skildrede politibetjente og kadetterne, som vi følger, er ikke barske overmennesker, men derimod personer, der hele tiden må sande, at man ikke kan arbejde med den naive tro på at reglerne bare skal overholdes, og at deres job er af det gode.

Hovedkaraktererne er mangefacetterede, og det helt fine ved Blue Lights er, at man ikke sådan kan vurdere, om det de gør, er det grundlæggende rigtige og altid fører til den bedste løsning.

Intentionerne om at gøre det rigtige er til stede, men udførelsen ender ofte uheldigt, fordi flertallet slet ikke har det store forkromede overblik. Og her viser systemet sit grimme ansigt, når for eksempel kadetten Grace, spillet fremragende af Siân Brook, forsøger sig med socialt hjælpearbejde, samtidig med, at selve systemets indblanding blot gør livet endnu mere besværligt for ofret.

Det samme kan man sige om den erfarne betjent Stevie, spillet af Martin McCann, når han forsøger at forfølge de kriminelle, selvom hans chef har fortalt ham, at man skal undlade at blande sig, helt uden forklaring.

Det viser sig desværre bare, at han på den måde ender med at forpurre en større mission. Hvordan dette foregår, skal jeg ikke spoile om, men det er sådanne hændelsesforløb, der gør, at tv-serien er så vellykket.

Langt bedre en danske udgaver 

Systemet er en humlebi, der på mirakuløs vis evner at flyve, selvom det umiddelbart ser ud som om, at det er ved at bryde totalt sammen. Det er ikke sådan entydigt til at forklare hvorfor det totale sammenbrud ikke forekommer, fordi systemet er ekstremt præget af amoralske særinteresser og korruption, ineffektivitet og uduelighed.

Men det er tydeligt, at det er i de små lommer, forårsaget af enkelte menneskers barmhjertighed og forsøg på at hjælpe mennesker i nød, at miraklet alligevel indtræffer.

De små mirakler er rørende, og det er fuldkommen essentielt, at disse politiserier bliver ved med at holde fokus på denne underlige kombination af ineffektivitet og forråelse, der alligevel får kamp til stregen af individer, der hele tiden arbejder for, at det ikke skal være sådan. At der må være et bedre alternativ, og at man som individ har et særligt ansvar.

Der kommer selvfølgelig, og heldigvis, også en anden sæson af Blue Lights, men pt har vi altså hele første sæson, og det er klart bedre tv end de danske udgaver, der underligt nok ikke formår at arbejde med sådanne komplekse størrelser.

Blue Lights. Miniserie. Instrueret af Gilles Bannier. BBC One, 2023.