Var Anker Jørgensen virkelig en lus mellem to hårde negle?

Tv-serien ’Anker’ mangler det perspektiv, der kunne have fået serien til at flyve.
Foto: TV 2/Henrik Petit
Tv-serien om Anker Jørgensen kommer heller ikke med sit tredje og sidste afsnit op at flyve.
Var det en historisk fejltagelse af Anker Jørgensen (1922-2016) at indgå i regering med Venstre?

Det tredje afsnit af ’Anker’ begynder med dannelsen af SV-regeringen i 1978.

"Der bliver ballade", forudser partiveteranen Per Hækkerup. Det tør antydes.

Den magtfulde formand for Landsorganisationen (LO), Thomas Nielsen, betragter fra først til sidst samarbejdet med Venstre som "borgerligt makværk" og Anker Jørgensen må opgive regeringssamarbejdet efter et år.

Arbejdsløsheden er vokset til otte procent, krisen kørt fast, økonomerne efterlyser en stram indkomstpolitik og selv den socialdemokratiske finansminister, Knud Heinesen mener, at Danmark har kurs mod afgrunden.

"En lille højreorienteret skid"

Selv om Anker Jørgensen får gennemført både efterløn og en femte ferieuge, kan han ikke virkeliggøre Socialdemokratiet og fagbevægelsens fælles drøm om økonomisk demokrati på arbejdsmarkedet.

Det får LO-formanden til at kalde Anker "en lille højreorienteret skid", der "pisser på fagbevægelsen".

Imens har kvindebevægelsen vind i sejlene, Trille synger "Hej søster" og Ankers kone, Ingrid, er ved at gå til hjemme i lejligheden på Borgbjergsvej. Hun vil ud at arbejde blandt andre mennesker.

I Socialdemokratiet stormer den unge generation frem. Anker Jørgensen udnævner Ritt Bjerregaard til undervisningsminister, men fyrer hende igen, da Ekstra Bladet afslører, at hun har overnattet for 49.000 kroner på det dyreste hotel i Paris.

Den ufaglærte formands tid er forbi

Svend Auken bliver fagbevægelsens talsmand internt i Socialdemokratiet, hvor han foreslår, at man satser på et rødt flertal i stedet for at samarbejde med de borgerlige.

Per Hækkerup foreslår Anker Jørgensen at slå ned på kritikken med stokkemetoder, men Anker gør hverken det ene eller andet, og afløses i 1987 af akademikeren Svend Auken.

"Dér sluttede det hele", lyder den sidste replik i Anker. Den ufaglærte formands tid er forbi.

En lus mellem to hårde negle

Det tredje afsnit af ’Anker’ er også det mest relevante og tankevækkende. Det er værd at overveje, om samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Venstre var - og er - en blindgyde for begge partier? 

Er den slags samarbejde hen over midten hverken fugl eller fisk, der derfor hverken gør den ene eller anden rigtig glad? 

Kan sådan et samarbejde gennemføre den nødvendige politik, eller vil den uvægerligt køre fast i fnidderfnadder i småtingsafdelingen?

Man kan også i tilbageblik spørge, om det var klogt at lægge sig ud med både Ritt Bjerregaard og Svend Auken, når nu enhver partisoldat kunne se, at de repræsenterede Socialdemokratiets fremtid?

Skulle Anker have lyttet noget mere til ungdommen, fagbevægelsen, baglandet og hele hæren af gamle partisoldater?

’Anker’ viser en statsminister som en lus mellem to hårde negle i klemme mellem traditionalisten Per Hækkerup og de fremadstormende Auken og Bjerregaard.

Skulle Anker have lyttet noget mere til ungdommen, fagbevægelsen, baglandet og hele hæren af gamle partisoldater? 

Skulle han have lyttet til sin kone, der ville have frisk luft, og børnene der kaldte ham for en reaktionær pamper?

"Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt"   

Der er en historisk ironi i, at netop den ufaglærte arbejdsmand som statsminister bliver en del af den etablerede politiske klasse, og hverken ser eller forstår de oprør, der kommer fra folket, kvinderne og ungdommen.

Desværre savner ’Mod afgrunden’ ligesom de to første afsnit i ’Anker’ den dybde og troværdighed i person- og miljøtegning, der for alvor ville give stof til eftertanke.

Det er simpelthen for let

Anker skildres som vægelsindet patriark, Per Hækkerup som en fordrukken sut, Auken som skødehund for fagbevægelsen, Thomas Nielsen som Fanden selv og Ritt Bjerregaard som en strandtandet mokke.

Det er simpelthen for let. Der mangler kant, dybde og det perspektiv, der kunne få serien til at flyve.

"Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt", lyder det i ’Sangen om Larsen’ fra 1935.

Desværre kan man sige det samme om ’Anker’.

 

’Anker’. Dramadokumentar. ’Mod afgrunden’ er det tredje af tre afsnit på 40 minutter. Instruktion og manuskript: Bo Tengberg. Medvirkende: Lars Ranthe, Maria Rich, Jens Jørgen Spottag, Esben Dalgaard, Natalie Madueño, Ole Lemmeke m.fl. TV2 og Tv2 Play.

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis Mette F som kongeparret beder aftenbøn, må den første sætning være: fri mig for en ny Thomas Nielsen!

Samlet ser har serien om Anker været en enorm skuffelse. Overfladisk og ubalanceret. Det hele virker mekanisk og styret af de billeder og TV klip, som skulle give autencitet til den historie, udsendelsen handler om. Men der mangler stort set alt om det, Anker faktisk lykkedes med som statsminister og partiformand. F:eks. at det var under hans ledelse, at Danmark forhandlede sig til nye vilkår i undergrunden og dermed skabte grundlaget for en strukturel forbedring i landets økonomi. Beskrivelsen af Anker på hjemmefronten er helt ved siden af. Vi der kendte ham og arbejdede tæt sammen med ham krummer tæer over dette mislykkede portræt.

Helt enig i din kommentar, men sådan er det jo når virkeligheden bliver gjort til et "dårligt" skuespil, hvor man har "gættet" sig til hvad de omtalte personer har sagt og gjort, når de ikke var på TV.
Jeg er så gammel at jeg husker hvad der skete i de år under Anker Jørgensen som statsminister og før ham Jens Otto Krag. Baunsgaard og Hartling kan vi godt "springe over", de fik ikke udrettet noget til gavn for befolkningen.

Jeg ser ikke serien, men må lige gøre opmærksom på, at vi var en del partisoldater, som udmærket var i stand til at se, at den uhellige alliance mellem Ritt og Auken aldrig ville kunne holde. Desværre havde de fået udmanøvreret partiets egentlige socialdemokratiske midterfløj.

Annonce

Annonce