TV-serien reducerer Anker til tegneseriefigur

TV-anmeldelse

TV-serien reducerer Anker til tegneseriefigur

Det er en indlysende god idé at lave en tv-serie om den ufaglærte statsminister Anker Jørgensen. Men skaberen Bo Tengberg er desværre en bedre billedmager end manuskriptforfatter.

Lars Ranthe spiller rollen som den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen i ny dramadokumentar.
Billedtekst

Lars Ranthe spiller rollen som den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen i ny dramadokumentar.

Foto: TV 2/Henrik Petit

"Hej Anker!" lyder det i første scene i tv-serien om Anker Jørgensen, der var statsminister i Danmark i to perioder, fra 1972 til 1973 og igen i perioden 1975-82.

Anker kom hurtigt på fornavn med hele nationen, da han blev statsminister umiddelbart efter afstemningen om medlemskab af EF (nu EU) den 2. oktober 1972.

Han var blevet valgt som formand for Arbejdsmændene (nu 3F), det største forbund i landsorganisationen LO (nu Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH).

"Han var den første fagforeningsmand i første geled, der turde indrømme, at han interesserede sig mere for bøger end for bajere", har historikeren Søren Mørch sagt.

Indlysende god idé

Anker Jørgensen var imod amerikanernes krig i Vietnam, og turde sige det højt og tydeligt.

Han var medstifter af et diskussionsforum med det udtrykkelige formål at dreje Socialdemokratiet til venstre, for han var og forblev socialdemokrat fra fødsel i 1922 til død i 2016.

Han tilhørte den generation af socialdemokrater, for hvem politik handlede om at dele gaver ud, og han fik derfor skyld for at føre nationen mod afgrunden.

Det er en indlysende god idé at riste en rune - i form af en TV-serie - om den ufaglærte statsminister Anker Jørgensen, der efterfulgte velfærdsarkitekten Jens Otto Krag.

Et dokumentarisk klip i serien siger på en måde det hele. Vi ser Anker komme gående hen ad gaden.

Da han passerer en gruppe arbejdere på fortovet, siger en af dem til ham: "Tillykke med jobbet!".

Hertil svarer Anker: "Tak".

Han er nemlig ikke som alle de andre pampere i parti og fagbevægelse

Tv-serien 'Anker' viser Anker som en mand af folket. Anker "har levet et rigtigt liv" og "han har hjertet på rette sted", som faster Karla fastslår.

Hun er overbevist om, at den forældreløse dreng, der gik ud af syvende klasse og nu bor med Ingrid og to børn på Borgbjergsvej i Sydhavnen kan gøre "en forskel", som man siger på nudansk og i TV-serier på TV2.

Han er nemlig ikke som alle de andre pampere i parti og fagbevægelse, der i serien fremstår som en flok magtfuldkomne, intrigante levebrøds politikere.

Værst er formanden for LO, Thomas Nielsen, der synes besat af at ydmyge vores allesammens Anker.

Om udenrigsminister Per Hækkerup får vi at vide, at han har "usunde vaner". Her tænkes formentlig på mandens glæde ved whisky og andre stærke sager, men seriens portræt af den socialdemokratiske legende er ikke et ugeblad værdigt.

Politiske fantaster   

Tabloid og uden dybde er skildringen også af Erhard Jacobsen, der bryder ud af Socialdemokratiet og stifter Centrum Demokraterne.

Jacobsen havde som borgmester i Gladsaxe skabt en kommune, der var forbillede for mange andre rundt om i landet, og han repræsenterede trods alt en fløj i partiet, der dengang var lige så vigtig som Vestegns-borgmestrene er det i dag.

Det havde klædt ’Anker’ at skildre Erhard som mere end en fjollerik, der heldigvis forlod partiet.

Bo Tengberg er en gudsbenådet billedmager

Første afsnit af ’Anker’ skildrer årene 1972-73, da Danmark blev medlem af EU og hvor et jordskredsvalg i 1973 bragte ikke bare Centrum Demokraterne, men også Mogens Glistrups Fremskridtspartiet i Folketinget.

Desværre reduceres Glistrup ligesom Erhard til en politisk fantast i ’Anker’, selv om de jo begge i en historisk kontekst repræsenterede et folkeligt oprør mod de etablerede partier i dansk politik.

Og sådan kunne jeg blive ved. Bo Tengberg er en gudsbenådet billedmager, der formår at krydsklippe dokumentariske tv-klip med ny indspillet drama.

Manuskript mangler nuancer

Lars Ranthe gør en fin indsats i hovedrollen som Anker Jørgensen, men fremstår lige lovlig indestængt og alvorlig, helt uden det lune og den humor, der blandt andet fik Anker til at citere Gasolins ’Det er en kold tid, som vi lever i’.

Maria Rich tilfører Ingrid Jørgensen dybde, men rollen er simpelthen for sentimental til at Rich rigtig får noget at arbejde med.

Lige så virtuos Bo Tengberg er visuelt, lige så meget savner han en manuskriptforfatter, der kunne have forsynet serien med den dybde, en fortælling om Anker Jørgensen fortjener.

Jens Jørgen Spottag spiller ligeledes lydefrit som superskurken Thomas Nielsen, men hvad skal han gøre, når manuskriptet ikke giver rollen de fornødne nuancer? 

Natalie Madueño spiller udmærket Ritt Bjerregaard, Ole Lemmeke gør hvad han kan som Erhard Jacobsen og Esben Dalgaard slider i det som Glistrup, men der er simpelthen for lidt gods i rollerne.

Lige så virtuos Bo Tengberg er visuelt, lige så meget savner han en manuskriptforfatter, der kunne have forsynet serien med den dybde, en fortælling om Anker Jørgensen fortjener.

Svigter hovedpersonen

’Anker’ reducerer Anker Jørgensen til en tegneseriefigur og dansk politik til et magtspil.

Misforstå mig ikke. Selvfølgelig handler politik om magt, men det handler også om værdier, livssyn og kampen for kvalitet i almindelige menneskers hverdag.

Man behøver bare se et enkelt afsnit af ’Krøniken’ eller ’Matador’ for at forstå, at danmarkshistorie kan fortælles med stor indsigt i, hvad kampen om Danmark handler om.

Når det kommer til Anker Jørgensens betydning for nationen, svigter ’Anker’ virkelighedens Anker.

 

’Anker’. Dramadokumentar. 'Den ufaglærte statsminister' er første af tre afsnit på 40 minutter. Instruktion og manuskript: Bo Tengberg.

Medvirkende: Lars Ranthe, Maria Rich, Jens Jørgen Spottag, Esben Dalgaard, Natalie Madueño, Ole Lemmeke m.fl. TV2 og Tv2 Play.

Niels Frid-Nielsen

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Succeshistorier fra fagforeningerne