Det er et langsomt, velovervejet, boblende og pludrende stykke poesi, med valsen som musikalsk grundtema.

En støvet trompet, der er farvet blå, uden at blive alt for melankolsk. Den blå farve som Goethe i sin farvelære karakteriserer som farven, der hele tiden fjerner sig, forsvinder i horisonten, som vi fascineres af, og som vi spejder efter, som en fugl, der flyver væk.

En mundharmonika, der toner rent og næsten muntert, som var det Toots Thielemans, der var på.

Et kor, der indimellem lyder som Leonard Cohens.

Og Søren selv, der er klar til at ”gå ned fra den store scene”, bevidst om sin generations storhed og ansvar for fejl. Og med en optimisme for fremtiden.

Poesien er endnu storladen

Det er et modent og afklaret album, men kærligheden er allestedsnærværende. Det er så at sige Søren Kragh-Jacobsens Trade Mark.

Nu er sangene knapt så hektiske, hyper dramatiske, hastige og pulserende, stakåndet fremstammet, som på hans tidligere sange om teenagerens nervøse buldren, hjerternes dunkende forlis og genoplivning i brusende bølger.

Det er et afmålt album, men poesien er endnu storladen og smuk, piblende frem, midt i hverdagen. Læs blot med her:

“Jeg sidder og pønser i kornmods buldrende stilhed…”

Og:

“(..) et spindelvævstyndt gammelt hjerte i stå

Som en vinterkold stiv sommerfugl.”

Minderne springer frem

I modsætning til Sebastians seneste album, ’Hjertedanser’, der også lige er udkommet, er Søren Kragh-Jacobsens album ikke bittert, skråsikkert bedrevidende, arrogant eller blindt anklagende.

Sebastian synger ikke om “en bagskid fra 68”, og hans slet skjulte sarkasme er slet ikke nok til, at man ikke får en klar fornemmelse af, at han finder nutiden fremmedgørende, krigerisk og forræderisk over for sin egen generations frihedsoprørske ideologier.

Der er noget ubændigt optimistisk over den måde, Søren Kragh-Jacobsen opfatter tilværelsen på

Søren Kragh-Jacobsen er taknemmelig over at være en af dem, ”der slap ud af Europas flammer” men han er ikke arrogant på sin generations vegne. Det er respektindgydende, synes jeg.

Der er noget trist og grundlæggende bittert over at lytte til den ældre Sebastian, som man slet ikke finder skyggen af hos Søren Kragh-Jacobsen. Der er noget ubændigt optimistisk over den måde, Søren Kragh-Jacobsen opfatter tilværelsen på.

Måske benene værker, gyngerne ruster og kælderen står tom, og måske er tiden gledet lidt ud af hænderne på ham, men kærligheden findes skam stadigvæk, og minderne springer frem i alle krogene og hjørnerne.

Imponerende CV

Det er 21 år siden Søren Kragh-Jacobsen sidst udgav et album. Albummet ’Isalena’ handler mest af alt om at være forældre, hverdagen med bleer og kærlighed, strabadser og livets særlige dramatik.

Tidligere, på debutalbummet, ’Hinkeruder på motorvejen’ fra 1975, hvor nummeret ‘Kender du det’ om kærligheden til Mona stikker op over tidens eroderede glemsel, brusede ungdommens saft og kraft.

Sidst men ikke mindst har Søren Kragh-Jacobsen også haft succes som manuskriptforfatter

Det samme gjorde sig gældende på ’Tur-Retur’ fra 1977 og på soundtracket til Søren Kragh-Jacobsens ungdomsfilm, ‘Vil du se min smukke navle’.

Som filminstruktør er Søren Kragh-Jacobsens CV også imponerende, med spillefilmene ’Gummi-Tarzan’, ’Drengene fra Skt. Petri’ samt hans store internationale gennembrud, ’Mifunes sidste sang’, der også var en del af Dogme-manifestet.

Sidst men ikke mindst har Søren Kragh-Jacobsen også haft succes inde for TV, hvor han blandt andet har instrueret de to første afsnit til ’Borgen’.

Mættet med sanseindtryk

Men på ’Tranedans’, der mærker man, at Søren Kragh-Jacobsen har samlet sammen og syslet med indholdet gennem årtier, for det er en langsom plade, mættet med sanseindtryk, der giver stof til eftertanke, og som til tider runger af storslået poesi.

Men det er jo ikke Toots Thielemans eller Leonard Cohens kor, som man hører på albummet.

Det er derimod Jacob Groth, der har produceret den, Bo Rande, der spiller så smukt på trompet, Hannah Schneider og Josephine Philip, der synger som engle og Jacob Venndt der puster så rent i den kromatiske mundharmonika.

Det er et lytteværdigt album, og jeg hører den gerne tidligt om morgenen, mens jeg drikker den første kop kaffe, for den er nærmest skabt til netop det.

Søren Kragh-Jacobsen: 'Tranedans'. Udgivet på eget selskab. 2023.