Annonce

Unge på kanten sætter ord på deres inderste tanker

Projektet Unge med kant Hovedstaden støtter udsatte unge. Kunstner Iris Poparic har samlet de unges beretninger i et digt.
Det er sjældent, man hører fra de ”unge på kanten” selv, og om hvordan de rent faktisk har det. De mange nedslående statistikker og beretninger siger bestemt ikke det hele, og det virker alt for hurtigt at afskrive de unge. For også udsatte unge er reelt fulde af drømme om at ændre deres situation, og de har den kant, der skal til.

Som uddannelsesvejleder ønsker man, at de unge finder deres indre stemme ved at sætte ord på deres tanker, da de så allerede er et stykke på vej væk fra kanten af tilværelsen. Det indgyder håb – også for andre ”unge med kant”.   

Det viser indsatsen Unge med kant Hovedstaden, hvor godt 600 ”unge med kant” er blevet støttet hver på deres individuelle vej hen imod selvforsørgelse. De unge har stået helt centralt, som dem det hele handlede om, men især også som de stemmer, der har påvirket det fagprofessionelle arbejde. Kunstner Iris Poparic har forarbejdet og fusioneret stærke ungecitater fra de mange unikke ungeberetninger til digtet ”De unges stemmer”:

De unges stemmer

 

Junglen 

 

Livet er en rutsjebane, og i livet er der kasser

Men hvordan rutsjer man igennem, hvis ingen af dem passer?

Får lyst til at Speak Up og tag min plads, alligevel må man tie

Når det nok er forkert, det jeg kan sige

 

Se, det kan være svært at se sit eget potentiale 

Skiller man sig ud, siger de: ”de er bindegale”

I en jungle fuld af normer, prøver at finde hoved og hale

Så jeg brøler højt om hjælp, for det er min tur til at tale

 

Min tur til at blive hørt og min tur til at blive set

Finde dem der tror på mig, mon ikke jeg finder én? 

Men når man er vant til pest eller kolera, kan det være nemt at give op 

Slukke for mit brøl, smide det væk og bare stop

 

Men noget brænder i mig – et ekko af råb

I den mørke tunnel ser jeg en gnist af håb

Udfordringer og tvivl mod troen på at jeg tør det

Men jeg kan se de små sejre, og jeg kan gøre det

 

En giraf kan ikke svømme

 

Visioner og drømme, af enhver nuance

Ambitioner skyhøje, giv mig blot en chance 

Kompetencer og intelligenser, men hvad er det du vil dømme

En fisk kan ikke klatre, og en giraf kan ikke svømme

 

Så jeg fisker efter veje midt i livets store test

Lytter ikke til dem, der ikke vil mig det bedste 

Og jeg bytter ikke min toårs-plan for en abefest

En dag så åbner jeg min egen salon, og du må være min gæst 

 

En dag så bliver jeg min egen chef, kun et spørgsmål om hvornår 

Ikke den samme person i dag og om 3 år 

Udvikling og fokus, jeg har hvad der skal til

Kender godt til underverden, ved hvad der er på spil

 

En dag beviser jeg mig selv, giver den alt jeg har

Så spørg mig om min fremtid, og ikke til hvad jeg kommer fra

Kommentar på kommentar, hvorvidt om jeg er brugbar

Men en dag beviser jeg mig selv, for min drøm den står klokkeklar

 

Puslespillet

 

At finde sin plads i verden, kan være svær matematik

Når de andre er helt normale, og det er jeg jo ikke 

De siger man skal følge sin mavefornemmelse, men den kan være svær at stole

Til tider føler jeg mig dum, jeg har gået på specialskole 

 

Kravene bliver højere, konkurrenterne bliver fler’

Hvad skal der egentlig til, hvis jeg skulle tage en uddannelse dér? 

Og hvad skal der egentlig til, for at overvinde fortidens spøgelser

Når mine visioner om fremtiden bliver ædt op af nutidens følelser 

 

Den ene har kone og børn, den anden træner i fitten

Jeg har ikke lavet noget, siden jeg var 19 

Og jeg er ikke medlem af klubben for de smarte

Så sig mig, hvordan kommer man ind, og hvor skal man starte?

 

Brikker der skal sættes på plads, puslespillet er mig en gåde

Men jeg ved, jeg er nødt til at gi’, før jeg kan få noget 

Og når hjernen fortæller mig, at det bliver en umulig vej

Så hvisker hjertet ”bliv ved – der findes også en plads til dig”

 

Tro

 

Lille spejl på væggen der

Hvor skal jeg tage hen i landet her?

Med mig har jeg to hænder og en lille pose af held

For krystalkuglen var en illusion – jeg er overladt til mig selv

 

Trækker vejret dybt ind, giver mig selv et kram

I en tåge af gamle mønstre, ser jeg et lys skinne frem

En stråle af nyt overskud, bedøver smerten som en Ipren

Så jeg sluger den, mens jeg kan, og hvisker tavlen ren

 

Kigger rundt i klasseværelset, hvad bliver det næste skridt?

Mine drømme kigger tilbage og rækker mig et kridt

Med fokusset på tavlen og begge ben på jord

Vejleder de mig til at skrive disse ord:

 

”I dag vælger jeg troen på mig selv – jeg ved, jeg godt ka’

For jeg har bygget noget op, som jeg ikke vil bytte for en vodka 

Kaster fortidens flaske i havet, trods frygten for hvad der sker 

For jeg – jeg tør godt springe ud i det her”

 

Iris Poparic er kunstner og Jarl Panzeri Vistisen er uddannelsesvejleder og cand. it.


Flere artikler om emnet