Annonce

At vågne op i Østen på en villavej nær Herning er en ganske unik oplevelse

Et ophold i en japansk have midt i et villakvarter er sådan et opbrud fra hverdagen, som mange drømmer om, for det giver næring og fornyede kræfter. Freddy Hagen rapporterer fra det midtjyske.
Foto: Freddy Hagen
Et ophold i den japanske have i Herning er et smukt og stille afbræk fra hverdagen.
Man kan ikke rigtig begribe det. Det er ikke noget, som man forbinder med en tur til Herning. Jeg faldt over stedet rent tilfældigt. En japansk have, stod der.

Det er et Bed & breakfast-sted, og det ligger bestemt ikke i den dyre ende. Eftersom min kæreste og jeg er Japan-fanatikere, så var en fejring af vores årelange forhold lige netop der oplagt.

Haven ligger i byen Hammerum, mellem Herning, Ikast og Brande. Kikker man på de mange fotos af stedet, ser det imponerende ud, men ser man samtidig på Google Earth's luftfoto, bliver man forvirret.

En grund på blot 3000 kvadratmeter kan da ikke rumme sådan en storslået oplevelse, tænker man.

Overvældende overraskelse

Vi ankom sent om aftenen, og havde fået instruktion til selv at komme ind og finde vores værelse, der befandt sig i hovedbygningen på første sal, med udsigt til selve haven.

Men det var mørkt, og vi kunne ikke få en fornemmelse af, hvad der ventede os. Så meget mere var det en overvældende overraskelse at stå op næste morgen og træde ud på altanen.

At stå her og nyde udsigten ud over haven med dens mange efterårsfarver, skabte en tilstand af skønhed og ro, der næppe kan forbindes med villavejens ellers monotone og kedsommelige udtryk.

Foto: Freddy Hagen

Haven er kreeret af parret Tove og Niels Østerskov. De købte et nedlagt landbrug i 1991, hvor Niels var født. Grunden blev fuldkommen omdannet, og efter to års intenst arbejde, over 400 tons sten og mere end 2000 planter, stod haven klar.

Efterfølgende er huset blevet renoveret og omdannet i japansk stil, et nyt hus rejst, plus opbyggelsen af et traditionelt tehus.

Der gik ikke lang tid, før stedet blev en legende, og siden har utallige haveentusiaster besøgt stedet.

Noget af en bedrift

Nu er grunden blevet overtaget af Winie Bjerre. Hun havde længe drømt om at etablere en meditationshave, men hørte først om dette sted, da det var blevet sat til salg.

Værtsparret var nået en alder, hvor vedligeholdelsen af haven var blevet for uoverkommelig, så tiden var inde til dette skifte.

Overraskelsesmomentet og kontrasten til den kedsommelige villavej er forbløffende

Og det er med stor ærbødighed, at den nye ejer går til den vanskelige opgave, en sådan vedligeholdelse kræver.  

At anlægge en japansk have i sådanne dimensioner, og ud fra traditionelle metoder, er noget af en bedrift. Overraskelsesmomentet og kontrasten til den kedsommelige villavej er forbløffende.

Foto: Freddy Hagen

Det helt særlige ved en japansk have er dens princip om, at man skal kunne vandre rundt i den, som var det et stykke af paradis, en lære om livet samt et sted, hvor man kan meditere over tilværelsens dynamik.

Den japanske forbindelse

Der er en særlig forbindelse mellem japansk og dansk æstetik. Det er en forbindelse, der stammer helt tilbage til slutningen af det nittende århundrede, hvor dansk kunst og design udvikledes i en unik retning.

Dette udtryk var direkte inspireret af japansk kunst og æstetik, der dengang blev introduceret til hele Europa

Det var en blomstringsperiode, hvor forholdet til naturen, til kunsthåndværket og til den minimalistiske dyrkelse af det mere enkle udtryk fik sit særlige, skandinaviske aftryk.

Dette udtryk var direkte inspireret af japansk kunst og æstetik, der dengang blev introduceret til hele Europa.

Der er noget labyrintisk over sådan en japansk have, hvilket også forklarer hvorfor det kan lade sig gøre at skabe sådan en på en villavej.

Foto: Freddy Hagen

Dens bugtende struktur, med vandløbet og de mange stier gør, at man konstant oplever, at perspektivet ændrer sig. Hele tiden får man øje på noget nyt, som man kan dvæle ved.

Hverdagen forsvinder for en kort stund, når man opholder sig i haven. Det er som at vågne op i en helt anden verden. Det føles som om, at man har været væk i længere tid.

Det er sådan et opbrud fra hverdagen, som mange drømmer om, for det giver næring og fornyede kræfter.

Forkælet uden at blive flået

At der findes sådan et sted, skabt af entusiaster, der har spenderet al deres tid - og penge - på at skabe noget helt unikt, er værd at gøre opmærksom på.

Havde haven ligget i omegnen af København, var priserne med garanti højere. Her, i udkanten af Herning, bliver man forkælet uden at blive flået.

Begge haver er et besøg værd, fordi de er så gennemførte og unikke

Det var blandt andet med inspiration fra haven i Hammerum, at Peter Dalsgaard etablerede sin japanske have i Broby på Fyn, der i dag er en stor turistattraktion.

Haven på Fyn er større, men ikke nødvendigvis mere imponerende. Begge haver er et besøg værd, fordi de er så gennemførte og unikke.

Foto: Freddy Hagen

De japanske haver giver et samlet indtryk af ordentlighed og grundighed. Udnyttelsen af det minimalistiske kommer så klart og smukt til udtryk, når man besøger haven i Hammerum.

Det er nok det, undertegnede står tilbage med, efter blot en enkelt overnatning: 

At så lidt plads kan udnyttes til så overordentlig meget, samtidig med, at man faktisk får det indtryk, at der slet, slet ikke er for meget alligevel.

 

Den japanske have i Hammerum.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet