Velfærdssamfundet: Kan V virkelig ignorere basale fakta?

Debatten om ’den dyre velfærdsstat’ og de rekordmange på offentlig forsørgelse overser, hvordan velfærdssamfundet har skabt større tryghed og harmoni end i andre lande uden ekstra omkostninger.
Vores velfærdssamfund opkræver høje skatter og får derved råd til at give gratis - eller meget billig - adgang til sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, og til at have en god social sikring for dem, der rammes af indkomstbortfald ved sygdom, arbejdsløshed, invaliditet eller alderdom.

De nordiske velfærdssamfund er verdenshistorien hidtil bedste forsøg på at sikre anstændige levevilkår for alle borgere.

Det er ikke rigtigt, at vi har flere på forsørgelse end andre lande, som vi plejer at sammenligne med. Men det er rigtigt, at vi har valgt at have mange flere på offentlig forsørgelse.

Efterspørgslen efter velfærdssamfundets kerneydelser findes i alle rige lande.

De behov, vi betaler for at få dækket via skatter – som er en social forsikring, hvor vi betaler i forhold til indtægt og forbrug – er i mange andre lande noget, man skal betale selv eller forsikre sig mod.

Middelstandsfamilien i to så forskellige samfund som Danmark og i USA har ikke meget forskellige beløb til det daglige og det sjove, men de betaler på meget forskellig måde for deres sociale tryghed. Hos os skat, hos dem private forsikringer eller direkte brugerbetaling.

Forskellen på de to betalingsmåder gør en meget stor forskel for dem, der tjener lidt og har stor risiko for sygdom og arbejdsløshed: De er langt bedre sikret i Danmark. Dem, der har stor indtægt og lille risiko er derimod økonomisk meget bedre stillet i USA.

Den danske model har placeret os som et af verdens rigeste lande. Vi har rekordhøj erhvervsdeltagelse for både mænd og kvinder.

Det er ikke rigtigt, at vi har flere på forsørgelse end andre lande, som vi plejer at sammenligne med. Men det er rigtigt, at vi har valgt at have mange flere på offentlig forsørgelse. Familierne i Danmark betaler med andre ord mindre direkte til de slægtninge og venner, der har støtte behov, og mere til social solidaritet via skatterne. Det er en fordel for dem, der har brug for støtte, men ikke har en stor og velvillig og/ eller velhavende kreds af familie og venner. ’

Det offentlige er ikke en parasit på det private erhvervsliv.  Det er det offentlige, der betaler for uddannelsen af erhvervslivets medarbejdere, sørger for deres sundhedspleje, og får passet medarbejdernes børn, mens de er på arbejde.

Det er heller ikke rigtigt, at velfærdsudgifter og høje skatter er årsagen til de aktuelle problemer med arbejdsløshed, svigtende konkurrenceevne og stor offentlig gæld. Disse problemer er skabt af en finanskrise, der havde sin rod i ubehersket grådighed i finansverdenen og som voksede sig alt for stor, fordi der manglede politisk mod til at standse bobleøkonomien med inflation, ejendoms- og aktiespekulation og voldsom privat gældsstiftelse. Prisen var store tab i jobs og velfærd og enorme milliardudgifter til at holde bankerne flydende og til at forsørge de mange arbejdsløse, der før var gode skatteydere.

Men når det ikke er byrden af offentlige udgifter og høje skatter, der har skabt krisen, hvorfor fortsætter de borgerlige så med at agitere for at skære i udgifterne og nedsætte skatterne?

Argumentet er, at ’det bedre skal kunne betale sig at arbejde’. Der kommer ifølge borgerligheden kun gang i initiativ og virkelyst, hvis folk får lov at beholde en større del af deres indtægt ’til sig selv’, som det siges; som om den fælles velfærd ikke også er til ’os selv’ og en væsentlig forudsætning for, at de private virksomheder og de privat ansatte kan leve og udfolde sig. Det offentlige er ikke en parasit på det private erhvervsliv.  Det er det offentlige, der betaler for uddannelsen af erhvervslivets medarbejdere, sørger for deres sundhedspleje, får passet medarbejdernes børn, mens de er på arbejde – og betaler det meste af regningen, når medarbejdere er syge eller fyres.

Derfor har Danmark med høje skatter og god velfærd klaret at blive et af klodens rigeste samfund med flere mænd og kvinder mellem 15-65 år faktisk i arbejde eller uddannelse end næsten alle andre rige samfund. Og udligningen mellem rig og fattig har skabt større tryghed og mere harmoni end i fleste andre lande.

 

 

Mogens Lykketoft (f. 1946) er tidligere socialdemokratisk finansminister og i dag formand for Folketinget.

Over de næste par uger vil Mogens Lykketoft (S) dissekere den seneste politiske diskussion i forhold til vore traditionelle opfattelser af velfærdssamfundets ide og funktionsmåde. Dette er det andet indlæg i denne serie. Den første kommentar til debatten om det skal kunne betale sig at arbejde kan læses her.

Forhenværende partiformand, minister og formand for FN’s Generalforsamling


Flere artikler om emnet

Annonce