Annonce

Venstre stemmer ikke for fjernelse af uddannelsesloftet

Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg: "Løftebrud"
Venstre stemmer gult - altså herken for eller imod - til et forslag fra S-regeringen om ophævelse af det omdiskuterede uddannelsesloft.

Det oplyser Venstres forsknings- og uddannelsesordfører, Carsten Kissmeyer, fredag under Folketingets 1. behandling af det lovforslag, der skal ophæve det omdiskuterede lovforslag.

Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg betegner Venstres holdning som et klart løftebrud - med henvisning til at Venstres daværende forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers under valgkampen i maj lovede, at Venstre - som noget dengang nyt - nu ville stemme for en fjernelse af uddannelsesloftet. Et løfte, der dengang også blev bekræftet af Venstres top, herunder daværende formand, Lars Løkke Rasmussen.

SF's gruppeformand, Jacob Mark, erklærede sig under folketingsdebatten overrasket over Venstres holdningsskifte. Det samme gjorde Alternativets leder Uffe Elbæk, og Socialdemokratiets forsknings- og uddannelsesordfører, Kasper Sand Kjær:

Det er jeg lidt overrasket over. At man vælger at stemme gult

"Det er jeg lidt overrasket over. At man vælger at stemme gult. For før valget hørte jeg i hvert fald nogen helt klare toner fra Venstre om, at man var klar til at afskaffe uddannelsesloftet," lød det fra Uffe Elbæk, der erklærede sig "meget overrasket".

" Forvirringen er total om hvad Venstre mener om uddannelsesloftet ," skriver Kasper Sand Kjær på det sociale medie, Twitter:

placeholder

 

Venstre er imod uddannelsesloftet, men...

"Vi ønsker en anden finansiering. Vi ønsker en 'en til en'-finansiering," lyder forklaringen fra Carsten Kissmeyer. Han anerkender dog samtidig, at uddannelsesloftet har skabt utryghed og nervøsitet blandt de studerende:

Vi vil egentlig gerne have, at man kan vælge nogenlunde frit

"Vi vil egentlig gerne have, at man kan vælge nogenlunde frit. Og at man kan komme i den retning, man vil." Og videre: "Det, vi er uenige i, er finansieringen," forklarede Kissmeyer på Venstres vegne.

Kissmeyer anerkender ikke, at Venstres holdning kan betegnes som et løftebrud.

Lovforslaget, der fjerner det omdiskuterede uddannelsesloft, er fremsat af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Statsminister: "Det kan ikke passe, vel?"

Tirsdag - under Folketingets partilederdebat - kom det frem, at Venstre tilsyneladende ikke ville stemme for regeringens forslag om fjernelse af uddannelsesloftet.

Statsminister og S-formand, Mette Frederiksen, nævnede under debatten, at hun på Socialdemokratiets gruppemøde tidligere på dagen havde hørt, at Venstre alligevel ikke stemte for afskaffelse af uddannelsesloftet.

“Det kan ikke passe, vel,” lød det appellerende fra Mette Frederiksen til Venstres formand, Jakob Ellemann.

Men Jakob Ellemanns svar var mere eller mindre en bekræftelse på, at Venstre alligevel ikke ville støtte lovforslaget, der fjerner uddannelsesloftet: 

“Vi står også ved, at vi har sagt , at hvis vi kan finde en fornuftig finansiering, så er vi ikke imod at fjerne uddannelsesloftet. Ulykkeligvis så er det ikke lykkedes regeringen heller på det her punkt at finde en fornuftig finansiering. Og det er trist.“

Fredag kom så den endelige bekræftelse: Venstre stemmer alligevel ikke for forslaget, der ophæver uddannelsesloftet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Selvfølgelig kommer det bag på S og SF at de borgerlige ønsker at betale for deres løfter, ikke bare sende en kæmpe regning ind i børneværelset som Mette Fup!