Annonce

Vermunds ”nye borgerlige” opstand har sænket høtyvene

Analyse: Nye Borgerlige har indtil videre haft svært ved at bryde igennem lydmuren på Christiansborg.
”Er du klar? Er du klar? Er du klar?” Sådan lød det under valgkampen fra Nye Borgerliges Pernille Vermund, da hun debatterede udlændingepolitik med Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

I weekenden fejrer folketingets nyeste parti fire års fødselsdag, og skal man vurdere partiet på perioden siden folketingsvalget, så virker partiet som alt andet end klar.

I Berlingskes Barometer, der har et gennemsnit over meningsmålinger, ligger Nye Borgerlige i skrivende stund under spærregrænsen til blot 1,7 procent.

Partistifter drømmer sig væk fra Christiansborg

Nye Borgerlige har alle forudsætninger for at slå igennem og gøre sig bemærket i en politisk situation, hvor de øvrige partier på højrefløjen døjer med dårlige valgresultater og intern strid. Det burde gøre Vermund til Danmarks mest slagkraftige oppositionspolitiker.

Hun har klare holdninger, der deler vandene, og det er som bekendt guld værd på sociale medier, hvis man kan få kommentarfelterne til at koge over.

Men hun virker allerede som en politiker, der er på vej væk.

placeholder

Det er måske meget sigende for Nye Borgerliges situation, at partiformanden allerede nu sidder og kigger ud ad vinduet og drømmer sig væk fra Christiansborg og tilbage til virkeligheden.

Og netop virkelighedens arkitektur, har den arkitektuddannede Pernille Vermund øjensynligt meget svært ved at slippe.

”Jeg savner mit fag” sagde hun forleden til Berlingske, hvor hun over to sider fortalte om hvad hun synes om diverse større byggerier i Indre København. Et interview som i øvrigt blev givet til en af avisens politiske journalister.

At stå i spidsen for et politisk start-up-projekt som Nye Borgerlige kræver en energisk jætteindsats, og det er måske svært at mobilisere den indsats, når man allerede mentalt er på vej væk.

Vermund mangler en plan B

På weekendens landsmøde vil partifællerne selvfølgelig klappe og glæde sig over den præstation det var, at partiet kom i folketinget.

Men hvis ikke Nye Borgerlige skal ende som en kort parentes i dansk politik, så bliver Pernille Vermund nok nødt til at komme op med en plan for, hvordan partiet skal agere i en ny parlamentarisk situation, hvor man ikke kan være en borgerlig regerings udlændingepolitiske revser.

Lige som Ny Alliance i sin tid blev skabt som et ideologisk korrektiv til Venstre, som var rykket for langt mod midten, så er Nye Borgerlige skabt som et ideologisk korrektiv til Dansk Folkepartis kurs, hvor Thulesen Dahl var rykket for langt mod midten i den økonomiske politik og har accepteret for store dele af udlændingepolitikken.

Hos Nye Borgerlige skulle man få den rene vare: Stram udlændingepolitik, benhård liberal økonomisk politik og ingen kedelge parlamentariske kompromiser.

Svær parlamentarisk situation

Der burde ellers have været masser af politisk manøvrerum for Nye Borgerlige at boltre sig på. Venstre har været optaget af formandskamp, Dansk Folkeparti ømmer sig stadig over nedsmeltningen ved valget og Liberal Alliance har mistet sine mest toneangivende politikere. Og end ikke Rasmus Paludan og Stram Kurs er længere i stand til at trække de helt store overskrifter.

Alligevel står Ny Borgerlige i stampe i målingerne.

Drømmescenariet for partiet havde været at være støtteparti for en borgerlig regering, som var afhængig af partiets mandater. Valgresultatet har gjort det anderledes svært og Nye Borgerlige står i en kedelig parlamentarisk situation, hvor deres fire mandater er i det store billede er ligegyldige.

Folketingsgruppen har derfor også haft svært ved at slå igennem i medierne. Det har givet lidt medieomtale, at partiet blev væk fra statsborgerskabsdagen på Christiansborg.

Og så har partiets finansordfører, Lars Boje Mathiasen, har fået opbakning til et forslag om at skære to procent i partiernes sekretariatsbistand.

Men det helt store rabalder er indtil videre udeblevet.

”Vi er ikke politikere”

Nye Borgerlige har igen og igen slået sig op på, at de ikke er politikere.

”Vi er ikke politikere. Vi er almindelige danskere,” lød det f.eks. fra Pernille Vermund på sidste års landsmøde.

Men hvis man skal være flink, så er det en sandhed med modifikationer.

Tre ud af folketingsgruppens fire medlemmer har været engageret i partipolitik igennem længere tid, som kommunalpolitikere og folketingskandidater for de konservative og Liberal Alliance, før de kom til Nye Borgerlige.

Og erfaringerne med praktisk politik skinner indimellem igennem. For eksempel i forbindelse med at justitsminister Nick Hækkerup (S) udskød forhandlingerne om et nyt politiforlig.

Venstre og Dansk Folkeparti krævede handling nu, men reaktionen fra Nye Borgerlige var anderledes afdæmpet.

”Jeg tror, det er rigtig set, at man ikke kan lave analysen grundigt nok på en måned eller halvanden,” sagde Pernille Vermund, der også er retsordfører, til TV2, og fortsatte:

”Det skylder vi danskerne og dem, der arbejder i systemet: At man ikke forhaster sig.”

På samme måde lød det også fra Pernille Vermund efter statsminister Mette Frederiksen havde holdt sin åbningstale til Folketinget.

I modsætning til de øvrige partiledere på højrefløjen, så var det mere ros end ris fra Ny Borgerliges formand.

”Det kunne jeg selv have sagt”, lød det fra Pernille Vermund til Politiken med henvisning til statsministerens tanker om pesudoarbejde og nærhedsreform,  

Det var gode muligheder for at angribe regeringen, som i stedet blev muligheden brugt på at mane til eftertænksomhed og uddele. Den slags hører man normalt kun fra kedelige, voksne og ansvarlige politiker. Det lyder ikke som klassens frække dreng.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet