Nye Borgerlige lukker og slukker - En lige højre til Lars Boje

Nye Borgerlige

Nye Borgerlige lukker og slukker - En lige højre til Lars Boje

Partiets medstifter og formand, Pernille Vermund, meddeler på det sociale medie X, at NB nedlægges.

Pernille Vermund, partileder, Nye Borgerlige
Billedtekst

Pernille Vermund, partileder, Nye Borgerlige

Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard

Nye Borgerlige lukker og slukker.

Det meddeler partiets medstifter og formand, Pernille Vermund, på det sociale medie X.

Pernille Vermund skriver også, at hun og folketingsmedlem Kim Edberg Andersen onsdag morgen indstillede til partiets hovedbestyrelse, at man opløser Nye Borgerlige - og at partiets hovedbestyrelse onsdag har tilsluttet sig anbefalingen.

placeholder

 

Pernille Vermund skriver på X, at hvis man skal genrejse det borgerlige Danmark, så er der brug for at samle kræfterne "i lidt færre borgerlige partier":

"Da vi for otte år siden stiftede Nye Borgerlige, var der fire borgerlige partier. I dag er der syv. Og med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister. Det kan vi ikke forsvare."

Og:

"Derfor har Kim Edberg Andersen og jeg i dag meddelt Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at vi anbefaler, at Nye Borgerliges folketingsgruppe nedlægges, og at partiet opløses. Hovedbestyrelsen har valgt at følge vores indstilling og vil i den kommende tid planlægge det praktiske arbejde. Hvis vi skal genrejse det borgerlige Danmark, er der brug for at samle alle gode kræfter – men i lidt færre borgerlige partier."

En lige højre til Lars Boje Mathiesen

Vermund-melodien om færre borgerlige partier er en lige højre i ansigtet på Lars Boje Mathiesen, der i få uger for et års tid siden var formand for Nye Borgerlige, men som blev ekskluderet og hældt ud af Nye Borgerlige i vanære.

Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet for grådighed af Nye Borgerliges hovedbestyrelse. Han krævede fire gange 660.000 kroner i formandshonorar - ud over folketingshyren. Og den gik altså ikke.

Lars Boje Mathiesen blev - trods titel af formand - hældt ud af sit eget parti. Lars Boje Mathisen har lige siden leget med tanken om at danne et nyt borgerligt parti.

Lars Boje Mathiesen nåede kun at sidde som formand for Nye Borgerlige i 30 dage. Derefter fungerede Pernille Vermund igen som formand - indtil hun i oktober formelt blev genindsat som formand.

Det mest sandsynlige: Liberal Alliance

Taget for pålydende er Pernille Vermund altså på vej ind i et andet borgerligt parti. Liberal Alliance er det mest oplagte valg, vurderer Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen:

"Liberal Alliance er det mest oplagte valg for Pernille Vermund - selv om Vermund tidligere har været konservativ. LA har udfordringer med at finde egnede folketingskandidater. LA står til stor fremgang - og vil hurtigt kunne finde en god valgbar kreds til hende. Stik modsat situationen hos De Konservative, hvor alle de gode pladser er taget," vurderer Niels Jespersen.

Jespersen vurderer, at Vermund passer godt ind i LA's nationale fløj - sammen med Henrik Dahl. Han bemærker også, at både LA-formand Alex Vanopslagh og partiets politiske ordfører, Solbjørg Jakobsen, i opslag på X udtaler sig rosende om Vermunds nedlukning af Nye Borgerlige.

placeholder

 

placeholder

 

Nye Borgerliges andet folketingsmedlem, Kim Edberg Andersen, leder nu også efter et nyt parti.

Han har en fortid som DF'er. Vurderingen på Christiansborg er, at han meget vel kan tænkes, at blive optaget i DF's folketingsgruppe, som i forvejen tæller to frafaldne fra Nye Borgerlige, Mette Thiesen og Mikkel Bjørn.

Det er pt. uvist om Lars Boje Mathiesen nu pønser på at danne et Nye Borgerlige 2.0., nu hvor Nye Borgerlige formelt bliver opløst.

Opdateret

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.